Ulven er i gunstig bevaringsstatus
Arten har det nu så godt i Danmark, at det indenfor de næste seks år kan blive muligt at indføre reguleringsjagt på ulvebestanden, indtil Danmark igen skal sende statusrapport for natur og arter til EU-kommissionen.

Ulven er i gunstig bevaringsstatus i Danmark de næste seks år. Foto: Colourbox
Ulven er i gunstig bevaringsstatus i Danmark.
Det står klart efter trepartsministeriet har rapporteret status for den danske natur og arter til EU-Kommissionen.
Forskerne bag rapporten havde ellers vurderet ulven til at være i ugunstig bevaringsstatus, men det har Jeppe Bruus valgt at se bort fra ved sætte bestandsstørrelsen til ukendt, efter DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet ændrede metode for optælling af ulve.
Dermed er der også udsigt til, at der i løbet af de næste seks år – indtil næste rapportering af den danske natur i 2031 – kan indføres regulering på ulvebestanden i Danmark. Ulven er nemlig beskyttet af Habitatdirektivets bilag V, der kræver gunstig bevaringsstatus, før der kan indføres regulering.
Der bliver dog ikke indført jagt på ulven i morgen, siger Jeppe Bruus til DR:
”Vi kan ikke på baggrund af dette sætte en jagtsæson ind på ulve. Der er vi nødt til at have et fagligt, sagligt grundlag at stå på. Det har vi ikke i dag.”
Før det kan lade sig gøre at indføre jagt på rovdyret er der behov for at kende både bestandsstørelse og minimumsbestand, så det er muligt at vurdere, hvor mange individer der kan fjernes fra bestanden uden at flytte den til ugunstig bevaringsstatus. Det kræver Habitatdirektivets bilag V nemlig også.
Derfor vil Styrelsen for Grøn Arealomlægning basere fremtidig forvaltning af ulv på baggrund af en national bestandsmodel, ligesom det er tilfældet i eksempelvis Tyskland, skriver styrelsen.
Dansk Skovforening glæder sig over udviklingen, der giver mulighed for en mere fleksibel forvaltning af ulv frem mod næste rapportering af bevaringsstatus til EU.
”Vi synes det er fornuftigt, at man nu med gunstig bevaringsstatus på sigt får mulighed for at forvalte vores ulvebestand med henblik på at bevare artens naturlige skyhed og sikre bedre sameksistens med mennesker,” siger politisk konsulent i Dansk Skovforening, Frederik Falk-Sørensen.
