Ulven må nu skydes efter ét angreb
Nu skal der mindre til, før ulven betragtes som et problem. Det fremgår af en ny handlingsplan, der med øjeblikkelig virkning gør det lettere at skyde ulve – bl.a. bag ulvesikrede hegn – hvis der blot er registreret ét angreb i området.

Foto: Colourbox
Nu bliver det nemmere at skyde ulve, der forcerer ulvesikrede hegn.
Det står klart efter trepartsminister Jeppe Bruus mandag præsenterede en ulvehandlingsplan.
”Ulve, der angriber husdyr, defineres som problemulve, efter de har angrebet husdyr bag ulvesikrede hegn én gang. Derefter kan ulve reguleres, hvis de forcerer eller forsøger at forcere et ulvesikret hegn i samme område,” står der blandt andet i handlingsplanen.
Den nye definition bygger på en formodningsregel: Har der tidligere været et ulveangreb i et område, kan det formodes, at det er den samme ulv, der står bag et nyt angreb i området.
Helt konkret betyder det, at når en vildtkonsulent har bekræftet et ulveangreb bag ulvesikret hegn, oprettes en geografisk zone, hvor lodsejere derefter må regulere en angribende ulv efter formodningsreglen.
”Zonen fastlægges på baggrund af en konkret vurdering, hvori bl.a. viden om tidligere angreb i området, husdyrhold i området, ulvebestandens tæthed og etablerede revir i området vil indgå,” uddyber handlingsplanen, der er trådt i kraft med øjeblikkelig virkning.
Dansk Skovforening bakker op om initiativet.
”Det er meget positivt, at ministeren tager de stigende ulveproblemer alvorligt. Vi oplever frustration blandt lodsejere i Jylland, og vi anerkender derfor, at ministeren gør, hvad han kan inden for de nuværende juridiske rammer,” siger formand Peter A. Busck, der også repræsenterer Dansk Skovforening i Vildtforvaltningsrådet.
Regulering af bestand kan være på vej
Med ulvehandlingsplanen bliver det altså lettere at regulere ulve bag sikrede hegn, ligesom også byer som fx Oksbøl, der har oplevet usædvanlig adfærd fra ulve, får bedre mulighed for at skyde problemulve, hvis der har været foretaget rimelige afværgeforanstaltninger.
Det ændrer dog ikke ved, at ulvebestanden er i vækst i Danmark, hvor også skovejere oplever et stigende antal angreb. Derfor mener Dansk Skovforening også, at det er nødvendigt at regulere bestanden.
På pressemødet mandag eftermiddag anerkendte trepartsminister Jeppe Bruus, at ulven skaber problemer flere steder i landet, efter han blev spurgt af pressen, om antallet af ulve i Danmark er for højt:
”Der er ingen tvivl om, at bare det antal vi ser i dag, skaber et pres – både hvis man er borger i Oksbøl og for husdyrholderne,” siger ministeren.
Skal ulven reguleres som bestand, skal ulvens beskyttelsesstatus dog først sænkes fra ”strengt beskyttet” til ”beskyttet” i EU’s habitatdirektiv. Denne ændring forventes at blive vedtaget indenfor de kommende måneder.
Herefter kan det blive muligt at regulere ulvebestanden i Danmark, når det vurderes, at ulven er i gunstig bevaringsstatus. Den vurdering kommer efter planen til sommer fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Ulvens minitrepart
Ministeriet for Grøn Trepart sætter også gang i en såkaldt ”hurtigarbejdende minitrepart”, der skal rådgive om praksis for ulvesikrede hegn. Her deltager myndigheder, Vildtforvaltningsrådet og husdyrholderorganisationer.
”Vi vil naturligvis byde os positivt til også i det arbejde for at sikre, at vi kan få en ordentlig og fair praksis omkring ulvesikrede hegn, som er til at håndtere for de enkelte lodsejere,” siger Peter A. Busck.
Minitreparten for ulve forventes at aflevere sine endelige anbefalinger til ministeren inden udgangen af juni 2025.
Husdyrholdere kunne allerede før den nye ulvehandlingsplan trådte i kraft mandag eftermiddag regulere ulv uden at blive straffet, hvis det sker under betingelse af nødværge, jf. straffelovens § 13. Bestemmelsen giver dog kun undtagelsesvis mulighed for handling, og i sidste ende er det domstolene, der afgør, om man har handlet i nødværge og dermed straffrit. Derfor igangsætter ministeriet også en undersøgelse af, om Danmark – med inspiration fra Sverige – kan indføre en særskilt ordning, der giver bedre muligheder for at beskytte husdyr gennem målrettet regulering af ulve. En sådan ordning vil kræve ny lovgivning og skal tilpasses danske forhold, lyder det i handlingsplanen.Vil undersøge regler for nødværge