Urealistisk tidsfrist for nye biomassekrav
Den 21. maj træder nye EU-krav til biomasse i kraft. Men uklarheder og en rodet proces betyder, at en stor mængde biomasse, som allerede er høstet, men endnu ikke er solgt, kan blive ubrugelig, fordi den ikke lever op til de nye krav.
Foto: Bert Wiklund/bwfoto.dk
EU lovgiver ikke direkte om skov – men alligevel har en stor del af EU’s regler og love betydning for skovejerne og dem, som aftager skovens produkter. Det gælder også produktion og forbrug af træbiomasse.
EU har nu for anden gang revideret direktivet om vedvarende energi, som også dækker træbiomasse til energi, og med den såkaldte RED III kommer en række nye krav, som biomassen skal leve op til.
De træder i kraft den 21. maj. Energistyrelsen har dog tidligere i denne uge udsendt en orientering om en overgangsordning, som gælder for biomasse, der er købt eller skrevet kontrakt på inden tidsfristen, men endnu ikke leveret eller brugt.
Samtidig står det nu klart, at for biomasse købt eller kontraheret efter tidsfristen er der ingen overgangsordning. Her træder de nye krav i RED III, bl.a. nye dokumentationskrav, i kraft fra dag til dag. Det efterlader en stor mængde biomasse, som allerede er høstet, men som ikke når at blive solgt inden tidsfristen, og som risikerer at blive ubrugelig, fordi den ikke lever op til de nye krav.
Og det skaber udfordringer for både producenter og importører af biomasse til energi- og fjernvarmesektoren og påvirker allerede nu planlægning og kontraktindgåelser i energisektoren. I sidste ende kan det medføre store problemer for både forsyningssikkerhed og forbrugerpriser.
Længere implementering efterspørges
Derfor efterspørger Dansk Skovforening, at myndighederne evt. i dialog med EU-Kommissionen fastsætter en realistisk implementeringsperiode, der giver alle led i forsyningskæden mulighed for at tilpasse sig de nye krav i RED III.
Dels er der brug for en overgangsperiode, hvor biomasse, der allerede er høstet, kan bruges under RED II-krav frem mod næste varmesæson. Og dels skal branchen have en officiel og tydelig udmelding om, hvordan RED III skal implementeres både teknisk og administrativt.
“Det er stærkt problematisk, at de europæiske og danske myndigheder ikke evner at lave en hensigtsmæssig proces. Vi beder ikke om ændringer af kriterierne i RED III, men derimod om at vi får en fornuftig tidsramme til at implementere de nye forhold. Alt andet er dybt urimeligt over for skovejerne,” siger Dansk Skovforenings direktør, Anders Frandsen.
Dansk Skovforening er i øjeblikket i en intens proces med danske myndigheder og branchen for at afklare, hvordan problemet kan håndteres hensigtsmæssigt:
”Vi har påpeget problemet ad flere gange over for myndighederne, og vi har i disse dage en tæt dialog med de øvrige centrale aktører i branchen og myndighederne, så alt er afprøvet i forhold til at løse problemet,” siger Anders Frandsen.
Dansk Skovforening afholder et webinar for medlemmer tirsdag den 20. maj kl. 13.45-14, hvor vi giver en status på implementeringen af RED III.
Skulle der derudover være spørgsmål, bedes du skrive til os på info@danskskovforening.dk – og så vil vi forsøge at samle op, ligesom vi vil orientere løbende via hjemmeside mv.
