Stormene væltede 1,5 millioner m3 træ
Skovenes samlede økonomiske tab vurderes til 300 millioner kr. for de to stormfald i 2013.
Dansk Skovforening vurderer nu at de to storme 28. oktober og 5. december væltede i alt 1,5 millioner m3 træ. Skovenes samlede økonomiske tab vurderes til 300 millioner kr.
Indberetningerne fra Skovforeningens skovkredse, Skovdyrkerforeningerne og HedeDanmark summerer til 1,1 millioner m3 væltet træ alene i de private og kommunale skove. Ved siden af det har Naturstyrelsen vurderet at der i statsskovene er væltet 0,4 millioner m3.
Disse skøn kan blive korrigeret senere efterhånden som skovbrugets oprydning efter stormfaldene skrider frem.
2013 ligger til at blive det femteværste stormår nogensinde for de danske skove – efter 1999, 1981, 1967 og 2005.