Stor stigning i skovbegravelser
Sidste år blev 47 procent flere danskere begravet i skoven, viser nye tal fra Danske Krematoriers Forening. Det er en positiv udvikling for danske skovejere, der har mulighed for en alternativ indtægt.

Foto: Skovbegravelse Administration
Flere danskere vil begraves under et træ i skoven.
Det viser nye tal fra Danske Krematoriers Forening, skriver Skovbegravelse Administration i en pressemeddelelse.
Begravelse i skoven sker efter kremering, og urnen nedsættes under et udvalgt træ. En løsning, som 539 personer valgte sidste år. Det er en stigning på 47 procent fra året før.
”Vi sætter flere urner i jorden i skovene, og vi får samtidig tilsvarende flere reservationer af gravsteder. Danskerne lærer muligheden at kende og noterer sig det enten i form af en reservation eller ved at skrive ønsket om en skovbegravelse ned til deres efterladte,” siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig, direktør i Skovbegravelse Administration, som i samarbejde med skovejere landet over står for 20 skovbegravelsespladser i Danmark.
Formand for Dansk Skovforening, Peter A. Busck, ser den opadgående trend for skovbegravelser som en positiv udvikling for skovejeren.
“Det kan være en alternativ indtægtskilde, som samtidig giver os mulighed for at vise vores veldrevne skove frem på en ny måde.”
Skal være muligt for alle
I 2008 blev skovbegravelser mulige i Danmark, men først i 2014 åbnede den første plads i Kohaveskoven i Odense Kommune. Den første begravelsesplads i private skove åbnede fire år senere ved Stensballegaard Gods i samarbejde med Horsens Kommune.
Skovbegravelse Administration planlægger at nå op på 27 skovbegravelsespladser i Danmark indenfor de kommende år for at imødekomme den stigende efterspørgsel.
”Målet er, at en skovbegravelse skal være en mulighed for alle i Danmark inden for en overskuelig geografisk afstand og i et område, man har en tilknytning til,” siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig
Alle uanset religiøst tilhørsforhold kan erhverve et gravsted på en skovbegravelsesplads, oplyser Skovbegravelse administration.
EU skelner mellem “Soft law” og “hard law”Naturlig del af skoven En skovbegravelsesplads skal fremstå som en naturlig del af skoven i henhold til skovloven. Derfor er det ikke tilladt at sætte blomster, gravsten eller lys, og nye træer eller buske må heller ikke plantes. De fleste steder er det tilladt at lægge en neutral mindeplade ovenpå urnegraven, og Skovbegravelse Administration fører protokol over urnernes præcise beliggenhed. En urnegravplads købes for en periode på mindst 10 år. Kilde: Skovbegravelse.dk
