Resultatet af vores trepartsforhandlinger kan ende med naturskove med en vedmasse, som vi slet ikke kan bruge. Det forlyder, at man kun har plantemateriale med skovbrugsmæssig kvalitet til halvdelen af skovprojekterne de næste 5 år. Resten risikerer at blive plantet med udenlandske provenienser og sekunda-planter, der normalt bruges til læhegn og miljøprojekter.
Om 50-100 år, når disse træer skal udnyttes til planker, bliver man godt nok skuffet. Man kan ikke lave ret mange møbler af det tømmer af middelmådig kvalitet, der bliver ud af det. Vi må håbe, at udlandet har produceret en vare, som vi kan bruge i stedet for til den tid.
Skovbruget og dermed savværksdriften lever i dag af indsatsen af, hvad ambitiøse skovfolk gjorde for 100 år siden. Der blev plantet tæt, og der var noget at sortere i ved de første udtyndinger. Nogle driftige skovdistrikter opstammede træerne, så der kun blev en lille cylinder på små 10 cm i diameter med knaster i midten af kævlen, der skal fyldes i flishuggeren på savværket.
Dengang var der en tæt dialog mellem savværkerne, møbelproducenterne og skovbruget. De kvalitetsbevidste skovdistrikter kunne opnå betydeligt bedre priser, end småskovbrugere kunne. Træerne var passet bedre. Jævnlig hugst, oprensning af render og oprisning af bundkævler er lig med mere ensartet åreringetykkelse, mere formstabile planker, mindre svind og revner og mindre træ, der ender som brændsel.
Men vedkvalitet er efterhånden et ukendt eller udvandet begreb. Selv vores forskere inden for skovbruget bruger ikke meget krudt på emnet. Kvaliteten på tømmer falder bl.a. med den nye tænkning på naturnær drift. De store søjlehaller af bøg/ask og eg forsvinder. Det bliver til naturlige træer – ’blomsterbuketter’ – der har grene strittende til alle sider.
Man kan selvfølgelig filosofere over, hvad kvalitet er. Nå man taler om færdigvare, er enigheden stort set: knastfri, rethed, minimal revnedannelse, minimalt tørresvind, ensartet åreringetykkelse – det hele hænger sammen. Der har selvfølgelig været nogle kortvarige modefænomener. Her kan nævnes plankeborde. Jo flere og store knaster samt revner desto bedre. Den tid er forbi nu.
Oprensning af render er efterhånden et fyord. Det kan skoven ikke holde til, i hvert fald ikke bøgeskoven. Vores gode bøgeskove vil ende med rødmarv og dermed med en handelspris, der halveres. Ask og eg kan bedre holde til forsuring af huller, men stadig med en aftagende kvalitet.
For bøgens vedkommende har vi store ressourcer i Øst- og Mellemeuropa, så det vil nok ikke give de store mangler de næste 100 år for savværksbranchen. Men A-kævler i eg/ask/ahorn vil blive en mangelvare.
Opstamning og oprisning kan være en del af fremtiden
Med et dokumenteret materiale på, at kævlerne er opstammet, vil der kunne opnås en væsentlig merpris på råtræet. I dag er der et mindre marked for disse produkter. Problemet er dokumentationen – ”vist nok” duer ikke i 2026 og slet ikke om 50-100 år.
Alternativet kunne være, at savværkerne fik installeret skannere, der dokumenterer kvaliteten og afregnes derefter, på samme måde som sukkerfabrikkerne har gjort det de seneste 100 år.
Der er udført mange forsøg med maskiner til oprisning af småkævler de seneste 50 år, men med meget dårligt resultat – faktisk ingen resultater. Med nutidens batteriteknik og letsvægtmaterialer skulle det være en mulighed. Vi kan få robotter til komplicerede opgaver. Hvorfor ikke en robot til oprisning? Hvor svært kan det være?
Lærk er ikke populær i savværksbranchen pga. døde knaster og manglende rethed. Lærk kunne blive en vare, der ikke bare bliver brugt til emballage som i dag og til billige penge. En vare uden døde knaster og med begrænsning af åreringetykkelse de første 20 år kunne blive et seriøst produkt.
Douglasgan har problemer med døde eller rådne knaster. Oprisning af douglasgran kunne eliminere dette problem.
Vedr. plantagedrift af løvskoven taler vi ikke nødvendigvis plantagedrift med opstamning af alle træer for hver 2 x 2 meter. I miljøskove kunne man opstamme 50 måske 100 værdifulde træer og nurse disse træer ved at fjerne konkurrenter. Resten kunne i princippet bare gro til i vildnæs og blive til miljøskove – bare det ikke ødelægger vores ”guldtræer”. Der må kunne laves en ny kultur under disse overstandere.
Vedkvaliteter
Kvalitet er et begreb, der er ved at flyde ud. Som jeg husker det, har der ikke været nogle artikler om emnet de sidste 10 år her i ”Skoven”. Har skovbruget sovet? Ja, men savværksbranchen har også en del af skylden. Den har ikke defineret, hvad den skal bruge fremover.
Der laves forskning i bedre udnyttelse af små og skæve dimensioner. Det lyder godt. Men det er nu engang svært at lave designermøbler af små eller knastede kævler og opnå en fornuftig skæreudnyttelse af kævlen. Det meste vil ende i flishuggeren. Det kunne være en mulighed i småstavsparketgulve, som vi henter hjem fra Østen.
Hvis skovbruget og savværksbranchen skal overleve på længere sigt, må vi til at satse på en bedre kvalitet af vores tømmer. Kvalitet har altid koste penge, uanset om det er biler, rødvin eller ejendomme. Vi må hele tiden tænke på, at der er en faktor 5-10 i forskel på prisen for flistræ og knastfrie kævler.
Indtil videre gælder den store forskel kun for løvtræ. Det kunne være, at nåletræet følger efter.
