Påbud kan være på vej til over 2000 lodsejere

Det er ikke lykkedes at komme i mål med frivillige aftaler mellem lodsejere og vandselskaber om beskyttelse af områder omkring drikkevandsboringer. Og det betyder, at kommunerne skal udstede påbud til op mod 2100 lodsejere efter nytår. Dansk skovforening opfordrer til ikke at forhaste processen, så beskyttelsen kan ske med ordentlige rammer og rimelig erstatning.

Skovbruget benytter kun sprøjtemidler i kulturfasen, hvis der er udfordringer med fx græs og snudebiller. Herfra kan træerne klare sig uden kemi. Foto: Joakim Bisgaard Jensen

I Danmark har vi den unikke situation, at grundvandet de fleste steder er så rent, at det kan indvindes direkte til fremstilling af drikkevand. Men det er ikke givet – det kræver nemlig, at grundvandet ikke bliver forurenet med fx pesticider fra landbruget.

Derfor satte Miljøministeriet i 2019 gang i at beskytte såkaldte boringsnære beskyttelsesområder forkortet BNBO’er, som er områder omkring drikkevandsboringer. Det skulle ske gennem frivillige aftaler mellem vandselskaber og de lodsejere, der ejer jorden, hvor boringerne ligger. Aftalerne skal sikre, at der ikke bliver brugt pesticider på jorden, som kan trænge ned og forurene drikkevandet. 

Men i 2023 måtte ministeriet konstatere, at det gik for langsomt fremad med at få de frivillige aftaler på plads. Derfor blev der i 2024 vedtaget en ny lov, der betyder, at kommunerne efter årsskiftet skal udstede påbud til de lodsejere, der endnu ikke har indgået en aftale.

Miljøministeriet har gjort status over situationen i november 2024, hvor der i alt er opgjort 2671 boringsnære beskyttelsesområder, som kræver en beskyttelsesindsats. Heraf har kommunerne indberettet til ministeriet, at der i 557 tilfælde er beskyttelse på plads, mens der i 679 tilfælde er tilbudt en frivillig aftale. I de resterende 1435 tilfælde er der hverken fremsat tilbud om aftaler eller påbegyndt andre beskyttelsesindsatser.

Det betyder, at der indtil videre kun er sket beskyttelse af 20 procent af BNBO’erne, og i 54 procent af tilfældene er der slet ikke en aftale på bordet.

Alle de lodsejere, der ikke har en underskrevet aftale pr. 31. december 2024, skal ifølge den nye lov have et påbud fra kommunen efter nytår om at stoppe sprøjtning ved BNBO’erne senest den 1. marts 2025.

I Dansk Skovforening har vi forståelse for, at beskyttelsen af BNBO’er skal gennemføres, og overordnet mener vi, at tilgangen med frivillige aftaler er god – i teorien. For i praksis har modellen tydeligvis fejlet.

”Det er rigtig ærgerligt, at det ikke er lykkedes at komme i mål med de frivillige aftaler. Nu har alle involverede parter arbejdet på det i så mange år, og så er 20 procent målopfyldelse meget utilfredsstillende. I det lys har vi forståelse for, at der nu kommer påbud.”

Sådan siger politisk chef i Dansk Skovforening, Ida Ruge-Andersen Friis. Før hun tiltrådte sin stilling i foreningen den 1. november var hun politisk chef i Danske Vandværker og har derfor indgående kendskab til arbejdet med BNBO.

En svær opgave

Det synes dog urimeligt, at et så stort antal lodsejere nu står over for at blive mødt af et påbud, når kun 46 procent af dem rent faktisk er blevet tilbudt en konkret aftale med vandselskaberne. Det kunne tyde på, at det har været en stor administrativ opgave, som har været svær at løfte.

”Der er ingen tvivl om, at der har været mange sten på vejen. Uklar rollefordeling, manglende ressourcer og stigende jordpriser er bare nogle af dem,” fortæller Ida Ruge-Andersen Friis.

Og det samme ser kommunerne ud til at erfare, når de om lidt skal til at udstede påbud. Flere kommuner har åbent meldt ud, at de ikke kommer til at overholde de tidsfrister, der ligger i den nye lov om påbud fra 2024. Det gælder fx Stevns Kommune, Aalborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune.

”Vi gør det med åbne øjne. Vi skal ud at skaffe konsulenter. Vi skal skaffe økonomi, og vi skal ud at beregne de her erstatninger. Vi kan simpelthen ikke nå det,” siger formanden for Udvalget for Plan, Miljø & Teknik i Stevns Kommune, Flemming Petersen (V), ifølge dr.dk.  

Ifølge dr.dk regner Stevns Kommune i stedet med at kunne være færdige med at udstede påbud efter sommerferien næste år.

”Det er meget kort frist, kommunerne har fået til at give påbud. I min optik er det vigtigt, at processen ikke bliver så forhastet, at der ikke tages hensyn til individuelle forhold hos de enkelte lodsejere, og at løsningen indeholder en rimelig erstatning,” siger Ida Ruge-Andersen Friis.

Som medlem af Dansk Skovforening kan du kontakte sekretariatet, hvis du ønsker yderligere oplysninger eller konkret rådgivning, hvis du har en sag om BNBO.