Revision af EU-direktiv – biomasse kan blive påvirket

Som led i at skitsere målet om klimaneutralitet i 2050 er EU ved at revidere direktivet for vedvarende energi. Og det kan komme til at have stor betydning for brug af træbiomasse i energiforsyningen.

EU er i fuld gang med at implementere deres Green-deal, som skitserer det overordnede mål om klimaneutralitet i 2050 og 55 procent reduktion af drivhusgasemissioner i 2030 sammenlignet med 1990-niveauet.

En central del af det arbejde er en revision af det såkaldte VE-direktiv, der sætter retningslinjer for brug af vedvarende energi i EU-landene. Et af hovedformålene i revisionen er at hæve det bindende mål for andelen af vedvarende energi i EU’s energimix og stramme bæredygtighedskravene til biomassen. Kommissionen har i første omgang forslået en VE-andel på 40 procent inden 2030, men der foreligger for forslag om at hæve det yderligere til 45 procent.

Og det lyder umiddelbart godt – men i arbejdet lægger EU-kommissionen også op til yderligere at stramme kravene til, hvornår træ kan tælle med som vedvarende energi.

Miljøkomiteen har fremsat et forslag om at introducere definitioner på primær og sekundær træbiomasse, hvor primær træbiomasse ikke kan tælle med som vedvarende energi, og sekundær træbiomasse skal opfylde yderligere kriterier for bæredygtig skovforvaltning.

Primær træbiomasse er i Miljøkomiteens definition alt træ, som er fældet eller på anden måde høstet og fjernet. Det omfatter alt træ, der er opnået ved fjernelse, dvs. de mængder, der fjernes fra skove, herunder træ fra naturlig dødelighed, tyndninger og skovning. Som eksempel nævnes, at definitionen også omfatter grene, rødder og stubbe.

Det vil være meget problematisk, da det i så fald vil begrænse mulighederne for at anvende restprodukter fra skovdriften (skovflis) til energiproduktion, hvis det ikke kan medregnes som vedvarende energi, ligesom Danmark får meget svært ved at leve op til sin egen målsætning om 70 procent vedvarende energi i 2030.

No-go for biomasse fra gamle skove

Men det stopper desværre ikke der. EU-kommissionens stiller også forslag om at indføre såkaldt no-go-områder i gamle skove og skove med høj biodiversitet, hvorfra det er forbudt at bruge træbiomasse til energi. 

Det er endnu ikke klart, hvordan skove med høj biodiversitet defineres, men Rådet lægger umiddelbart op til at anerkende begrebet no-go-områder, hvis skovene er videnskabeligt eller administrativt identificeret af de kompetente myndigheder som meget rige på biodiversitet.

De uformelle forhandlinger om revision af VE-direktivet er allerede begyndt. Dansk Skovforening arbejder via den europæiske organisation CEPF intenst for at sikre, at træbiomasse stadig kan udfylde sin vigtige position i den europæiske energiforsyning, og Dansk Skovforening arbejder desuden også på området i forhold til danske politikere.