Nye krav skal sikre bæredygtig biomasse
Danmark har allerede nogle af Europas strengeste krav til bæredygtig træbiomasse på grund af tidligere overimplementering af EU-regler. Men med nyt direktiv for vedvarende energi skærpes kravene nu også herhjemme for at sikre, at biomassen påvirker klima og biodiversitet mindst muligt.
Foto: Colourbox
Danmark tager nu et vigtigt skridt mod en mere bæredygtig produktion og anvendelse af biomasse fra skovene.
Regeringen har nemlig besluttet, hvordan de nye bæredygtighedskrav til træbiomasse i EU’s tredje direktiv for vedvarende energi – VEIII – skal implementeres i dansk lovgivning.
De danske bæredygtighedskrav er allerede blandt de strengeste i EU, da man overimplementerede kravene i VEII. Men nu bliver kravene skærpet yderligere for at sikre, at det danske forbrug af biomasse har den lavest mulige påvirkning på både klima og biodiversitet.
Det er vi rigtig glade for i Dansk Skovforening, for det er vigtigt, at vi har helt styr på, at den biomasse der leveres i varme- og kraftvarmeværker kommer fra bæredygtig skovdrift.
Nye krav
Som en del af de nye krav har regeringen besluttet, at varmeværker, der producerer minimum 1 MW energi, og andre aktører, der importerer minimum 5.000 ton træbrændsler, skal være omfattet af direktivets bestemmelser. Før var den tilsvarende anlægsgrænse 2,5 MW.
Dette krav gælder dog først fra 1. januar 2028, mens alle øvrige krav allerede gælder fra den 21. maj 2025. Læs mere om de nye krav nederst i nyheden.
Tidligere overimplementering
Regeringen har som en del af implementeringen evalueret effekten af kravene i den politiske aftale om træbiomasse fra 2020.
I sin opfølgning på denne aftale vurderer Energistyrelsen, at den politiske aftale om træbiomasse – som overimplementerede VEII-kravene på ti punkter – har medført, at flere typer biomasse nu omfattes af bæredygtighedskravene. Dette styrker hensynene til biodiversitet og klima i både den danske skov- og landskabssektor samt i importlandene.
Regeringen og forligskredsen har besluttet at skærpe visse krav, så de følger VEIII-direktivet, og har samtidig implementeret nye krav fra VEIII, herunder krav til kaskadeanvendelse. Nogle af de danske særkrav om også at inddrage rester fra træindustri og ikke-skovområder (fx levende hegn) fastholdes, mens andre forenkles for at gøre administrationen lettere for både producenter og importører samt for at forenkle myndighedernes kontrol.
Der var oprindeligt tvivl om, hvorvidt træbiomasse fortsat ville blive regnet som vedvarende energi i VEIII. Men i marts 2023 besluttede EU, at træbiomasse skal omfattes af direktivet – dog med skærpede krav på visse områder. Og det er netop disse skærpede krav, der nu er ved at blive implementeret i den danske lovgivning, og som forventes at træde i kraft den 21. maj 2025.
Det videre arbejde med udmøntning af kravene kommer til at foregå i Energistyrelsen, der nu skal ændre bæredygtighedsbekendtgørelsen og håndbogsbekendtgørelsen. De ændrede bekendtgørelser forventes at blive sendt i offentlig høring omkring årsskiftet.
Her er de nye krav til træbiomasse Regeringen er ved at implementere EU’s vedvarende energidirektiv, VEIII, som erstatter det tidligere VEII. De nye regler træder i kraft fra den 21. maj 2025. Det betyder at følgende regler skærpes, så de kommer på linje med det nye direktiv: Nye krav fra VEIII-direktivet: Forenkling af danske krav, som går længere end VEIII-direktivet Fastholdelse af danske krav, som går længere end VEIII Nyt skærpet krav, der går længere end VEIII