Skovskilte: Der er behov for permanent løsning

Offentligheden fik i 1969 udvidet adgang til private skove – og som modydelse skulle staten dække omkostninger til skilte, der informerer om adgangsregler. Men nu er pulje til nye skovskilte brugt op, hvilket understreger behov for en varig løsning, skriver vi til minister.

Foto: Astrid Søborg

”Du må færdes til fods på alle veje og stier”

Sådan lyder en af reglerne på de skilte, der informerer om offentlighedens adgang i private skove – og som i 2022 blev fornyet med en pulje på 500.000 kr. fra det daværende Miljøministerium.

Allerede året efter var de nye skovskilte udsolgt og puljen tømt – og der er ikke afsat midler til flere skilte, erfarer Dansk Skovforening. Denne ad hoc-praksis efterlader imidlertid mange skovejere, der gerne vil forny gamle og forældede skilte, med hatten i hånden.

”Fra Dansk Skovforenings side vil vi derfor gerne opfordre til, at der bliver fundet en permanent løsning. Vi vurderer, at der er behov for i størrelsesordenen 150.000 kr. årligt til at dække en løbende fornyelse af skilte, som sikrer en klar kommunikation af adgangsreglerne i privat skov,” skriver vi i et brev til minister for grøn trepart, Jeppe Bruus.

Aftale bør opretholdes

I 1969 fik offentligheden adgang til private skove. Som modydelse indvilligede staten i at dække omkostninger til skilte, der informerer om adgangs- og adfærdsregler i private skove. Med puljen fra 2022 fik de gamle skilte en tiltrængt grafisk fornyelse med lysere farver, bedre visuel kommunikation, piktogrammer og mindre tekst. Derfor er det også ærgerligt, at flere skovejere og skovgæster ikke kan få glæde af de redesignede skilte, mener Dansk Skovforening.

”Det er selvsagt utilfredsstillende for alle parter. Dels er det i strid med den oprindelige aftale, dels giver det risiko for, at skovejerne selv laver skilte, som enten ikke er fuldt dækkende, eller risikerer at blive karakteriseret som såkaldte ”skræmmeskilte,” skriver vi brevet til ministeren.

Private skove dækker ca. 11 procent af det danske landareal. Til sammenligning dækker de vedtagne naturnationalparker samlet kun 0,75 procent – men til hver af disse er der afsat 0,5 mio. kr. til formidling.

Dansk Skovforening opfordrer derfor Ministeriet for Grøn Trepart til at finde de relativt få midler, der skal til, for at styrke formidlingen i private skove, så skovbesøg fortsat kan være en god oplevelse for både skovejer og skovgæst.

Midlertidig løsning

Har du et af de gamle skovskilte, som du ønsker at forny, er det muligt at købe en klæber med det nye design hos www.pe-andreassen.dk. En klæber koster ca. 60 pr. stk., som skovejeren selv betaler. Skilteproducenten kan vejlede om procedure for opsætning af ny klæber.

 

Hvad er skræmmeskilte? Og er de lovlige? 

Ifølge naturbeskyttelsesloven har offentligheden ret til at færdes på veje, stier – også i private skove. Lodsejere må derfor ikke forhindre eller vanskeliggøre denne adgang.

Skræmmeskilte er ulovlige skilte, der direkte eller indirekte giver indtryk af, at offentligheden ikke har lovlig adgang, fx:

  • “Adgang forbudt for uvedkommende”
  • “Privat vej” (uden præciserende tekst om adgang til fods eller på cykel)
  • Skilte, der advarer mod “hugorme” eller “løs tyr”

Miljø- og Fødevareklagenævnet har tidligere afgjort, at sådanne skilte kan opfattes som forsøg på at hindre offentlighedens adgang og er derfor i strid med loven.

Kilde: sgavmst.dk