Tre skovønsker til en ny regering: Bedre incitamenter, mindre bureaukrati og mere ejerglæde

Bedre incitamenter, mere ejerglæde og mindre regelbøvl og bureaukrati i forbindelse med skovrejsningsprojekter. Sådan lyder ønskelisten fra Dansk Skovforening til den kommende regering.

Debatindlægget her er oprindeligt bragt i EcoTech den 10. marts 2026.

Skov er altid godt! Uanset forvaltningsform bidrager skov med en række samfundsgavnlige effekter, som understøtter grøn omstilling, klimamålsætninger, bæredygtige ressourcer, grundvandsbeskyttelse, reduceret kvælstofudledning, bedre forhold for natur og biodiversitet og rekreativ udfoldelse og trivsel.

Alt dette får man samtidig med, at skovbrug er en af de mest nænsomme former for økonomisk aktivitet, der kan foregå på et givent areal.

Ofte hører man kritik af skovarealer, hvor der ”bare står træer i lange lige rækker”. Det burde man i stedet glæde sig over, for det betyder, at skoven formentlig er plantet for relativt nyligt på marginal jord, hvor der sandsynligvis tidligere var en konventionel kornmark.

Samlet set vil det være godt for Danmark, at vi får mere skov. Og med det in mente bør opgaven for en kommende regering være at sikre, at danske jordejere, landmænd og andre lodsejere har lyst til at plante skov.

Det er også den overordnede målsætning med den grønne trepart og den efterfølgende politiske “Aftale om et grønnere Danmark”, hvor der skal plantes 250.000 ha skov.

Desværre går det ikke særlig hurtigt. Forventningen var ansøgninger på 12.000 ha pr. år frem til 2045. I år kom der samlet ansøgninger på ca. 2000 ha. Og myndighederne har til dags dato godkendt ansøgninger for ca. 400 ha. Det betyder, at de resterende ansøgninger ikke når at blive behandlet til, at der kan plantes i indeværende sæson.

Der er således et markant behov for at øge interessen for at eje og plante skov, hvis vi skal lykkes med såvel den grønne omstilling som den grønne trepart. Lykkeligvis er det relativt enkelt at gøre noget ved, hvilket også danner grundlaget for mine tre ønsker til den kommende regering:

1. Incitamenterne skal belønne synergier og store skovarealer

Støtten til at plante skov er den samme, uanset hvor du planter og uanset skovens størrelse. Det er, om man så må sige, en one price fits all. Den model giver alene et incitament til, at skoven placeres, hvor den er til mindst muligt besvær for landmanden og formodentlig på små arealer, 1-5 ha.

I stedet burde tilskuddet tilskynde, at skoven placeres, hvor den har størst mulig samfundsmæssig værdi. Det vil sige på arealer, hvor skoven – udover klimaeffekten – reducerer kvælstof, beskytter grundvand, forbinder eller supplerer eksisterende skovområder eller har andre nyttige effekter i forhold til natur og biodiversitet. Og helst i store sammenhængende arealer. 

Den nuværende ordning skal evalueres i 2027, og her ville det være passende at genoverveje, hvordan vi sikrer en støttemodel, der belønner samfundsmæssig, værdifuld skovrejsning.

2. Ryd op i bureaukratiet

Draghi-rapporten gik sidste år sin sejrsgang over embedsværkets endeløse sletter af skriveborde. Nu skulle den europæiske konkurrencekraft genskabes, og bøvl og bureaukrati skulle trykkes under fode. Det var der mange i skovbruget, der så frem til, for det er ganske enkelt imponerende, hvor mange regler, man skal iagttage, og høringer, der skal gennemføres, for at man kan få lov til at rejse skov. Jeg minder for god ordens skyld om, at man sætter nogle planter i jorden, og så forvalter man skoven over de næste ca. 50-100 år. Der er trods alt grænser for, hvor galt det kan gå.

Ikke desto mindre er der en myriade af bestemmelser, som reducerer lyst til at rejse og forvalte skov. Som eksempel kan nævnes forpligtelsen til at vurdere, om der skal laves VVM-undersøgelse. Derudover er der en række karambolerende hensyn til øvrige landskabelige forhold. Generelt er reguleringen af det danske landskab udarbejdet med henblik på bevarelse. Det harmonerer dårligt med den terraforming, der nu er iværksat af det danske landskab.

Hvis man gerne vil have mere skov, er der behov for et klart landspolitisk styresignal til såvel nationale myndigheder som kommuner om, at skovrejsning skal prioriteres over andre relevante hensyn. Ellers bliver det særdeles vanskeligt at komme bare tilnærmelsesvist i mål med ambitionen om yderligere 250.000 ha skov.

3. Ejerglæde og stabile rammevilkår

Hvis man accepterer præmissen om, at skov grundlæggende er godt, bør man sørge for, at det er sjovt at have skov. Det er i hvert fald en god forudsætning for at få mere af det. Og her kan man ikke se bort fra ejerglæde og behovet for stabile rammevilkår. De bøgeskove, som i dag er hugstmodne, blev immervæk plantet omtrent, da Kanslergadeforliget blev indgået. Som lodsejer har man derfor behov for en vis langsigtet forventningsafstemning.

Man bør derfor afstå fra at lave for store ændringer i den gældende skovlov, da det – alt andet lige –  skaber usikkerhed. Et godt eksempel er reglerne, som regulerer adgangen til privat skov. I dag kan besøgende færdes i skoven fra solopgang til solnedgang på stier og veje. Det er en ordning, der fungerer godt, og som ca. 90 mio. skovgæster hvert år har glæde af. Usikkerhed om ændring af disse regler vil kraftigt reducere lysten til at have eller rejse skov.

Ligeledes er den langsigtede økonomi af stor betydning. Der er ingen, der går ind i skovbrug med dollartegn i øjnene, men politiske meldinger om en aggressiv udfasning af brug af biomasse i energisektoren vil helt sikkert også reducere lysten til eje og rejse skov, navnlig da biomasse fra tyndingstræ de første 30-40 år er skovejerens eneste indtægtskilde. På sigt vil biomasse fylde mindre i energisektoren i takt med øget elektrificering, men det spiller en afgørende rolle, hvis man gerne vil have mere skov.

Skovejere har altid leveret det, samfundet har efterspurgt. Hvis samfundet ønsker mere natur og biodiversitet, kan skovejerne sagtens bidrage til det, men det kræver, at der laves betalingsordninger, som understøtter dette – og en sikkerhed for, at lodsejeren ikke bliver ramt af en fredningssag, hvis det lykkes at skabe nye levesteder for sjældne dyrearter.

Sidst men ikke mindst vil formueskatten ramme som en tung hammer ned i skovbruget, da værdien er bundet i skovens og træets værdi, hvor sidstnævnte har en meget lang produktionstid.