Velkommen til Dansk Skovforenings nye politiske chef!

Den 1. november byder vi velkommen til Ida Ruge-Andersen Friis, der er ny chef for foreningens erhvervspolitiske afdeling. Hun kommer med erfaring fra både brancheorganisation, Christiansborg og embedsværk.

Fra venstre er det Joakim Bisgaard Jensen, Liselotte Nissen, Jesper Nykjær Knudsen, Gertrud Græsbøll Weimann, Anders Frandsen, Mathias Lykke Nygård Johansen, Ida Ruge-Andersen Friis og Frederik Falk-Sørensen.

Vand bliver skiftet ud med skov, når Ida Ruge-Andersen Friis den 1. november begynder som politisk chef i Dansk Skovforening.

Hun kommer fra en stilling som politisk chef i Danske Vandværker, hvor hun har været ansat de seneste 5 år. Desuden har hun baggrund i bl.a. det daværende Miljø- og Fødevareministerium, Udenrigsministeriet, Dansk Industri og Det Konservative Folkeparti på Christiansborg. Dermed kender hun både til politisk interessevaretagelse, politiske processer og miljø-, energi- og klimapolitik.

Og nu skal Ida Ruge-Andersen Friis stå i spidsen for Dansk Skovforenings erhvervspolitiske afdeling, hvor hun ser frem til samarbejdet med både medlemmer og de nye kollegaer i sekretariatet om at løfte den skovpolitiske dagsorden:

“Jeg glæder jeg mig til at varetage skovejernes erhvervs- og naturpolitiske interesser over for de politiske beslutningstagere og ikke mindst være en del af en central politisk organisation, når det gælder udmøntning af aftalen om et Grønt Danmark, så vi får den politiske ambition om 250.000 ha ny skov til at blive til virkelighed,” siger hun.

Med en stor interesse for den grønne omstilling, og hvordan vi når Danmarks klimamål, ser hun desuden frem til at sikre omlægning af arealer til mere skov og natur i øvrigt i tæt dialog med skovejerne.

“Skov er en af hovedingredienserne i den grønne omstilling, og derfor er det så afgørende, at vi både sikrer gode vilkår for fremtidens skoverhverv og hjælper til at indfri klimamålene,” siger hun.

”Jeg er rigtig glad for, at vi kan byde Ida velkommen. Med erfaring fra såvel Slotsholmen som interesseorganisationer vil hun berige og styrke vores politiske arbejde til gavn for medlemmerne. Skov og skovrejsning handler jo meget om synergieffekter, og her vil Idas dybe kendskab til grundvandssikring og arealanvendelse helt sikkert også få stor værdi,” siger direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen.

Ida Ruge-Andersen Friis afløser foreningens tidligere erhvervspolitiske chef, der efter sommerferien skiftede til en stilling som direktør for brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien, TMI.