Vildtagre til at forebygge skader er OK
Den nye afskovningsforordning bremser etableringen af nye vildtagre, men nu er det bekræftet af myndigheder, at vildtagre stadig må etableres, hvis formålet er at forebygge vildtskader.
Foto: Colourbox
En overgang så det ud til, at det var slut med at etablere nye vildtagre inden for EU’s grænser. Den nye afskovningsforordning, EUDR, indfører nemlig krav om, at salg af træ og træprodukter ikke må føre til skovrydning og skovforringelse, og etableringen af vildtagre tæller som omlægning af skov til landbrugsformål ifølge forordningens definitioner. Dermed ville det ikke være lovligt at afsætte træet fra sådanne arealer efter årsskiftet, hvilket er skæringsdatoen for, hvornår træ og træprodukter i omsætning skal være i overensstemmelse med reglerne i EUDR.
Det kunne Dansk Skovforening fortælle for få uger siden efter at have været i dialog med både Ministeriet for Grøn Trepart (MGTP), Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) samt European Federation for Hunting and Conservation (FACE), som alle havde bekræftet tolkningen af forordningens regler.
Men nu er der sket en glædelig udvikling på området: Efter Dansk Skovforening har været i yderligere dialog om tolkning af reglerne med EU-Kommissionen og senere Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har vi nu fået bekræftet, at det stadig fremover vil være lovligt at afsætte træ fra vildtagre, som er etableret for at forhindre vildtskader på skoven.
Det skyldes en undtagelsesbestemmelse i EUDR, som omfatter omlægninger, der ikke har landbrug som primært formål og fx etableres for at beskytte skovens sundhed og produktivitet. Det kan være etablering af brandbælter som forebyggelse af skovbrande – eller etablering af vildt agre hos forebyggelse af vildtskader på skoven.
Det vil stadig ikke være muligt lovligt at afsætte træ fra vildtagre, som er etableret for at øge jagtværdien af ejendommen ved at tiltrække vildt.
Brud på reglerne vil føre til sanktioner. Sanktionsmulighederne er først og fremmest påbud om lovliggørelse og i sidste ende, at det træ, der er kommet ulovligt på markedet fra de omlagte arealer, skal fjernes fra markedet igen, efter det er solgt.