Skovtur 2025: Gummistøvler, godt humør og debat om vildtforvaltning
Trods regnvejr mødte 100 deltagere op til Dansk Skovforenings store skovtur i Kongsdal Gods’ varierede landskab på Vestsjælland – se alle billederne her. Dagens tema var, hvordan vildtforvaltning og skovdrift kan sameksistere, og især jagt på kronvildt og udsat fuglevildt blev debatteret livligt.

Formand for Dansk Skovforening Peter A. Busck debatterede jagtforvaltning med Claus Lind Christensen, Danmarks Jægerforbund, og formand for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen. Foto: Joakim Bisgaard Jensen
Der var lagt op til debat, da Dansk Skovforening inviterede medlemmer og branchefolk på skovtur i sidste uge.
Her trodsede 100 gæster regnvejr og bevægede sig ud i det varierede landskab på Kongsdal Gods ved Mørkøv på Vestsjælland, som var vært for årets skovtur.
Men inden paraplyer og gummistøvler blev fundet var der tid til oplæg og diskussion i en af godsets sale, hvor dagens gæster havde fundet plads efter morgenkaffe og croissanter.
Politisk konsulent Frederik Falk-Sørensen var moderator på en debat om forvaltning af hjortevildt mellem Dansk Skovforenings formand Peter A. Busck, Vildtforvaltningsrådets formand Jan Eriksen og Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen.
”Ulv er besværlig, men hjortevildt er værre,” indledte Jan Eriksen og fik flere af salens tilhørere til at trække på smilebåndet.
Han ønsker at levere et katalog ind til trepartsministeren med alle de værktøjer, der kan bruges i forvaltningen af hjortevildt. Et af de værktøjer er at forvalte hjortevildt på tværs af naboskel. Det skal få lodsejerne til at arbejde sammen om den rigtige afskydning af kronvildt og dåvildt, der bevæger sig over store afstande og sjældent kan huses på en enkelt ejendom,
”Jeg tror på samforvaltning,” sagde Claus Lind Christensen og henviste til succesfuldt forsøg med den fælles forvaltningsform på Bornholm.
”Kan man finde ud af samforvaltning er det rigtig fint,” istemte Peter A. Busck.
”Men i praksis har det bare vist sig, at det er rigtig svært at få til at fungere, så det skal være på frivillig basis.”
Diskussionen bevægede sig også ind på tilskudsfodring som virkemiddel i hjortevildtforvaltningen.
”Hvis man gør det rigtigt er det et effektivt virkemiddel, som vi ønsker at bevare,” understregede Peter A. Busck
Debat om fuglevildt
Herefter drejede moderator Frederik Falk-Sørensen debatten over på udsætning af fuglevildt, som har været omdiskuteret bl.a. pga. store mørketal for antal udsatte fugle.
”Noget af det, der foregår med ænderne derude, er ikke godt jægerhåndværk,” indledte Claus Lind Christensen debatten, hvor alle panelets deltagere var enige om, at der skal være styr på, hvor mange fugle, jægerne sætter ud i det danske landskab.
”Ellers har vi en usikker fremtid for den jagtform,” konkluderede Peter A. Busck
Sidste år foreslog Alternativet at forbyde alt udsætning af fuglevildt, men et bredt flertal i folketinget stemte imod det forslag, og ifølge Danmarks Jægerforbund er der lige nu også god opbakning i den danske befolkning til jagtformen.’

Jonas Vester Legarth fra IFRO på KU fortalte en fuld sal på Kongsdal Gods om en undersøgelse af det danske jagtlejemarked. Foto: Joakim Bisgaard Jensen
Oplæg og skovtur
I Kongsdals imponerende godssal var der også plads til oplæg i mere klassisk forstand fra Løvenholm Fondens skovfoged Daniel Hintz, der kunne fortælle om prisen for kronvildtskader i skovbruget – og hvordan problemet kan afbødes med den rette forvaltning.
Fonden har bl.a. ændret måden, den driver jagt på i sine knap 3000 ha skove, så der nu afholdes værre men større jagter, hvor afskydningen er mere effektiv.
Derudover fortalte Jonas Vester Legarth fra Institut for Fødevarer- og Ressourceøkonomi på KU om sin undersøgelse af værdisætning af det danske jagtlejemarked, og Axel Castenschiold, formand for Bæredygtig Jagt, talte om, hvordan vi fastholder vi jagten på udsatte fasaner, ænder og agerhøns.
Til sidst berettede direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen om jagtens politiske landskab og Dansk Skovforening arbejde med jagtpolitik.
”Det er vigtigt at sikre stabile sikre rammevilkår for jagt, for det er et vigtigt indtægtsgrundlag for skovejere. Derfor kan det også være et afgørende lod på vægtskålen, når lodsejere skal overveje, om de skal konvertere marker til skov i forbindelse med den grønne trepart,” sagde han blandt andet.

Efter en sandwich og en sodavand var det herefter tid til at bevæge sig ud i det regnvejr, der var begyndt i løbet af formiddagen.
Her tog Mathias Toftegaard Nielsen over. Han er er skovfoged og vildtforvalter i Skovsøhus Natur, der varetager driften på Kongsdals Gods skov- og naturarealer, og han guidede dagens igennem flere ekskursionspunkter med tema om både natur, vildtforvaltning og herlighed.
Vi har samlet en håndfuld billeder fra dagen, der indfanger den regnfulde stemning, de interesserede skovtursgæster og godsets smukke omgivelser.

Det var god stemning og plads til samtaler, da 100 gæster bevægede sig rundt i Kongsdals Gods’ skov- og naturarealer på Dansk Skovforenings årlige skovtur. Foto: Joakim Bisgaard Jensen

Regnvejr og mudder blev klaret med gummistøvler. Foto: Malene Breusch Hansen

… og paraplyer. Foto: Malene Breusch Hansen

Man kan mene meget om bøgetræer, men de er gode til at give ly for regn. Herfra kunne ekskursionsdeltagerne spejde over mod et nyplantet areal med sitkagran og en bræmme med dyrket græs som fodermark for vildtet. Foto: Joakim Bisgaard Jensen

Selvstændig biolog Martin Schier Hansen deltog i skovturen for at give perspektiver og indsigt i biodiversitetsindsatser i skov. Bag ham står ejer af Kongsdal Gods, Martin Mikkelsen, som var vært for dagens arrangement. Foto: Joakim Bisgaard Jensen

Tak til Kongsdal Gods for et godt arrangement i smukke omgivelser på Vestsjælland. Foto: Malene Breusch Hansen
