Snart skal ny styrelse udføre målinger i private skove

I over 20 år har medarbejdere fra Københavns Universitet foretaget målinger i de danske skove for at holde hus med skovareal og vedmasser. Men fremover skal ny styrelse foretage disse målinger – også i private skove. Derfor er et informationsbrev på vej til udvalgte skovejere.

Foto: Colourbox

Skovstatistikken bliver fremover udarbejdet af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV).

Den nye styrelse har overtaget opgaven fra Miljøstyrelsen, som i januar meldte ud, at den ville overtage opgaven fra Københavns Universitet, hvor Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) har foretaget målinger i de danske skove på vegne af myndighederne siden 2002.

Det betyder også, at det bliver medarbejdere fra SGAV, der fremadrettet skal en tur i skoven og foretage de nødvendige målinger, så styrelsen kan udarbejde den årlige skovstatistik. Her er private skove ingen undtagelse, hvor der ligeledes vil blive udtaget stikprøvemålinger. Derfor sender styrelsen nu informationsbreve ud til skovejere, som er udtaget til stikprøver til brug for udarbejdelse af kommende skovstatistik. Brevene forventes at blive sendt ud i starten af næste uge, oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Målingerne foretages på baggrund af en eller flere stikprøver og gennemføres fra midt november 2024 til udgangen af marts 2025, oplyser styrelsen. Det sker på ca. 1.000 prøveflader i skove rundt om i landet.

Styrelsen anvender de indsamlede data som fundament for statistiske analyser, der blandt andet benyttes til klimarapportering. Dataene giver en detaljeret og nuanceret beskrivelse af ressourcerne i de danske skove, herunder deres tilstand og udvikling, som hvert år udgives i skovstatistikken (National Forest Inventory). Det bakker Dansk Skovforening selvfølgelig op om.

Hvad har myndighederne ret til?

Registrering og overvågning er lovfæstet på flere områder.

Naturbeskyttelsesloven § 76, skovlovens § 49, planlovens § 57, miljøbeskyttelseslovens § 87, vandplanlægningslovens § 33 og byggelovens § 19 indeholder alle regler om, at tilsynsmyndigheden har ret til udendørs besigtigelse på privat ejendom uden retskendelse. Det gælder også personer, som er blevet bemyndiget til opgaven – fx fra private konsulentfirmaer.

Besigtigelsesretten omfatter også adgang til at udtage prøver af fx vand- og jordbundsforhold, når det kan ske uden gene eller skade for ejeren.

For at sikre at ejeren har mulighed for at overvære besigtigelsen, skal tilsynsmyndigheden så vidt muligt varsle om besigtigelsen, som Miljøstyrelsen fx meddeler, at det er sket via e-Boks i forbindelse med registrering af § 25-skov.

Dansk Skovforening anbefaler altid myndighederne at tage direkte kontakt til lodsejeren forud for besigtigelse eller registrering. Der er flere fordele ved at begge parter deltager. Ejer får mulighed for at være til stede under besigtigelsen, og myndigheden får mulighed for at oplyse om, hvad årsagen er til tilstedeværelsen – og kan ved samme lejlighed få viden om særlige forhold på ejendommen. På den måde bliver ejeren også informeret om, hvad der foregår på ejendommen.