Urørt skov: Bliver der taget ordentlige hensyn til naboer?
Selvom Naturstyrelsen har udarbejdet 11 retningslinjer for forvaltning af statens urørte skove, påpeger Dansk Skovforening, at naboarealer ikke tages tilstrækkeligt i betragtning. I et høringssvar efterspørger vi derfor klare tiltag og tidlig inddragelse af naboer for at imødegå mulige konsekvenser.
Foto: Joakim Bisgaard Jensen
Det er tydeligt, at der ligger et stort stykke arbejde bag 11 overordnede retningslinjer for forvaltning af statens urørte skove, som Naturstyrelsen netop har udgivet.
Men hensyn til naboarealer udebliver og er derfor heller ikke afspejlet i styrelsens forvaltningsplaner til urørte skove. Det påpeger Dansk Skovforening i et høringssvar, hvor vi efterspørger klare redegørelser for tiltag, som potentielt kan have indvirkning på naboskove.
I alt er der udarbejdet 59 forslag til forvaltningsplaner fordelt på Naturstyrelsens 16 lokale enheder. Men på trods af, at vi flere gange har påpeget, at nabohensyn negligeres i planerne, er der desværre fortsat væsentlige mangler på dette område.
Der er således kun taget hensyn til naboarealer et sted i de overordnede retningslinjer – nemlig under punkt 3 om ”genopretning af hydrologi”. Men som faktaboksen nederst viser, er der væsentlig flere elementer i urørte skove, som potentielt kan have konsekvenser for naboer.
Derfor har vi i vores høringssvar efterspurgt, at nabohensyn skrives ind i alle 11 retningslinjer – og med mere uddybende bemærkninger til de enkelte retningslinjer, så der ikke er tvivl om potentielle problemstillinger for berørte naboer.
Dialog og nødvendige tiltag
I høringssvaret har vi fremhævet 6 af de 11 overordnede retningslinjer:
- Græsning med fokus på eventuelle hegn
- Genopretning af hydrologi
- Skabelse af dødt ved
- Invasive arter og lysåbne arealer
- Friluftslivet
- Storm, brand og lignende.
Her mener vi, at det er særligt vigtigt at beskrive de risikominimerende tiltag, der bør iværksættes for at sikre, at nabohensyn bliver taget i betragtning – noget vi generelt anser for at være et fundamentalt element i statens overordnede retningslinjer for urørt skov.
Overfor Naturstyrelsen påpeger vi også, hvor vigtigt det er at inddrage naboejere tidligt i processen. Der må ikke opstå tvivl om konsekvenserne for naboejeres skove som følge af tiltag i statens urørte skove. Derfor opfordrer vi også de af vores medlemmer, der bliver nabo til urørte skove, til at kontakte den lokale enhed i Naturstyrelsen for at indgå konstruktiv dialog om statslige skove, der skal lægges urørt.
Vi håber, at Naturstyrelsen vil tage vores opfordring med sig i den endelige beslutning om overgangen til urørte arealer, og vi ser frem til at følge udviklingen af statens urørte skove, som de 11 retningslinjer vil være med til at forme.
Der er lavet overordnede retningslinjer for følgende 11 tiltag i statens kommende urørte skove Overordnede retningslinjer for Forsvarets, Hjemmeværnets, Politiets mv. adgang og benyttelseHer er de 11 retningslinjer for statens urørte skove