Nye COVID 19-restriktioner: Særligt om afholdelse af jagt med betalende gæster

Fra den 26. oktober 2020 gælder regeringens nye restriktioner for at håndtere COVID 19. Restriktionerne betyder blandt andet at forsamlingsforbuddet ændres fra 50 til 10 personer, hvilket får betydning for afholdelse af jagt. Vi vejleder nærmere her på baggrund af en kontakt til myndighederne.

Reglerne er fastsat i ”Bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19”.

Afholdelse af betalingsjagter, som er en kommerciel aktivitet, er som udgangspunkt omfattet af reglerne. Reglerne gælder som udgangspunkt fra den 26. oktober 2020 til den 22. november 2020.

Med tilpasninger i jagtens udøvelse og med henvisning til visse undtagelser i bekendtgørelsen vil det fortsat være muligt at gennemføre betalingsjagter.

Jagter med mere end 10 deltagere

Som deltagere betragtes betalende gæster og tilknyttede hjælpere (apportører og drivere), som ikke har et ansættelsesforhold på ejendommen.

Deltagerne i jagten opdeles i grupper på max 10 personer, som ikke på noget tidspunkt i løbet af arrangementet kommer i tæt kontakt med personer fra andre grupper.

Det vil særligt være i situationerne ved opstart, transport mellem såterne og afslutningen af jagten, hvor der skal være særlig opmærksomhed på, at grupperne ikke kommer i kontakt med hinanden.

Det vil som følge af forsamlingsforbuddet ikke være muligt at afholde fælles:

  • parole og parade
  • bespisning
  • transport mellem såter med mere end 10 på jagtvognen eller
  • pauser

De aktiviteter skal afholdes separat for hver enkelt gruppe.

Grupperingen og forholdene omkring jagternes afholdelse skal meddeles alle deltagerne på forhånd.

Særlige forhold for ansatte på ejendommen

Det er vores vurdering at gennemførelse af betalingsjagter, som led i ejendommens kommercielle aktivitet, vil være omfattet af undtagelse i bekendtgørelsens § 3, nr. 4) hvorefter: ”almindelig ophold og færden på en arbejdsplads, som er et naturligt eller nødvendigt led i udførelsen af det pågældende arbejde, herunder ophold og færden, der finder sted i det offentlige rum” ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet.

Det betyder at ansatte på ejendommen, i det omfang at de har en funktion i forhold til afholdelse af jagten, ikke medregnes i det maksimale antal personer i den enkelte gruppe. Det anbefales at personale så vidt muligt følger en enkelt gruppe.

Overholdelse af regler: Håndhævelse og myndighed

Politiet er lokal myndighed og står for håndhævelse af reglerne. Er du i tvivl om din model for afholdelse af jagten er i overensstemmelse med reglerne, kan du kontakte det lokale COVID 19-beredskab hos politiet.

Det vil være jagtlederen, som skal sikre at restriktionerne overholdes.

Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger til at forebygge smitte og myndighedernes regler for arrangementer og forsamlinger.

Kompensationsmuligheder

Det er endnu uvist hvilke kompensationsmuligheder regeringen vil stille til rådighed. De politisk forhandlinger om kompensationsmuligheder som følge af de nye restriktioner pågår i øjeblikket.

Vi arbejder for at få økonomiske tab indeholdt i regeringens aftale.  Vi vender tilbage til det emne, når der er en afklaring.