Rekordhøje karakterkrav til Skovskolen
Høje ansøgertal betyder, at kvote 1-ansøgere i år skal have topkarakterer med fra gymnasiet for at kunne læse til skov- og landskabsingeniør. Kampagnen "Danmarks vildeste uddannelse" ser dermed ud til at have båret frugt.

Foto: Skovskolen
Skovskolen er populær som aldrig før.
Årets optagelsesstatistik fra Københavns Universitet viser nemlig, at i alt 326 potentielle studerende søgte om 89 studiepladser på uddannelsen som skov- og landskabsingeniør.
Derfor har det i år krævet bemærkelsesværdigt høje karaktergennemsnit – henholdsvis 9,3 på Djursland og 10,6 i Nødebo – at komme ind på uddannelsen via kvote 1, hvor optag sker på baggrund af det gymnasiale karaktergennemsnit. Ifølge Skovskolen er det rekord begge steder.
”Det kan de absolut være stolte af,” siger Klara Altenborg Brockstedt, der er uddannelsesansvarlig og politisk konsulent i Dansk Skovforening.
”Det er fantastisk at se, at Skovskolen tiltrækker så mange kvalificerede unge. De høje karaktergennemsnit afspejler, at flere ser skovbrug som en karriere, hvor man virkelig kan gøre en forskel for naturen og den grønne dagsorden.”
Til sammenligning kræver det på Københavns Universitet i år et lige så højt gennemsnit (10,6) at komme ind på antropologistudiet, mens dyrlægestudiet har et adgangskrav på 10.
På Skovskolen bliver 50 procent af de studerende dog optaget via kvote 2, hvor ansøgere vurderes på baggrund af motiveret ansøgning, erfaring og en optagelsessamtale. Det er en del flere end på andre KU-uddannelser, hvor der typisk kun optages 10-30 procent på den måde.
Kampagne har givet pote
De store ansøgertal og høje adgangskvotienter til skov- og landskabsingeniøruddannelsen kan meget vel være resultatet af den kampagne, Skovskolen har kørt de seneste år. Den fik navnet ”Danmarks vildeste uddannelse” og blev søsat, efter optaget på Skovskolen Djursland pludseligt styrtdykkede i 2023, hvilket siden var med til at true skolens eksistens.
Formålet med kampagnen har været at gøre Skovskolen mere kendt i den brede befolkning via bl.a. sociale medier, plakater i bybilledet, og tre Skovskolebusser folieret med billeder af skov og kronhjorte.
”Vi må bare rose Skovskolen for at reagere hurtigt og få stablet en kampagne på benene, der virkelig ser ud til at have rykket interessen for skovbrugets uddannelse,” siger Klara Altenborg Brockstedt.
Hun fremhæver også erhvervet som en vigtig medspiller i at tale skovbranchen op, ligesom Dansk Skovforening har støttet kampagnen. Skovbruget har nemlig brug for professionelt uddannede til at forvalte de danske skove, som der med den grønne trepart kun ser ud til at blive flere af.
”Skove kan bidrage med så meget godt for vores samfund, hvis de bliver drevet klogt og ansvarligt. Derfor har vi også brug for dygtige, praksisnære skovprofessionelle. De bliver uddannet på Skovskolen, og derfor et det vigtigt, at interesserede kender til muligheden for at uddanne sig her.”
Her er de vigtigste tal for årets optag af nye studerende på uddannelsen som skov- og landskabsingeniør på Skovskolen Djursland og Nødebo. Skovskolen Nødebo Skovskolen Djursland Kilde: Ku.dk Optagelsestal 2025 for skov- og landskabsingeniør
