Sådan får vi mest ud af nye skove

Nyt projekt skal hjælpe landmænd med at finde de bedste arealer til skovrejsning og sikre størst mulige klima- og naturgevinster. Det skal ske ved hjælp af et gratis værktøj, der også vil give juridisk og økonomisk overblik.

Foto: Bert Wirklund/bwfoto.dk

Hvordan får vi mest muligt ud af de 250.000 ha ny skov, som den grønne trepart har afsat 20 mia. kr. til frem mod 2045? Det er Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN, KU) og SEGES Innovation ved at finde ud af i nyt fælles projekt.

Forskningsprojektet, der har fået titlen ”Multifunktionalitet i de nye danske skove”, begyndte ved årsskiftet og løber året ud. Målet er at gøre det lettere for landmænd at rejse skov, der gavner både klima, natur og vandmiljø – og samtidig sikrer robuste dyrkningsarealer til fødevareproduktion på de tilbageværende marker.

Kernen i projektet er et prioriteringsværktøj, der skal hjælpe lodsejere og rådgivere med at finde det rette sted at rejse skov på de enkelte ejendomme. Værktøjet bygger på såkaldte synergikort – landsdækkende kort, der viser, hvilke samfundsgavnlige effekter skovrejsning kan have på forskellige arealer. Det kan fx være effekter på biodiversitet, rekreation og grundvandsbeskyttelse.

Forskerne ser også nærmere på en række caseområder, hvor mulige skovrejsningsprojekter analyseres i detaljer. Formålet er at hjælpe landmænd med at få overblik over både juridiske og økonomiske konsekvenser, når marker konverteres til skov.

Prioriteringsværktøjet bliver interaktivt, og vil frit kunne bruges på fx landmand.dk, der er SEGES Innovations digitale platform med værktøjer og viden målrettet landmænd og rådgivere.

Vil understøtte nye multifunktionelle skove

Projekt ”Multifunktionalitet i de nye danske skove” skal også udvikle nye skovkategorier med fokus på forskellige kombinationer af synergieffekter. Skovkategorierne bliver understøttet af beregninger og litteraturstudier, der belyser effekter på klima, biodiversitet og kvælstofudledning. En arbejdsgruppe med ”relevant, faglig bred ekspertise” vil desuden kvalificere de nye skovkategorier, lyder det.

Prioriteringsværktøjet og de nye multifunktionelle skovkategorier forventes at indgå i den nationale skovrejsningsindsats og dermed understøtte etableringen af de 250.000 ha ny skov med fokus på størst mulige synergieffekter, lyder det. Inden for 5-10 år ventes projektet at understøtte etablering af 50.000 ha ny skov og bidrage væsentligt til reduktion af kvælstofudledning og CO2.

Projektets er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug, og resultaterne bliver frit tilgængelige for alle aktører i skov- og landbrugssektoren i fem år.