“Skovens dag” sætter fokus på skovens store værdi

Dansk Skovforening markerede Skovens Dag den 21. marts med at invitere politikere i skoven for at sætte fokus på skovens og skovbrugets store samfundsmæssige værdi for både klima, biodiversitet og danskernes friluftsliv.

Dansk Skovforenings formand i skoven med Marianne Karlsmose, der stillede op for Konservative ved folketingsvalget 2026. Foto: Klara Altenborg Brockstedt.

FN har fastlagt den 21. marts som “International Day of Forests”, og hvert år sætter dagen fokus på et nyt tema, der illustrerer skovenes store betydning globalt set. 

I år gjaldt det skov og økonomi, og Dansk Skovforening har derfor brugt anledningen til at understrege skovenes store samfundsmæssige værdi – ikke kun som forretning målt i kroner og øre, men også alle de andre værdifulde funktioner, skovene udfylder for samfundet. 

Morten E. G. Brautsch stillede op for Moderaterne ved folketingsvalget 2026 og var også i skoven med Dansk Skovforening på skovens dag den 21. marts. Foto: Klara Altenborg Brockstedt.

Dansk Skovforening havde derfor inviteret politikere fra Moderaterne og Konservative med på tur i formand Peter Arnold Buscks skov ved Rye Nørskov Gods i Jylland. Der blev drøftet både skovbrug, rammevilkår og ikke mindst skovenes brede betydning for samfund og mennesker. Som en del af turen fik politikerne mulighed for at plante deres eget træ.

Ifølge direktør Anders Frandsen giver netop mødet i skoven en særlig indsigt: 

“Skovens mange værdier bliver langt mere konkrete, når man står midt i dem. Det giver et helt andet grundlag for at forstå, hvilken rolle skovene spiller i samfundet.” 

Skoven som motor i grøn omstilling og samfundsøkonomi 

Skovene spiller bl.a. en central rolle i den grønne omstilling. De leverer fornybare råvarer til en bioøkonomi i udvikling, hvor træ kan erstatte CO₂-tunge materialer og bidrage til at reducere klimaaftrykket fra byggeri og produktion. Dermed er skovbruget ikke kun en forretningsmæssig branche, men også en drivkraft for innovation og nye grønne løsninger. 

Samtidig leverer skovene en lang række såkaldte økosystemtjenester: De optager fx CO₂, beskytter biodiversiteten, bidrager til rent drikkevand og hjælper med klimatilpasning. Dertil kommer de rekreative værdier, som spiller en stadig større rolle i et samfund med stigende fokus på livskvalitet og sundhed. 

Ifølge direktøren skaber skovene dermed værdi inden for forskellige områder:  

“Skovene skaber værdi på flere bundlinjer samtidig – økonomisk, miljømæssigt og menneskeligt – og det er vigtigt, at det afspejles i de politiske prioriteringer.” 

Sundhed og flere skove tættere på danskerne 

Skovene har også betydning for folkesundheden. Forskning peger entydigt på, at ophold i naturen kan reducere stress, styrke immunforsvaret og forbedre både mental og fysisk trivsel. Skoven fungerer med andre ord som en lettilgængelig og effektiv sundhedsressource. 

Derfor er der behov for større politisk fokus på bynær skovrejsning og samarbejde med private skovejere, så flere danskere får mulighed for at bruge skoven i hverdagen. Det vil både styrke folkesundheden og bidrage til at fordele presset på de eksisterende skove – et emne, som også blev berørt i skoven med politikerne på skovens dag. 

Marianne Karlsmose plantede et træ på Skovens Dag den 21. marts 2026. Foto: Klara Altenborg Brockstedt

Skovturen blev dermed ikke kun en markering af en international mærkedag, men også en konkret anledning til at gøre beslutningstagere opmærksom på skovenes potentiale og fremtid i Danmark. Netop behovet for at tænke skovene ind i løsninger på tværs af samfundets store udfordringer er ifølge Anders Frandsen helt centralt: 

“Skovene er en vigtig del af løsningen på nogle af de væsentlige udfordringer, vi står overfor – fra grøn omstilling og drikkevand til folkesundhed. Derfor er det afgørende, at vi får skabt endnu bedre vilkår for skovrejsning og målet om 250.000 ha ny skov i Danmark.”