Bygger vi hurtigere, end træet kan følge med?

Moderne skovbrug leverer mere træ på kortere tid, men det kan ske på bekostning af de egenskaber, byggeriet efterspørger. Det skriver Jens Martin Suzuki-Højrup der er arkitekt hos tegnestuen Det Levende Hus i et indlæg.

Foto: Malene Breusch Hansen

Træ er et af menneskets ældste byggematerialer og samtidig et af de mest komplekse. Men kvaliteten af det træ, vi bygger med i dag, er ikke nødvendigvis den samme som tidligere.

Kilde

Teksten er oprindeligt en blog fra Træ.dk

Når vi taler om kvalitet i træ, handler det ikke kun om æstetik. Træets egenskaber afhænger blandt andet af densitet, årringsstruktur, vækstforhold, knaster og kernestoffer.

Der er en tydelig sammenhæng mellem densitet og styrke – jo tættere træet er vokset, desto stærkere og ofte mere holdbart er det. Indenfor samme træart kan styrken variere markant, afhængigt af hvordan og hvor hurtigt træet er vokset.

Det rejser et vigtigt spørgsmål: Bygger vi hurtigere, end materialet kan følge med?

Hurtig vækst giver lavere styrke

I moderne skovbrug optimeres der ofte for hurtig produktion og højt udbytte. Det giver kortere omløbstider og mere ensartede produkter, men det kan også påvirke kvaliteten.

For nåletræ gælder det, at hurtig vækst typisk giver bredere årringe og lavere densitet. Træet indeholder mere let vårved og mindre af det tætte og stærke høstved.

Resultatet kan være lavere styrke, større knaster, mere deformation og dårligere formstabilitet. Det ses blandt andet i hurtigt voksende træarter, hvor træet fældes tidligt og derfor indeholder en større andel ungt træ.

Hvad betyder det for byggeriet?

Historisk voksede træ langsommere, og skovene blev drevet over længere tidshorisonter. Mange ældre bygninger er opført med langsomt vokset træ af høj kvalitet og står stadig efter flere hundrede år.

I dag er byggeriet præget af hastighed, standardisering og effektiv produktion. Konstruktionerne tilpasses ofte de materialer, der er tilgængelige, frem for at materialerne vælges ud fra den ønskede kvalitet. Nogle gange kompenseres der med større dimensioner, flere lag eller højere sikkerhedsfaktorer.

Men når kvaliteten af træet falder, påvirker det direkte byggeriet. Lavere densitet betyder lavere bæreevne – og samtidig kan holdbarheden blive reduceret, fordi træ med høj densitet og flere kernestoffer ofte modstår nedbrydning bedre.

Konsekvensen er, at der i mange tilfælde skal bruges mere materiale for at opnå samme styrke, og det betyder større materialeforbrug og højere klimaaftryk.

Kan vi dyrke bedre træ igen?

Hvis vi ønsker højere kvalitet, kræver det en anden tilgang til både skovbrug og byggeri.

Det kan blandt andet handle om længere rotationstid i skovene, fokus på kvalitet frem for volumen samt bedre tilpasning mellem lokale materialer og lokale behov.

Skov og byggeri skal tænkes som en samlet værdikæde. Det træ, vi dyrker, bør afspejle det, vi ønsker at bygge.

Genbrug som en skjult ressource

En af de største muligheder kan ligge i de materialer, vi allerede har.

Gamle konstruktioner indeholder ofte langsomt vokset træ med høj densitet og dokumenteret holdbarhed. Alligevel bliver store mængder værdifuldt træ kasseret ved nedrivning. Genbrug af træ kan derfor både reducere ressourceforbruget og tilføre høj kvalitet til nye byggerier. Men byggebranchen er i høj grad baseret på standardisering, dokumentation og ensartede materialer, som kan gøre det vanskeligt.

Måske er tiden inde til, at vi skal acceptere mere variation i stedet for at standardisere alt? Og huske på, at gode materialer kræver tid.
 

 

Se alle artikler fra Magasinet Skoven