2. del: Arboretet Eldrupgård – sådan blev det til

162 forskellige arter er i dag at finde i det nyoprettede arboret på Skovskolens jyske afdeling, Eldrupgård – det er alle arterne på elevernes pensumliste og mere til. Men hvordan er planterne blev udvalgt, ordnet og sat i jorden? Og hvor stor har planteafgangen været? Det kan du få svar på her, hvor ophavsmanden til idéen og projektleder på etableringen fortæller om sidste del af rejsen fra 2,5 ha bøge- og egeskov til arboret.

Der er gravet plantehuller med spade i den rodfyldte skovjord. Hver plante bliver nøje placeret, så den får den bedst mulige start i arboretet. Foto: Jens Mathiasen/Skovdyrkeren

Har du endnu ikke læst første del af fortællingen om, hvordan Arboretet Eldrupgård blev til? Så find den her, hvor du kan læse om ideen bag arboretet, hvor man starter, når man skal oprette et arboret, og hvad er vigtig at huske.

Imens det forberedende skovnings- og hegningsarbejde foregik, var jeg sideløbende i gang med udvælgelse og anskaffelse af plantemateriale til den første plantning i foråret 2018.

Som eneansvarlig for etableringen af arboretet var det afgørende, at jeg ikke plantede flere individer, end jeg efterfølgende kunne renholde og monitorere på egen hånd, hvilket udover en ordentlig spadeplantning og korrekt registrering af detaljer om planten ville være den altoverskyggende førsteprioritet de kommende år. Først når planterne har nået en vis højde og er blevet konkurrencedygtige over for græs og urter, må man begynde at drømme om, hvad man ellers kunne bruge sin tid på.

Det har været vigtigt at koordinere artsvalget, så renholdelsesindsatsen ikke skulle deles ud over for mange små og spredte afdelinger, og samtidig var ikke alle 106 træ- og buskarter umiddelbart tilgængelige på planteskoler i Danmark.

På den måde er både artsmængden og artsvalget hver gang tilpasset omstændighederne.

Forud for enhver plantning er der tilbageværende bøgeunderskov i 5 meters højde, som skal ryddes manuelt med motorsav. Herefter skal der med spade graves plantehuller i den rodfyldte skovjord. Hver plante bliver nøje placeret, så den får den bedst mulige start i arboretet.

Desuden er alle planter blevet registreret inden plantning. Det er fuldstændig afgørende at oprette og bevare et stærkt og velstruktureret system, for hvis der ikke er styr på hver enkelt plantes nummerering, placering og registrering, så man også om 50 og 100 år kan identificere hver enkelt individs placering og herkomst, vil en træartssamling hurtigt forfalde til blot at have rekreativ værdi.

Den første plantning bestod af 30 arter fordelt på 8 afdelinger. Planteafstanden er 1×1 meter, så planterne hurtigt vil nå sammen, kaste skygge på jordbunden og hjælpe hinanden opad. Der er plantet ca. 10 individer af hver art, som er placeret på tværs af mikroterrænet i en given afdeling. Ved at give hver art det bredest mulige spektrum af jordbundsforhold øges chancen for, at mindst ét af individerne vil slå an og udvikle sig fornuftigt.

En af overvejelser i forbindelse med etableringen af arboretet har været placering af gangstier på arealet, så en tur rundt i arboretet giver mening, og placering af kørespor, så maskiner kan manøvrere rundt i det udfordrende og stærkt hældende terræn. Her går Jakob Prüfer rundt i arboretet. Foto: Jens Mathiasen/Skovdyrkeren

Når cryptomeria eller tsuga fx er plantet både i toppen, midten og bunden af det skrånende felt, som udgør afdeling 16, er det både et udtryk for risikospredning, men det giver samtidig mulighed for at tilegne sig viden om, hvilke vækstvilkår der er bedst for arten på lokaliteten.

I afdeling 2 kan man allerede nu erkende, at tempeltræ helst vil stå på toppen, magnolie midt på i nærheden af andre og kinatræ helst i bunden. Det er forventningen, at kun ét af de ti individer af hver træart vil blive stående på sigt.

Frivillige og samarbejder

Som underviser med daglig kontakt til skolens elever har jeg fra projektets start indbudt alle interesserede til at deltage, både for at skabe et tilhørsforhold til arboretet og bidrage med konkret læring. I begyndelsen var kun én elev med, men da skelettet af overstandere stod der, stier og spor var knust ind i underskoven, og man kunne være med til at diskutere artsvalg og placering, voksede interessen blandt de studerende.

Derfor arrangerede jeg arbejdsdage og – grupper, der hurtigt blev en succes – både læringsmæssigt og socialt som fællesskab på Eldrupgård, især da de første SLing-studerende ankom i 2020, og efterhånden blomstrede også en base med skurvognskontor, bålplads og redskabsskur i arboretet. De studerende har også budt ind med idéer til egne projekter i arboretet, så nu er der fx opstillet bistader til honningproduktion, ophængt kasser til ti forskellige fuglearter på ornitologruten og etableret vådområde med tilhørende arter.

