Pensionsselskaber kan snart eje skov

Et nyt lovforslag vil gøre det muligt for pensionsselskaber og andre finansielle institutioner at eje og drive skove på egen hånd.

Foto: Colourbox

Et nyt lovforslag vil gøre det muligt for pensionsselskaber og andre finansielle institutioner at eje og drive skove på egen hånd.

Det skriver brancheorganisationen Forsikring & Pension (F&P).

Og det er en sag, Dansk Skovforening længe har kæmpet for, fortæller direktør Anders Frandsen:

”Det var faktisk en af de første sager, jeg tog fat på, da jeg startede i Dansk Skovforening”

Det gjorde han, fordi pensionsselskaber prioriterer langsigtede, stabile afkast – parametre, som skovbrug netop udmærker sig ved.

”Det er et oplagt makkerskab, og derfor er det en fantastisk nyhed, at finansielle institutioner nu får mulighed for at lægge skove ind som en naturlig del af deres brede portefølje.”

Med lovforslaget vil det også være muligt for fx pensionskasser at købe landbrugsjord og rejse skov.

”Det kan potentielt bidrage til at indfri Den Grønne Treparts målsætning om yderligere 250.000 ha. skov i Danmark,” siger Anders Frandsen.

Det er EU-kommissionen, som har banet vej for lovændringen, efter den har sagt god for, at pensionsselskaber må drive og eje skovbrug som accessorisk virksomhed på lige fod med andre alternative investeringer som fx ejendomme – så længe det sker gennem et datterselskab. Det skal sikre, at selskaberne ikke mister fokus på kerneopgaver i den daglige drift.

Lovforslaget forventes at blive fremsat i løbet af februar og vedtaget i løbet af foråret.

Har det lange lys tændt

Som reglerne er i dag, må pensionsselskaber ikke eje skove med såkaldt bestemmende indflydelse. De må altså ikke have hånden på rattet og sikre, at investeringen også i fremtiden både vil være bæredygtig og rentabel.

”Man bør gøre skovinvesteringer mere attraktive for store og stabile partnere som fx forsikrings- og pensionsselskaber, der har det lange lys tændt, og som kan være med til at sikre en langsigtet og bæredygtig udvikling af skovene,” sagde chefkonsulent hos F&P Karen Gjølbo sidste år til Magasinet Skoven.

Det betyder dog ikke, at pensionsselskaber ikke i forvejen har øjnene rettet mod skovbruget. Senest har PFA købt 28.000 ha skov i de amerikanske delstater Alabama, Arkansas og South Carolina, hvor selskabet har fokus på produktion af bæredygtigt træ til det lokale amerikanske marked.