Til alle skove: Vær med på Skovens Dag, søndag 4. maj 2014

Temaet for Skovens Dag 2014 bliver Skovens Folk: Hvad laver skovenes ejere og ansatte, og hvilken gavn gør de? Deltag med et arrangement for din skovs og for hele skovbrugets skyld.

Skovens Dag 2014 afholdes søndag den 4. maj. Temaet er Skovens Folk: Hvad laver skovenes ejere og ansatte, og hvilken gavn gør de?

Vi opfordrer ejere og ansatte i skove over hele landet til at afholde et arrangement på Skovens Dag.

Hvorfor Skovens Dag?

Næsten alle kender og elsker skoven og får deres bedste oplevelser i fritiden i skoven.

Men kun få danskere ved hvilken gavn skovbruget gør for Danmarks skønhed, beskæftigelse, produktion, naturværdier, miljø og folkesundhed. Kun få ved fx at skovenes træ er verdens mest miljøvenlige råstof og nøglen til en fossilfri fremtid.

Vi må selv sørge for at fortælle om skovbrugets gavn og muligheder og for at være i dialog med omverdenen. Og Skovens Dag er den oplagte lejlighed til at gøre det.

I 2013 stillede 51 private og kommunale skove op med arrangementer. Det var flot, og vi håber på endnu flere i 2014.

Så vær med. For din skovs skyld og for hele skovbrugets skyld.

Skovens Dag afholdes af Dansk Skovforening og støttes økonomisk af Nordea-fonden og G. B. Hartmanns Forskningsfond.

Tema og fotokonkurrence i 2014: Skovens Folk

Temaet “Skovens Folk” giver gode muligheder for dialog om hvad der sker bag kulisserne i skovene og hvad skovbrugets arbejde betyder for skovenes gæster.

Det er også en god lejlighed til inddrage skovenes brugere og frivillige foreninger i arrangementet, fx spejdere, fuglekiggere, motionister, lokalhistorikere og brændesankere. Det er en god dag for alle disse mennesker at møde hinanden – og møde de mennesker der står bag skovene.

De deltagende skove bestemmer selv hvordan de vil bruge temaet.

Vi udskriver en fotokonkurrence hvor alle dagens gæster udfordres til at fotografere årets tema.

Stort eller lille arrangement?

Arrangementernes indhold er helt op til de enkelte arrangører. Det vigtige er blot at gæsterne oplever den gavn som skoven og skovens folk gør.

Antallet af gæster på det enkelte arrangement er mindre vigtigt. Mange private skove får den bedste dialog og de bedste nye netværk gennem mindre vandreture.

Et arrangement kan derfor gennemføres enkelt, billigt, uhøjtideligt og med stor succes.

Skovens Dag får også opmærksomhed i medierne og i lokalsamfundet. Et arrangement kan sprede viden om skovens og skovbrugets vilkår, sprede positive holdninger til skoven og skovbruget – og markedsføre produkter som fx brænde, juletræer og ridning.

Gode råd

Skovforeningen kan hjælpe med ideer, erfaringer, tal og fakta som kan bruges til planlægning af Skovens Dag.

Vi laver en håndbog for arrangører på Skovens Dag 2014. Allerede nu kan du finde god hjælp i 2013-udgaven af håndbogen.

Markedsføring

Skovforeningen står for den centrale markedsføring, blandt andet på www.skovensdag.dk og overfor landsdækkende medier.

Alle arrangører kan få plakater hvor de selv kan tilføje de praktiske detaljer om deres egne arrangementer – til opsætning i butikker, biblioteker, skoler, haller.

Den lokale markedsføring, fx kontakt til den lokale presse og opsætning af plakater, sørger de enkelte arrangører selv for, og Skovforeningen kan hjælpe med gode råd.

Tilmelding

Send en uforpligtende mail til me@skovforeningen.dk hvis du er interesseret i at afholde et arrangement på Skovens Dag 2014. Så hører du fra os.

Fra januar 2014 vil du nemt kunne lægge detaljer om dit arrangement ind på www.skovensdag.dk. Så kommer arrangementet med i den landsdækkende markedsføring af Skovens Dag.