Pensionskasse køber skov i USA, men kan ikke gøre det samme i Danmark

Skov giver stabile og langsigtede afkast, og det har fået PFA til at investere i kæmpe amerikanske skovarealer. Den øvelse er ikke mulig i Danmark – bl.a. fordi lovgivning forbyder direkte ejerskab af skov, selvom både skovbrug og pensionskasser deler langsigtede perspektiver og derfor kunne være et frugtbart makkerpar.

Foto: Bert Wiklund/bwfoto.dk

Pensionsselskabet PFA har købt 28.000 ha skov i USA.

Udover stabile og langsigtede afkast til selskabets pensionskunder skal investeringen også bidrage til en bæredygtig profil gennem CO2-optag, lagring og produktion af råtræ.

Det skriver PFA i en pressemeddelelse.

Det er den amerikanske skovforvalter Forest Investment Associates (FIA), der på vegne af PFA har købt og driver skovene gennem en skovfond, skriver selskabet.

En sådan konstruktion er nødvendig, fordi dansk lovgivning forbyder pensionsselskaber at eje og drive virksomheder, der ikke har med pensionsforvaltning at gøre – herunder skovbrug.

Det betyder i praksis, at det ikke er økonomisk attraktivt for pensionsselskaber at investere i danske skove, da markedet generelt er for småt til, at køb gennem tredjepart kan betale sig. Opkøb via skovfonde kan være fordyrende, og uden de stordriftsfordele, som PFA fx opnår ved at købe 28.000 hektar skov i USA, bliver investeringen i danske skove mindre rentabel, lyder det fra brancheforeningen Forsikring & Pension.

Langsigtet makkerpar

Men pensionsselskaber og skovbrug bør gå hånd i hånd, mener Dansk Skovforening, der bakker op om et lovforslag, der foreslår at ændre reglerne, så det bliver muligt for forsikringsselskaber at eje og drive skove.

”Pensionsselskaber og skovbrug har det tilfælles, at de begge har et langt sigte. Alt skovdrift har brug for kontinuitet, og derfor kan de to interesser befrugte hinanden,” siger seniorkonsulent i Dansk Skovforening Marie-Louise Bretner.

Når forsikrings- og pensionsselskaber ejer skov gennem en tredjepart, har de ikke selv hånden på rattet, men må overlade driftsmæssige beslutninger til andre. Og det er uheldigt, forklarer Marie-Louise Bretner;

”En ekstern partner kan have helt anderledes strategi og interesser, der ikke understøtter pensionsbranchens behov for langsigtede investeringer og det bæredygtige element – fx ved at fælde skov af hensyn til at opnå kortsigtet afkast uden at tage højde for de langsigtede gevinster.”

Derudover kan ejerskab gennem tredjepart i nogle tilfælde modarbejde hensyn til, at pensionsinvesteringer skal være langsigtede og økonomisk rentable for at sikre højest mulige afkast, fordi indirekte skovinvesteringer via fonde kan være fordyrende led.

Derfor bør det ifølge både Dansk Skovforening og brancheorganisationen Forsikring & Pension være muligt for pensionskasser at drive skovinvesteringer gennem et såkaldt bestemmende ejerskab. Det ville også kunne gavne udviklingen af det danske skovareal, pointerer Marie-Louise Bretner:

”Hvis PFA og andre pensionsselskaber får mulighed for at eje skove, kan de måske også blive stærke spillere, der kan understøtte målet om forøge det danske skovareal, som den grønne trepartsaftale lægger op til.”

Lovforslag vedtaget, men skudt til hjørne

Regelændringerne burde dog være på trapperne.

Allerede i 2022 bakkede et flertal i Folketingets Erhvervsudvalg nemlig lovforslaget op, og siden da har det ligget på Erhvervsminister Simon Kollerups bord.

De godt to års ventetid har for nyligt fået Radikale Venstre til at rykke ministeren:

”Hvad er status på ministerens arbejde med at forbedre vilkårene for, at danske pensionskasser kan investere i bæredygtig skov?” spørger erhvervsordfører Katrine Robsøe (RV) i et udvalgsspørgsmål ifølge Folketinget.

PFA investerer i amerikansk skov 

PFA har investeret i to nye skovbrug i USA, som sammen med to skovinvesteringer sidste år bringer pensionskassens samlede amerikanske investeringsareal op på 28.000 hektar.

Den samlede pris for de fire skovbrug er i alt ca. 120 mio. dollars svarende til ca. 825 mio. kr., og investeringen sker som led i PFA’s strategiske fokus på langsigtede afkast og klimahensyn. De fire skovbrug er alle certificerede af enten FSC eller PEFC.

De fire skovbrug ligger i staterne Arkansas, Alabama og South Carolina.

Kilde: PFA