Skovkampagne vist 24 mio. gange
Kampagnen ”Takket være skoven” sætter fokus på værdien af aktivt skovbrug og er indtil videre blevet vist 24. mio. gange. Og mere følger i 2025 …
I april 2024 lancerede Dansk Skovforening og Partnerskab for Dansk Skovbrug kampagnen ”Takket være skoven” med dét formål at udbrede kendskabet til produktionsskovens store værdi for samfundet.
En undersøgelse forud for kampagnen viste nemlig, at danskerne elsker træ som materiale – men at de færreste kæder træprodukterne eller andre af skovenes mange bidrag til mennesker, natur og miljø sammen med behovet for et aktivt skovbrug.
På den baggrund dannede vi sammen med Skovdyrkerne, Hedeselskabet og TMI – Træ- og Møbelindustrien Partnerskab for Dansk Skovbrug. Samtidig modtog partnerskabet beløb fra en lang række bidragsydere i skovbrugssektoren, som var helt afgørende for at gøre kampagnen til virkelighed.
I første omgang kørte kampagnen fra sidst på foråret frem til sommerferien, og i efteråret, mens de politiske forhandlinger om den grønne trepart var i fuld gang, gennemførte vi en omgang mere.
Det har ført til, at kampagnen i alt er blevet vist knap 24 millioner gang på tværs af digitale platforme – som bannere på hjemmesider, grafik på sociale medier og video på streaming-tjenester som TV2 Play og Youtube. Dertil kommer, at kampagnen nåede ud til over 550.000 læsere af Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten og Børsen i form af store helsidesannoncer i dagene omkring lanceringen i foråret.
”Det er rigtig positivt, at vi er kommet så bredt ud med kampagnen. Og hvad angår timing, synes jeg også, at vi har fået kampagnen til at ramme nogle rigtig gode tidspunkter. Lanceringen skete samtidig med, at der kom en ny skovfremskrivning fra Københavns Universitet, som viste et øget CO2-optag i skoven frem mod 2030, og burst 2 har været sammenfaldende med debatten om grøn trepart og den politiske aftale,” siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.
Visningerne fordeler sig på ca. 9,4 mio. i foråret og 14,5 mio. i efteråret – og nu, hvor kalenderen skriver 2025, er der mere på vej.
I løbet af foråret vil du derfor kunne finde kampagnen på diverse platforme igen, og vi udvider også kampagnen med udendørsreklamer, så danskerne kan møde den i bybilledet.
“En stor tak til alle bidragsydere. Og så glæder vi os til næste burst i 2025,” siger Anders Frandsen.
Vi vender tilbage med mere info om det, når træerne er ved at springe ud. I mellemtiden kan du læse mere om kampagnen på takketværeskoven.dk