Problemet med ulovlig dumpning af asbest i skovene vokser
Forårets komme betyder renoveringer og fornyelse. Men den nye asbestlovgivning fra 2025 gør det både svært og dyrt at komme af med asbestaffald, og derfor ender stadigt mere i de danske skove.
I Dansk Skovforening har vi har tidligere beskrevet det stigende problem med dumpet asbestaffald i de danske skove, som er vokset, efter reglerne for privates håndtering af asbest blev skærpet ved årsskiftet 2025.
Helt konkret betyder ændringen, at det er blevet både dyrere og langt mere besværligt at komme af med gammel asbestisolering eller tagplader, fordi det nu kun må fjernes i større omfang af autoriserede. Private må fortsat aflevere asbestholdigt affald på kommunale genbrugsstationer – men kun i mindre mængder.
Alligevel vælger nogle fortsat at fjerne asbest selv, nu i strid med reglerne – og så dumper de det i skovbunden til stor gene for både skovejere og natur.
I 2024 blev én enkelt sag om asbestaffald i skoven anmeldt til den såkaldte brand-, tyveri- og hærværksordning, der administreres af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og kan dække udgifter til nogle skal på skov og natur. I 2025 var det tal steget til 16 sager.
Virkelighedens konsekvenser
Skovejer Erling Christoffersen fra Flynder oplevede for nylig at få dumpet asbestaffald i sin og hustruens skov, som TV Midtvest fortalte i sidste weekend.
Efter et opkald fra en nabo kunne han køre ud og konstatere, at der var læsset isoleringsmateriale og asbestplader af i hans 20 ha store skov.
S-politiker: Reglerne er for rigide
Situationen får nu folketingsmedlem Simon Kollerup fra Socialdemokratiet til at melde ind i debatten. Han var selv med til at stemme lovforslaget igennem, men nu siger han til TV Midtvest, at han erkender, at reglerne er for rigide.
”Vi skal stadig passe på vores helbred, for asbest er noget farligt stads. Men hvis affaldet bare lander i naturen, har vi ikke løst problemet. Jeg mener, at vi må snakke med Dansk Skovforening og andre, som håndterer den her asbest, og så håber jeg, at vi kan finde en lidt mere gylden middelvej, end den vi har ramt lige her,” siger han til TV Midtvest.
Både på TV Midtvest søndag og mandag i 19 News på TV2 understregede direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen, også, at det er vigtigt at få gennemset de nye regler, der giver anledning til problemet, så vi undgår, at asbest ender i skov og natur.
Straframmen er hævet
Sidste forår vedtog et bredt flertal i folketinget en strafreform, som skærpede bødestraffen for at begå naturkriminalitet med 100 procent og giver mulighed for at straffe de allergroveste tilfælde med fængselsstraf.
I sommeren 2025 sendte Dansk Skovforening et brev til minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, og mlljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke, hvor vi opfordrede til at tage regelsættet om asbest til eftersyn, da man begyndte at se asbestholdigt affald dumpet i skovene.
I et svar skrev Magnus Heunicke, at han havde nedsat en arbejdsgruppe, og at han ville indlede forhandlinger med Folketingets partier om en handlingsplan med fokus på øget sporbarhed, skærpet kontrol og ensrettet praksis.
Problemet kan blive større
En ny beregning fra 3F’s byggegruppe og Dansk Industri viser, at der er 400.000 boliger på landsplan med asbesttage, som skal skiftes indenfor en overskuelig årrække. Det er særligt boliger uden for de store byer med asbesttage, som kan få problemer, viser analysen.
Beregningen viser, at man i hovedstadsområdet efter blot to år kan finansiere en udskiftning af asbesttage med friværdien, hvorimod boliger i landdistrikterne skal være ejet i mere end 15 år, før friværdien kan bruges til udskiftning af asbesttage. Dermed risikerer man, at huse liver ubeboelige, usælgelige eller forladt.
For boligejere med presset økonomi gør de nye regler det endnu sværere at få udskiftet taget. Det øger risikoen for, at endnu mere asbest ender i naturen – til skade for både miljø og mennesker.
