Sådan når vi 20 procent beskyttet natur
Danmark skal nå 20 procent beskyttet natur i 2030. Det er den politiske målsætning, som er fastsat i den grønne trepartsaftale. Men i dag kan Danmark kun indrapportere knap 15 procent. Dansk Skovforening har et konkret – og oplagt – bud på, hvordan vi når målet.
Foto: Bert Wiklund/bwfoto.dk
I den efterhånden berømte grønne trepartsaftale er skitseret en historisk stor omlægning af Danmarks areal: 250.000 ha skovrejsning, udtagning af 140.000 ha lavbundsjorder – og så står der, at regeringen i den kommende natur- og biodiversitetslov skal sætte et mål om, at mindst 20 procent af Danmarks landareal skal være beskyttet natur i 2030.
Formålet er at bidrage til EU’s biodiversitetsstrategi for 2030, hvor målet er, at 30 procent af EU’s samlede areal til lands og til havs skal være beskyttet, heraf skal 10 procent være såkaldt strengt beskyttet natur.
I dag er ca. 26 procent af EU’s landareal under beskyttelse, og det samme gælder ca. 11 procent af havarealet. Det bidrager Danmark på nuværende tidspunkt til med 14,8 procent beskyttet landareal.
Dermed er der et stykke op til de 20 procent, som ifølge Danmarks målsætning skal nås inden for 5 år. Procentsatsen kan allerede i dag øges ved at inddrage Naturstyrelsens arealer med naturnær skovdrift, de nyanlagte naturnationalparker, eksisterende statslig og privat urørt skov og kvælstofområder.
Hertil kan frem mod 2030 lægges indsatser fra den grønne trepart i form af udtagning af lavbundsjorder, opkøb via arealfonden og effekten fra ordningerne permanent ekstensivering og etablering af ny privat urørt skov.
Dermed når vi op på omkring 19 procent. Og så er der en overset, men åbenlys vej til at nå den sidste del af vejen mod målet, mener Dansk Skovforening: Inddrag de arealer, der udlægges til biodiversitetsformål, når private skovejere bliver certificeret.
I både FSC’s og PEFC’s certificeringer er det et krav, at mindst 10 procent af det certificerede skovareal skal tages ud af drift og omlægges til fremme og bevaring af biodiversitet. Antallet af certificerede private danske skove er støt stigende, og i dag er mere end 42 procent af det private skovareal certificeret. Det svarer til 200.000 ha privat skov, hvilket betyder, at omkring 20.000 ha privat skov totalt set er udlagt til biodiversitetsformål.
Selvom områderne ikke er formelt beskyttet for al fremtid, er de registreret i en officiel ordning, hvor de bidrager til at forbedre naturtilstanden i Danmark, og i praksis er det sjældent, at certificeringen bliver ophævet, og arealet tages tilbage i produktion. Derfor mener Dansk Skovforening, at arealet bør tælle med i den til enhver tid aktuelle opgørelse af beskyttet natur – men for at være på den sikre side i forhold til at undgå overrapportering kunne arealerne indgå med faktor 0,9.
Med uændret certificeret areal frem mod 2030 vil vi lige knap kunne nå op på de 20 procent – men i praksis vil tallet efter alt at dømme ende endnu højere:
“Det er urealistisk, at det certificerede areal ikke stiger de kommende år. Certificering spiller en stadigt større rolle som adgangsgivende til træmarkedet i disse år, hvor virksomheder har større fokus på ESG-rapportering mv. Derfor forventer vi i Dansk Skovforening, at det private certificerede skovareal kun vil stige fremover,” siger Gertrud Græsbøll Weimann, som er politisk konsulent i Dansk Skovforening.
Ud fra den betragtning vil de private certificerede arealer også bidrage til naturmålene længere frem i tiden, og sammen indsatserne i den grønne trepartsaftale mellem 2030 og 2045, er vurderingen fra Dansk Skovforening, at vi vil nå et godt stykke over de 20 procent.