Nyt gebyr på vej til skovejere
Ved årsskiftet vil Ministeriet for Grøn Trepart indføre nyt gebyr for ansøgninger efter skovloven. Men det er uheldigt, hvis målet er at fremme skovrejsning, skriver vi til ministeriet, der samtidig vil tvinge skovejere til at afgøre eventuelle klagesager under kommende EU-forordning ved dyre domstole.
Foto: Joakim Bisgaard Jensen
Ved årsskiftet bliver det dyrere at være skovejer.
Det står klart, efter Ministeriet for Grøn Trepart har varslet, at der ved årsskiftet træder en bekendtgørelse i kraft, der pålægger et gebyr for ansøgninger efter skovlovens §§ 4 og 11.
Fra 2025 vil man derfor skulle finde muldvarpen frem og betale et gebyr på 3271 kr., hvis man enten ønsker at gøre et areal til fredskov eller ønsker at søge om dispensation til anlæg og byggeri i fredskov. Gebyret skal dække Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs administration af de to paragraffer. Imødekommes ansøgningen ikke, vil gebyret blive refunderet.
Det nye gebyr vækker både undren og bekymring hos Dansk Skovforening. Det skriver vi i et høringssvar til Ministeriet for Grøn Trepart.
Der er nemlig noget grundlæggende paradoksalt i, at man på den ene side ønsker at sætte turbo på skovrejsning – og samtidig pålægge kommende skovejere et gebyr, der vil æde en del af det indkomsttab, der ellers dækkes i kommende tilskudsordning til privat skovrejsning. Især for mindre skovrejsninger, vil det gøre tilskuddet mindre attraktivt.
Sideløbende kan vi konstatere, at ministeriet har i sinde at fraskære muligheden for administrativ klageadgang for afgørelser efter afskovningsforordningen (EUDR). Det pålægger potentielt skovejerne en omkostningsfuld domstolsprøvelse.
Samlet set frygter Dansk Skovforening derfor, at de administrative omkostninger forbundet med skovadministration med tiden når et niveau, der især vil hæmme mindre skovejeres rentabilitet og konkurrenceevne.
Må ikke skabe flaskehals
Fastholder ministeriet at indføre gebyret, bør det garantere, at midlerne bruges til at sikre fortsat effektiv behandling af skovlovssager, således at behandlingstiden som minimum fastholdes på 8 uger – og i bedste fald nedbringes yderligere.
Når der med trepartsaftalen skal rejses skov i et hidtil uset tempo, bliver det afgørende, at pålægning af fredskovspligt ikke bliver en flaskehals i dette arbejde.