Så skete det: Ny skovrejsningsordning er åbnet

Dansk Skovforening var med, da trepartsminister Jeppe Bruus åbnede statens nye skovrejsningsordning i Suserup Skov hos Sorø Akademi. Dermed har vi taget hul på et nyt kapitel i dansk skovhistorie, og vi opfordrer alle med interesse til at søge og bidrage til at rejse nye skove. Ansøgninger vil blive prioriteret efter en række kriterier – i første omgang med særligt fokus på kvælstofreduktion.

Direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen, var med, da trepartsminister Jeppe Bruus mandag åbnede ny skovrejsningsordning hos en af vores medlemmer. Foto: Ministeriet for Grøn Trepart

Vi var med, da minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, mandag officielt åbnede den nationale skovrejsningsordning. Det skete hos Sorø Akademi på Midtsjælland – medlem af Dansk Skovforening – og senere hos Odense Kommune på Fyn. 

Frem til den 31. oktober kan alle private og offentlige lodsejere nu søge tilskud til at rejse produktionsskov (75.500 kr./ha) eller etablere urørt skov (+15.000 kr./ha). I områder med særlige kvælstofindsatsbehov kan der søges året ud. 

”Det her er en rigtig god dag! Skov er altid godt, og med den her ordning og regeringens målsætning er der grobund for en markant udvikling af vores skovlandskaber til glæde for danskerne og til gavn for naturen og den grønne omstilling. Så vi synes, at det er rigtig positivt, at skovrejsningsordningen nu får et yderligere løft” siger direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen. 

Han var med ministeren i felten sammen med bl.a. Jens Kristian Poulsen, der som adm. direktør i Sorø Akademi bød velkommen i Suserup Skov. 

I 2025-runden er der i første omgang afsat midler til 9000 ha nye skove, heraf godt 6000 ha produktionsskove. Det er en markant stigning i forhold til de seneste årtier, hvor niveauet ifølge historiker Bo Fritzbøger har ligget omkring 1300-1500 ha årlig skovrejsning. Og en endnu større kontrast til i år, hvor indsatsen ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) er dalet til godt 1000 ha. 

”Jeg tror ikke, at det skyldes dalende interesse for skovrejsning, men formentlig blot, at mange har ventet på, at den nye ordning faldt på plads. Og vi vil da gerne opfordre alle til at søge den nyåbnede ordning,” siger Anders Frandsen. 

Da der er tale om en helt ny skovrejsningsordning inviterer SGAV til webinar den 22. september, hvor interesserede kan blive klogere på ordningen, og hvordan den søges.  

Kvælstof prioriteres 

Ifølge den spritnye bekendtgørelse om tilskud til skovrejsning vil ansøgninger i statens støtteordning blive prioriteret efter en række kriterier. 

Først om fremmest prioriteres områder med særligt høje behov for kvælstofreduktion, hvor ministeriet allerede har indregnet foreløbige udtagningsindsatser. Her kan ansøgere få løbende tilsagn. Det gælder fx marker langs Ringkøbing Fjord, Det Sydfynske Øhav og Roskilde Fjord. 

I områder med mindre kvælstofindsatsbehov, som ministeriet endnu ikke har regnet med i udtagningsindsatser, kan man søge og få tilsagn i en senere opsamlingsrunde. Her gælder følgende pointsystem, som ansøgninger prioriteres ud fra: 

  • Område med kvælstofindsatsbehov (40 point) 
  • Drikkevand (8 point) 
  • Samlet projektareal over 20 ha (6 point) 
  • Sammenhængende fredskovsområde (4 point) 
  • Henlæggelse af minimum 1 ha sammenhængende urørt skov (4 point) 
  • Urørt skov, der grænser op til arealer med høj naturværdi (4 point) 
  • Projektarealer med en høj andel af naturlig tilgroning (4 point) 
  • Projektarealer, der indeholder skovgræsning (4 point) 
  • Projektarealer, hvor der genoprettes naturlig hydrologi (4 point)

Administerende direktør i Sorø Akademi Jens Kristian Poulsen bød velkommen i Suserup skov. Udover direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen, og trepartsminister Jeppe Bruus deltog også præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding (til venstre) og lektor Jacob Heilmann-Clausen fra Københavns Universitet. Foto: Ministeriet for Grøn Trepart

Statens nye tilskudsordning

Trepartens nationale skovrejsningsordning kommer med et markant højere tilskud end tidligere ordninger for at motivere flere landmænd til at omlægge landbrugsjord til enten produktionsskov eller urørt skov. Læs mere om den nye ordning her

  • Den faste tilskudssats til skovrejsning er 75.500 kr. pr. hektar 
  • Der kan søges om et tillæg til rejsning af urørt skov på 15.000 kr. pr. hektar 
  • Det årlige tilskudsbeløb starter på 737,5 mio. kr. i 2025 stigende til 1 mia. kr. om året efter 2030 
  • Der afsættes 20 mia. kr. til tilskudsordningen frem til 2045 
  • Tilskudsordningen skal dække rejsningen af 230.000 hektar. privat skov, hvoraf 80.000 hektar skal være urørt. Trepartens resterende ambition om 20.000 hektar ny urørt skov skal rejses som statsskov 
  • Der kan søges om tilskud til skovrejsning på ned til én hektar 
  • Arealet pålægges fredskovspligt