Undervejs i processen har jeg desuden indgået forskellige samarbejdsaftaler omkring plantemateriale, som vi i dag stadig nyder godt af. Blandt andet har Palle Madsen og Ole Byrgesen udover råd og vejledning i projektets indledende faser gjort enestående bidrag til arboretets træ- og buskartssamling, fordi de begge to råder over unikt og meget svært tilgængeligt plantemateriale.

Palle Madsen forestod det store CASPIAN-projekt, som handlede om at afdække potentialet for at introducere hidtil uafprøvede arter og provenienser i det danske skovbrug i forhold til fremtidens klimaændringer. Plantematerialet blev indsamlet som frø i de Kaspiske bjergkæder i det nordlige Iran. Områdets naturligt opståede skovsystemer har i mere end to millioner år været upåvirkede af de istider, som bl.a. har dækket store dele af Europa, og derfor udgør det et såkaldt refugialområde, hvorfra træerne efter endt istid atter har spredt sig til Europa.

Materialet er opformeret i danske planteskoler, og efterhånden som arterne er blevet klar til udplantning i de danske forsøgsbevoksninger, har arboretet modtaget eksemplarer af kastanjebladet eg, persisk ær, kaukasisk el, orientalsk bøg, avnbøg, storbladet lind og ask fra CASPIAN-projektet.

I Arboretet i Hørsholm havde Ole Byrgesen i nogle år været i gang med forberedelserne til etableringen af en ny og meget omfattende samling: Det Danske Arboret – en komplet samling af samtlige 73 hjemmehørende danske træ- og buskarter. For hver art skal endda udvælges den mest oprindelige proveniens, som herefter opformeres til samlingen.

Projektet er ikke afsluttet endnu og gøres ikke nemmere af, at nogle af arterne nærmest er umulige at få lov til at indsamle. Fx er vores hjemmehørende lav gyvel så sjælden og vokser på så beskyttede områder, at man endnu ikke har fået tilladelse til fysisk at grave den op, da man risikerer at forstyrre hele bestanden.

De studerende har også budt ind med idéer til egne projekter i arboretet, så nu er der fx blevet ophængt kasser til ti forskellige fuglearter på ornitologruten. Foto: Jens Mathiasen/Skovdyrkeren

Efterhånden som arterne er blevet kåret og klar til udplantning, har vi modtaget eksemplarer til arboretet på Eldrupgård. Fx har vi slåen indsamlet ved Jernhatten på Mols, fordi netop dén lokale slåenbestand repræsenterer det allermest oprindelige slåenmateriale, vi har i Danmark. Således kan arboretet på sigt tilbyde de studerende en fuldendt samling af de mest oprindelige provenienser af samtlige hjemmehørende danske træ- og buskarter – bedre materiale til undervisning i botanik og plantekendskab kan man ikke ønske sig.

Udvikling

Med to store årlige plantninger – forår og efterår – er arboretets artssamling langsomt men sikkert blevet udvidet og rummer nu flere end 200 forskellige arter og provenienser. Planteafgangen er mindre end 5 procent, hvilket er yderst tilfredsstillende og samtidig inden for det spektrum, man også må forvente i en helt almindelig skovplantning.

Udover de mange almindeligt kendte arter er der også kommet mere beskedne pensumarter som tretorn, vild pære, hanesporetjørn og korsved til, og der opstår indimellem også mindre og uforudsete tilføjelser til emnelisten. En skovarbejderelev havde fx en portion bjergfyrspirer med, som i dag er godt på vej til at danne læside ved bålpladsen, og en lærer tog et par pawlonia-eksemplarer med, som han havde undersøgt.

Når Løvenholm planter en ny proveniens af fx japansk lærk, får arboretet eksemplarer til Larix-gruppen, og da DTU Scion blev nedlagt, modtog vi eksemplarer af 11 arter af ikke-hjemmehørende pil til vores Salix-samling, hvoraf flere end ikke har et dansk navn, fx S. aquatica giganteum, S. gmelini og S. polygena. Fra Arboretet i Hørsholm har vi været heldige at modtage eksemplarer af de historisk vigtige bangsbofyr, snoeg, storkeeg og kongeeg, og vi er også taknemlige for at have modtaget Maackia og Kinatræ, som er afkom af materiale indsamlet af Nordisk Arboretudvalget under deres studietur til Sydkorea i 1976.

Basen i arboretet på Eldrupgård har blandt andet en bålplads, et skurvognskontor og et redskabsskur, så basen kan fungere som både hyggeligt og praktisk samlingssted. Foto: Jens Mathiasen/Skovdyrkeren

Samtidig er vi også blevet hjulpet lidt på vej af den frøpulje, som har hvilet i jorden. Efter mindst 100 år under en tæt og skyggefuld bøgebevoksning, ser vi nu naturligt fremspirede arter som hedelyng, almindelig røn og bævreasp, som tålmodigt har ventet på det lysindfald, som er opstået, efter kronetaget blev lukket op.

Når man i dag besøger arboretet, ser man ikke nødvendigvis alle de mange overvejelser og knap 1500 arbejdstimer, som er gået ind projektet. Her fem år efter idéen opstod, møder man et indbydende og velformet område med mange spændende arter, som kan være grundlaget for mange generationers praktisk og teoretisk læring.

Projektet er ikke afsluttet og er på sin vis evigt fortløbende, og det bliver spændende at følge den fremtidige udvikling.