Stor tilstrømning til skovuddannelser
Efter nogle magre år ser skovuddannelserne ud til igen at vokse. Og det gælder både uddannelsen til skov- og landskabsingeniør og kandidatuddannelsen i skovbrugsvidenskab – og det er en vigtig tendens i lyset af de mange skov- og naturopgaver, samfundet står over for de kommende år.
Foto: Jakob Helbig
Med den grønne treparts ønsker om mere skovrejsning, udtag af lavbundsjorde og diverse biodiversitetstiltag bliver der i højere grad behov for kyndige grønne hænder, som er uddannet i at balancere hensyn og forvalte skov- og naturområder.
Derfor er det en fantastisk god nyhed, at der ifølge årets opgørelse over studieoptaget er fremgang på skovuddannelserne.
Det er næppe gået manges næse forbi inden for dansk skovbrug, at uddannelsen til skov- og landskabsingeniør – populært kaldet SLing – i år har oplevet en massiv fremgang i antallet af ansøgere, som har reddet den jyske del af uddannelsen fra at lukke. Således blev alle 85 studiepladser fyldt i 2024. Skovskolen Djursland oplevede en fremgang i antallet af ansøgere på 129 procent sammenlignet med 2023, mens Skovskolen Nødebo fik 76 procent flere ansøgninger.
Men også kandidatuddannelsen i skovbrugsvidenskab (cand.silv. eller forest and nature management) på Københavns Universitet har nu fremgang efter et par år med mindre årgange.
38 personer har i år søgt ind på skovbrugsvidenskab for at blive kandidat i skov- og naturforvaltning – en uddannelse, der gør de studerende i stand til at udvikle og beskytte skov- og naturområder på bæredygtig vis. Det er knap 25 procent flere end i 2023, og dermed er optaget på uddannelsen igen oppe på det vante niveau.
De 38 nye studerende fordeler sig ligeligt mellem kvinder og mænd og mellem danske og udenlandske studerende. De fleste udenlandske studerende kommer fra Europa, men der er også nye studerende fra USA, Canada, Sydamerika og Kina.
Af de danske studerende kommer en del af dem med SLing-baggrund, hvilket er en klassisk uddannelsesprofil for en forstkandidat. Den anden del kommer med en bachelorgrad i naturressourcer eller en anden bæredygtighedsorienteret bacheloruddannelse.
Danmark vil blive grønnere
Mens de grønne uddannelser vinder frem hos de studerende, lægger regeringen op til at forkorte uddannelserne og dermed forringe kvaliteten.
Hvis ”Aftale om et grønt Danmark” skal blive en realitet, er der behov for flere hænder, som kvalificeret kan håndtere og bidrage til at indfri målsætningerne i den grønne trepart.
Derfor vil Dansk Skovforening fortsat have fokus på at fremme de skovbrugsfaglige uddannelser, så niveauet opretholdes, og der udvikles de relevante kompetencer til fremtidens forvaltning.