Certificering hæver standarden for skovdrift over hele verden

PEFC er verdens største skovcertificeringssystem med 297 millioner ha certificeret skov globalt. I lande som Danmark med omfattende natur- og miljølovgivning giver ordningen dokumentation for den ansvarlige drift, mens den hæver barren for driften i lande med svagere regulering.

Når danske skove forvaltes efter PEFC’s standarder, skal den overholde krav, som er udviklet af danske interessenter og tilpasset vores natur, lovgivning og skovbrugstraditioner.

Samtidig er PEFC en global certificeringsordning, der anvendes i mere end 50 lande, herunder områder hvor lovgivningen er mindre omfattende end i Danmark og EU.

Denne kombination af national forankring og global rækkevidde er afgørende for at forstå PEFC’s rolle: Standarderne sikrer ikke blot ansvarlig skovdrift herhjemme, men er også med til at løfte praksis internationalt, så skove verden over forvaltes efter principper, der tager hensyn til natur, klima og mennesker.

Dansk skovdrift i en certificeret ramme

I Danmark er skovloven, naturbeskyttelsesloven og EU-direktiverne med til at tegne rammerne for, hvordan vi forvalter vores skove.

Ovenpå det sikrer PEFC’s danske skovstandard dokumentation og troværdighed. I den stilles der bl.a. krav om nøglebiotoper, dødt ved, hensyn til arter og vandløb, sikkerhed for ansatte og entreprenører, kompetencekrav, genplantning og langsigtet planlægning af skovenes udvikling.

PEFC’s danske skovstandard revideres løbende, og standarden sikres gennem uafhængige tredjepartsbesøg, dokumentation og systematisk kontrol. Det tilsammen skaber et system båret af transparens og ensartethed.

I andre dele af verdenen har man ikke altid samme omfang af regulering. Her er certificering en mulighed for at sikre, at skovdriften faktisk tager de nødvendige hensyn til miljø, biodiversitet, lokalsamfund og arbejdsforhold.

PEFC’s internationale standarder stiller nemlig krav, der går ud over, hvad mange nationale lovgivninger foreskriver. Det gælder bl.a. at beskytte økologisk vigtig skov, forbud mod ulovlig skovhugst, krav om respekt for oprindelige folks rettigheder, forbud mod bestemte kemikalier og sikring af ordentlige arbejdsvilkår.

Oven i det har PEFC fokus på at udvikle pragmatiske standarder uden unødvendigt bureaukrati, så også helt små skovejere kan få adgang til certificering.

Når en skov certificeres i lande med en svag lovgivning, sker der derfor et reelt løft i praksis. Dette gør certificering til et værktøj, der konkret skubber udviklingen i en mere bæredygtig retning.

Lokalt forankret, globalt ansvarlig

En af PEFC’s kerneværdier er, at standarderne udvikles lokalt. Hvert land udvikler selv sin egen nationale skovstandard, der tager højde for lovgivning, geografi, klima, træarter, ejerstrukturer og traditioner.

Samtidig skal de nationale standarder leve op til PEFC’s internationale benchmark, som fastsætter et fælles minimumsniveau for ansvarlig skovdrift.

I praksis betyder det, at selvom den danske standard er tilpasset danske forhold, er den samtidig en del af samme internationale system, der certificerer skove i fx Gabon, Indien, Chile og Estland. Alle disse lande har deres egen standarder, men bygger på PEFC’s grundlæggende principper og normer.

Denne metode, hvor nationale standarder udvikles ud fra et global benchmark, har været med til at sikre PEFC-systemet relevans de seneste 25 år. PEFC er dermed ikke en centraliseret organisation, der dikterer ens løsninger ovenfra, men et globalt netværk af nationale aktører, der selv tager ansvar for at udvikle standarder, som virker i lokale kontekster – og holder hinanden op på et fælles, højt niveau.

Sporbarhed gennem hele værdikæden

Mens skovcertificering sikrer ansvarlig drift i selve skoven, sikrer PEFC’s sporbarhedscertificering – ”Chain of Custody” – at træet kan følges hele vejen fra skov til færdigt produkt.

I Danmark er næsten 700 virksomheder sporbarhedscertificeret, og globalt nærmer tallet sig 30.000.

Sporbarhedscertificeringen stiller krav om, at virksomheder skal kunne dokumentere, hvor deres træ kommer fra, og at de gennemfører risikovurderinger for at sikre, at der ikke kommer ulovligt hugget træ ind i deres forsyningskæder.

For danske virksomheder med globale leverandørkæder er denne sporbarhed afgørende. Når en dansk møbelproducent køber træ fra Sydamerika eller Asien, fungerer PEFC-mærket som en troværdig garanti for ansvarlig skovdrift, også i lande med mindre stram regulering.

Her fungerer sporbarhedscertificeringen som et fælles sprog i værdikæden. Og derfor er PEFC’s globale udbredelse vigtig for danske virksomheder: Når en producent eller leverandør i et andet land er certificeret, har danske købere et værktøj til at vurdere oprindelsen af deres råvarer. Det minimerer risikoen for ulovlig og uansvarlig skovdrift.

Transparens og løbende forbedringer

Certificering er ikke i sig selv en garanti mod alle fejl eller brud. Til gengæld er systemet indrettet til at opdage, dokumentere og håndtere problemer, når de opstår. PEFC bygger på løbende forbedringer og transparens: Alle certificerede skove og virksomheder kontrolleres af uafhængige tredjepartsorganer, og certificeringen fornys regelmæssigt.

Hvis der opdages uregelmæssigheder, stilles der krav om korrigerende handlinger, og i alvorlige tilfælde kan certifikatet suspenderes. Derudover findes en formel klageadgang, som alle interessenter kan benytte.

Standarderne revideres med faste intervaller og justeres med ny viden, fx om biodiversitet, skovens rolle i klimatilpasning, sociale forhold, anvendelse af restprodukter og meget andet. Denne løbende udvikling er med til at gøre certificering til et robust værktøj i en sektor med høje faglige forventninger og stor offentlig opmærksomhed.

En dansk skovsektor i et globalt samspil

Danske skovejere og virksomheder er i dag i stort omfang PEFC-certificeret. Men fremtidens udfordringer i skovbruget er globale: Biodiversitetstab, klimatilpasning, pres på skovens ressourcer og stigende efterspørgsel på træ er ikke kun nationale udfordringer.

Her fungerer PEFC som brobygger mellem lokale behov og globale markeder, mellem faglighed og praksis og mellem lande med stærk regulering og lande, hvor certificering er en afgørende løftestang.

Ser vi ud over Danmarks grænser, er det tydeligt, hvor stor forskel certificering kan gøre. I mange dele af verden er PEFC en mekanisme, der sikrer, at skovdrift ikke bare handler om at fælde træer, men om at forvalte skovene ansvarligt. Derfor handler certificering ikke om at erstatte lovgivning, men om at sikre, at skove – uanset hvor på kloden de ligger – drives med respekt for natur, miljø, mennesker og kommende generationer.

Se alle artikler fra Magasinet Skoven