Vi brænder ikke skoven af, vi bruger et restprodukt til at skabe energi
Skovens træer vokser ikke i lange, lige planker af sig selv, og derfor opstår der restprodukter i form af fx tyndingstræ og trækroner, som med fordel kan fortrænge fossile brændsler. Det skriver som svar på tiltale i et debatindlæg hos Information.
Foto: Colourbox
Indlægget er oprindeligt bragt i Information den 7. november 2024
”I stedet for kul og olie begyndte vi at brænde skovens træer og skabte nye problemer for planeten og os selv.”
Sådan stod der i en overskrift i Information den 27. oktober, hvor det anføres, at Danmark afbrænder skov som erstatning for kul, olie og gas.
Sandheden er dog mere nuanceret. Der bør ikke være nogen tvivl om, at produktionsskove og produktion af træ er en afgørende forudsætning for den grønne omstilling. Hvis Danmark skal lykkes med at gennemføre en reel grøn omstilling, så kræver det, at vi frigør os fra fossile brændsler og brug af ikkefornybare ressourcer. I stedet skal fremtidens materialer produceres af ressourcer, der er plantet og vokser bæredygtigt på klodens overflade. Såsom træ.
Det aktive skovbrug producerer således træ til den grønne omstilling, idet træet erstatter langt mere klimatunge materialer såsom stål, beton og andre ikkefornybare ressourcer. Heri ligger den største klimagevinst.
Skovens træer vokser som bekendt ikke i lange, lige planker, hvorfor der opstår et restprodukt, som består af det, vi kalder tyndingstræ, grene og trækroner samt træ med råd, blandt andet. Alt sammen dele af træet, der ikke kan bruges til egentlige træprodukter. Det er denne restdel, der er hovedprincippet i biomasse og fortrænger fossile brændsler i energisektoren.
Selv om de danske bæredygtighedskrav til biomasse er nogle af de skrappeste i Europa, er det rigtigt nok, som artiklen også har til formål at fremhæve, at biomasse ikke er et mirakelmiddel. Men det er de andre kendte teknologier i vores energiproduktion og ressourceforbrug heller ikke.
Som det ser ud lige nu, er alternativet til brugen af biomasse i energisektoren stadig kul, olie og gas. På sigt, når udbygningen af andre vedvarende energikilder er mere etableret, vil biomassens andel i det samlede energimiks mindskes. Indtil da fungerer biomasse som et bæredygtigt batteri, der sikrer forsyningssikkerhed i Danmark, også når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.