Rapport sætter prisen på biodiversitet unødigt højt

I en ny rapport angiver Biodiversitetsrådet prisen for at styrke biodiversitet gennem statslige opkøb af jord. Men det er en unødvendig høj pris, når der findes billigere alternativer i samarbejde med lodsejer, skriver vi i et høringssvar til rapporten, hvor vi også peger på oversete afledte omkostninger ved at tage arealer ud af drift.

I juni udgav Biodiversitetsrådet rapporten ”Finansiering af Danmarks biodiversitetsindsats”.

Den slår fast, at der er behov for at øge finansieringen af biodiversitet, og at den private sektor har brug for større gennemsigtighed i forhold til, hvordan den kan gøre en forskel. Den vurdering er Dansk Skovforening enig i, skriver vi i et høringssvar til Biodiversitetsrådets rapport.

Til gengæld savner vi i rapporten fokus på, hvad der kan motivere lodsejere til at bidrage til biodiversitetsdagsordnen i endnu højere grad, end de allerede gør.

Gulerod billigere end pisk

Og det manglende fokus på motivation og inddragelse af lodsejere er ærgerligt – også for samfundsøkonomien.

Rådets rapport viser nemlig, at det vil koste staten op mod 98 mia. kroner at styrke biodiversiteten gennem opkøb af jord, som herefter kan tages ud af drift.

Men som rapporten også viser, kan fremme af biodiversitet gennem frivillige og positive incitamenter som tilskud og skatteændringer være betydeligt mere omkostningseffektivt, end at staten opkøber arealerne. Derfor mener Dansk Skovforening, det er afgørende at rette fokus mod lodsejernes motivation for at indgå i arbejdet med at fremme biodiversiteten i Danmark.

”De danske skovejere tager allerede i dag vidtstrakte hensyn til natur og biodiversitet. Hvis indsatsen skal løftes yderligere, så er man nødt til at finde betalingsmodeller, der motiverer skovejerne til en yderligere indsats” siger direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen.

Behov for klart billede af omkostninger

Udover prisen for jordopkøb er der også andre samfundsøkonomiske omkostninger ved at tage jord ud af drift. Det gælder ikke mindst tabte produktionsindtægter fra landbrug og skovbrug, som Biodiversitetsrådets rapport også inddrager i sin analyse.

Men den tabte produktionsværdi er kun en del af prisen for at tage arealer ud af drift. Hertil skal lægges flere afledte effekter i form af lækage af biodiversitet, når produktionen flytter til udlandet samt tab af arbejdspladser og ændrede jordpriser, når arealet ikke længere er produktivt.

”Det er selvfølgelig afgørende at få klarlagt det samlede omkostningsbillede. Generelt er jordopkøb en tung og ufleksibel fremgangsmåde. Det vil formentlig være langt mere smidigt at lave nogle incitamenter som gør biodiversitet til et naturligt forretningsområde for skovejerne, så vi kan fremme naturen frem for at frede den. Så vil virkelysten blomstre til gavn for både natur og mennesker,” siger Anders Frandsen.

Urørt skov kan ikke stå alene

Skal skovejerne inddrages mere aktivt i arbejdet med at fremme landets biodiversitet, er også relevant at rette fokus mod, hvad der kan motivere dem. I den forbindelse er det værd at fremhæve anerkendt motivationsteori (Ryan & Deci), der tegner tre centrale elementer op, som er afgørende for motivation: Selvbestemmelse, viden og meningsfulde relationer.

Det fremgår således også af Dansk Skovforenings høringssvar, at motivation og selvbestemmelse forudsætter, at der skal være noget at vælge imellem. Udlæg til urørt skov kan således ikke være den eneste mulighed.

Høringssvaret betoner også vigtigheden af den gode dialog mellem myndighed og skovejer, ligesom der kan være behov for at øge skovejernes viden om potentialet for biodiversitet på arealerne.

Dansk Skovforening opfordrer derfor Biodiversitetsrådet til at inddrage ejerens motivation for at udvikle biodiversitet, når rådet i den kommende tid skal skrive en rapport om virkemidler til fremme af biodiversitet.

Kreditter bør ikke udelukkes

En potential måde at inddrage private aktører i finansiering af biodiversitet er kreditter, som skovejere kan sælge på et marked til en interesseret køber, som vil kunne godskrive effekten i sit ESG-regnskab. Men Biodiversitetsrådet stiller sig generelt kritisk over for brugen af biodiversitetskreditter som middel til at finansiere biodiversitetsindsatsen. Rådet mener nemlig, at metoden er alt for usikker til at sikre reel fremgang af biodiversiteten.

Dansk Skovforening anerkender i høringssvaret, at der er mange usikkerheder forbundet med biodiversitetskreditter, men synes det er forkert at udelukke de fremtidige muligheder, der forbundet med at mobilisere privat finansiering gennem biodiversitetskreditter:

“Hvis kreditter til biodiversitetsformål tager udgangspunkt i en troværdig og valid standard, som fx sikrer store sammenhængene områder og høje krav til de finansierede tiltag, så mener Dansk Skovforening, at kreditter kan være et væsentligt element i at fremme biodiversiteten i Danmark. Biodiversitetsindsatsen er ifølge alle opgørelser stærkt underfinansieret. På den baggrund er det voldsomt at afvise en potentiel kæmpe finansieringskilde fuldstændigt.”