Ny undersøgelse om sikavildt skal afklare risikoen for hybridisering i Danmark

En ny undersøgelse skal kortlægge mulighed for hybridisering mellem sikavildt og kronvildt i Danmark. Undersøgelsen er blevet igangsat i kølvandet på EU's klassificering af sikavildt som en invasiv art.

Projektets formål er at undersøge, hvilken underart det danske sikavildt er, og om der er genetisk evidens for, at sikahjorte i Danmark har dannet hybrider og specielt fertile hybrider, med danske bestande af kronvildt.  

For at vurdere dette på en videnskabelig baggrund, er der igangsat genetiske undersøgelser af sikavildt fra forskellige bestande på Sjælland og i Jylland. Fra nedlagte dyr indsamles der blodprøver til kromosomanalyse.  

Testikler fra hjorte indsamles for at undersøge, hvordan kromosomerne opfører sig under kønscelledannelsen, herunder om eventuelle hybrider har abnorm kønscelledannelse, der kunne indikere fertilitet eller sterilitet.  

Desuden indsamles der samtidigt muskelprøver til eventuelle senere DNA-analyser. 

Undersøgelsen er projekteret af dyrlæge Astrid Ingstrup i samarbejde med professor i genetik Niels Tommerup fra Københavns Universitet, hvor laboratorieundersøgelserne ligeledes foregår. Dyrlæge Flemming Thune-Stephensen står for materialeindsamlingen i Jylland.  

Begge dyrlæger arbejder ulønnet, og Dansk Skovforening har bidraget til dækning af laboratorieudgifter mv. til projektet. 

Politisk pres efter EU-klassificering

Sidste år blev sikahjorten optaget på EU’s liste over invasive arter. I december fulgte Ministeriet for Grøn Trepart op med en melding om, at sikahjorten skal udfases i Danmark – både i den fri natur, i dyrehaver og på farme.

I slutningen af december slog ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, dog fast at selvom sikahjorten fortsat er uønsket, så skal den ikke skydes, når den går i de danske dyrehaver. Reglerne skal i stedet indføres så lempeligt som muligt. 

“Det betyder, at vi ikke igangsætter en aktiv bekæmpelse af sikahjorte, der lever i den fri natur, og at ejere af sikahjorte bag hegn kan beholde dem, indtil sikahjortene dør naturligt,” skrev han i et svar på et §20 spørgsmål. 

Dansk Skovforening: Vent på fagligt grundlag

Frederik Falk-Sørensen, politisk konsulent i Dansk Skovforening, er glad for, at ministeren har anvist en mere pragmatisk løsning, men opfordrer alligevel til at afvente resultaterne af den igangværende undersøgelse, før yderligere tiltag iværksættes.

“Undersøgelsen kan give et billede af, om der overhovedet er nogen risiko for hybridisering. Vi er glade for, at ministeren er pragmatisk, men man burde eksempelvis fjerne sika fra vildtskadebekendtgørelsen. Kron- og sikavildt har immervæk gået ved siden af hinanden i over 100 år i Jægersborg Dyrehave, uden at der er set eksempler på hybridisering, så det burde være muligt at afvente undersøgelsen”.

Henvendelser vedrørende undersøgelsen kan rettes til Frederik Falk-Sørensen, politisk konsulent i Dansk Skovforening.