Ny rapport: Fasanudsætning har gavnlige natureffekter

En ny britisk rapport peger på, at naturforvaltningen omkring fasanjagten kan skabe levesteder og gavne en lang række arter. Danske undersøgelser peger i samme retning. Vigtigt med kvalificeret viden om udsætning af fasaner, lyder det fra Dansk Skovforening.

Foto: Colourbox

Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd har foreslået at forbyde udsætning af fasaner til jagt. Organisationerne peger blandt andet på dyreetiske problemer og mulige negative konsekvenser for hjemmehørende arter.

Men debatten risikerer at overse centrale perspektiver, mener Dansk Skovforening. Udsætning af fasaner hænger mange steder tæt sammen med natur- og vildtforvaltning, hvor private lodsejere investerer både tid og penge i at skabe bedre levesteder.

Det billede understøttes af en ny rapport fra den britiske Game & Wildlife Conservation Trust (GWCT). Rapporten samler mere end 25 års fagfællebedømt forskning og viser, at blandt andet vildtafgrøder, levende hegn, vinterfodring og prædatorkontrol kan gavne langt flere arter end de fasaner, indsatsen i første omgang er rettet mod.

”Rapporten fra Game & Wildlife Conservation Trust taler sit klare sprog: den naturforvaltning der følger med udsætning af fasaner, har en positiv effekt på naturen. Alle de tiltag der gennemføres, er først og fremmest med til at skabe levesteder i agerlandet for trængte arter. Med al den natur der bliver skabt som led i Grøn Trepart, er vildtstriber, læhegn og andre ledelinjer samtidig også med til at skabe spredningskorridorer i landskabet, hvilket giver dem en endnu større berettigelse”, siger Frederik Falk-Sørensen, politisk konsulent i Dansk Skovforening.

Flere sangfugle, sommerfugle og humlebier

Resultaterne fra den britiske forskning viser en række konkrete fund. På GWCT’s forsøgslandbrug Allerton Project er antallet af ynglende sangfugle mere end fordoblet i forbindelse med aktiv vildtforvaltning og biptoppleje.

Hertil kan vildtafgrøder om sommeren rumme 15 gange flere sommerfugle, 40 gange flere humlebier og 90 procent flere ukrudtsarter end tilstødende markafgrøder. Om vinteren er der registreret op til 100 gange så mange sangfugle pr. hektar i vildtafgrøder som på blandt andet stubmarker og konventionelle afgrøder.

Desuden findes der mellem 10 og 65 procent flere levende hegn pr. kvadratkilometer på ejendomme med udsætning af fuglevildt end på ejendomme uden.

Det er ikke fasanerne i sig selv, der skaber effekterne. Det centrale er, at jagten giver lodsejere et incitament til at investere i levesteder, fødegrundlag og naturforvaltning, som også andre arter kan nyde godt af.

”Undersøgelsen viser, at fasanjagten bidrager til at bevare, udvikle og integrere ny natur i landbrugslandet. Udsætning af fasaner udgør dermed en betydelig privat investering i natur, som kommer hele samfundet til gode. Hvis man fjerner incitamentet til disse investeringer, vil vi få mindre – ikke mere – natur i Danmark. Og det vil være en skam,” siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.

Danske undersøgelser peger i samme retning

Der findes også dokumentation for positive effekter af biotoppleje under danske forhold. I 2025 undersøgte DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet effekterne af biotopplaner, som er knyttet til muligheden for at udsætte flere fasaner og agerhøns på landbrugsejendomme.

Undersøgelsen viste blandt andet, at vegetationsstriber kan øge artsrigdommen af leddyr og bidrage med nektar til bestøvere. Der blev også fundet positive effekter på fuglenes artsdiversitet af permanente og mere strukturelt komplekse tiltag.

Blandt de arter, der blev begunstiget, var jernspurv, sangdrossel og tornsanger. Også rørspurv og gulspurv, der er kategoriseret som henholdsvis ”næsten truet” og ”sårbar” på Den Danske Rødliste, reagerede positivt. DCE fandt desuden en positiv effekt på antallet af harer og rådyr.

For Dansk Skovforening understreger resultaterne, at jagt kan bidrage positivt til at finansiere og fastholde naturtiltag i det dyrkede landskab.

Høj dødelighed gælder også vilde fasaner

Et andet argument i debatten handler om de udsatte fasaners overlevelse. Kritikken har blandt andet lydt, at en stor del af fuglene dør af andre årsager end jagt i løbet af deres første leveår.

En tidligere rapport fra Vildtforvaltningsrådet viser imidlertid, at høj dødelighed blandt unge fugle ikke er særegen for udsatte fasaner. Her blev det vurderet, at omkring 400 ud af 1.000 fasankyllinger, der klækker i naturen, er i live ved jagtsæsonens begyndelse 1. oktober. For opdrættede og udsatte fasankyllinger var tallet omkring 760 ud af 1.000.

”Det er misvisende, når det fremføres som et etisk problem at over halvdelen af udsatte fasaner dør af andre årsager end jagt. Dødeligheden er nogenlunde den samme, hvis ikke højere, hos vilde fasaner, og helt generelt er der en høj dødelighed hos jordrugende fugle. Det er bl.a. også derfor, at man af naturhensyn ofte har en aktiv regulering af ræv i mange af de områder, hvor vadefugle yngler,” siger Frederik Falk-Sørensen.

De nedlagte fasaner er desuden en fødevareressource, der ender både i private køkkener, på restauranter og i detailhandlen. Det fortæller Axel Castenschiold, formand for Dansk Vildt- & Naturpleje:

”Vi lodsejere og vildtforvaltere arbejder hver dag for at skabe bedre vilkår for dyrelivet i både skove og det åbne land, så vi kan få gode jagtoplevelser i en rig natur – jagtoplevelser, der ikke blot tilgodeser end lang række ikke-jagtbare arter, men også giver os mad på bordet. Fasankød en god og sund fødevare, som vi i Dansk Vildt- og Naturpleje arbejder aktivt på at forædle og markedsføre, så endnu flere danskere kan få smag for alle jagtens gavnlige effekter.”