Tænketank enig med Dansk Skovforening: Giv trinvis støtte til skovrejsning
I ny rapport foreslår CONCITO at indføre differentieret tilskud til skovrejsning og naturgenopretning, baseret på de opnåede samfundsgevinster. Tænketanken støtter dermed samme princip, som Dansk Skovforening foreslog sidste år – og som er nødvendigt for at komme i mål med den grønne trepart.
Foto: Bert Wirklund/bwfoto.dk
Tænketanken CONCITO foreslår nu – på linje med Dansk Skovforening – at indføre differentierede støttesatser til omlægning af landbrugsarealer til skov og natur.
Det fremgår af rapporten Vejen til et nyt landskab, der udkom tidligere på måneden.
Her skriver CONCITO bl.a., at incitamentet til skovrejsning og anden arealomlægning bør være størst dér, hvor samfundet opnår flest gevinster. Det skal ske via et pointsystem, der afspejler samfundets behov:
”Ved at bruge et pointsystem, hvor samfundets prioriteter er indbygget, vil de arealer, hvor pointværdien er højst, være de mest samfundsoptimale at omlægge,” står der i rapporten, hvor CONCITO anbefaler at belønne lodsejere for at omlægge arealer med højere pointværdi – og dermed højere samfundsværdi.
Pointen er dog ikke helt ny. Dansk Skovforening anbefalede allerede sidste år at indføre en trinvis støttemodel for skovrejsning, der belønner lodsejere for alle de samfundsgevinster, nye skove bidrager med. Politisk chef i Dansk Skovforening, Ida Ruge Friis Andersen, glæder sig derfor over, at foreningen nu får opbakning fra tænketanken:
”Det er dejligt at se, at vi nu er flere, der peger på, at lodsejere, der vil plante nye skove, skal belønnes, så det både afspejler de reelle udgifter og den værdi, omlægningen giver for samfundet. Når lodsejerne bidrager til at løse forskellige samfundsopgaver som CO₂-optag, kvælstofreduktion, grundvandsbeskyttelse, forøget biodiversitet og rekreation skal de naturligvis kompenseres på en fair måde, som både tager højde for lokale forskelle og samfundsmæssig værdi.”
Selvom den grønne trepart blev vedtaget politisk med en fast støttesats på ca. 75.500 kr./ha., holder Dansk Skovforening stadig fast i sin anbefaling.
”Nu afventer vi godkendelse af en national skovrejsningsordning, som vil give et ensartet tilskud. Men ordningen skal jo evalueres, og her vil vi fortsat pege på, at belønningen bør følge den samfundsmæssige gevinst og give de rette incitamenter for lodsejerne. Det bliver nødvendigt, hvis vi skal have lodsejerne med på vognen,” siger Ida Ruge Friis Andersen.
I sin rapport fremhæver CONCITO et eksempel fra Spanien, som med succes har fordelt EU’s landbrugsstøtte gennem differentierede satser. Her afhænger støttebeløbet af dyrkningsvilkårene – jo vanskeligere vilkår, desto højere støtte.
”Det er et fint eksempel på, at trinvise støttemodeller sagtens kan gøres til virkelighed,” pointerer hun.
Effektiv arealomlægning
Formålet med rapporten ”Vejen til et nyt landskab” er at skitsere, hvordan arealomlægning i Danmark kan gøres så effektiv og optimal for samfundet som muligt, skriver CONCITO på sin hjemmeside.
Helt konkret foreslår tænketanken at oprette et ”arealprioriteringssystem”, der kombinerer potentialekort for forskellige synergieffekter ved arealomlægning – herunder biodiversitet, grundvandsbeskyttelse og klimatilpasning. Samtidig anbefaler tænketanken at designe incitamentsmodeller – der ikke alene motiverer lodsejerne – men også åbner for, at privat kapital kan bidrage til at realisere samfundets arealbehov. En pointe, der også fremhæves af Growing Trees Network, der rejser skov med støtte fra private donationer, og som frygter, at den grønne trepart vil presse privat kapital ud af landet.
Arealprioriteringssystemet skal ifølge CONCITO række ud over aktuelle diskussioner om implementering af grøn trepart. Systemet bør i stedet rumme alle relevante prioriteter, som fremtidig arealanvendelse skal tage højde for, lyder det fra CONCITO:
”Målet er derfor ikke her-og-nu justeringer, men at starte en proces, der kan lede frem til et implementerbart system i 2027.”
Rapporten er den første i projektet ”System til prioritering af arealanvendelse”, og skal lægge op til offentlig debat. Ved udgangen af 2025 vil CONCITO præsentere et bud på, hvordan systemet kan designes.