Danmarks naturligste skov er 120.000 år gammel

De senere år er der kommet stort fokus på urørt natur. I de danske naturnationalparker skal naturen fx efter planen udvikle sig frit uden væsentlige menneskelige indgreb. Målet er en mere ‘naturlig’ natur – men hvordan den ser ud for Danmarks vedkommende, er stadig til diskussion.

Hidtil har rekonstruktioner af Danmarks fortidige skov og landskab primært koncentreret sig om den nuværende mellemistid, Holocæn, som begyndte for cirka 11.700 år siden. Resultaterne viser både perioder med et relativt åbent landskab, men også perioder med tæt, mørk og uigennemtrængelig skov.

Den store udfordring er imidlertid, at det moderne menneske, Homo sapiens, har været til stede i det danske område i hele Holocæn, ja faktisk helt fra da den seneste istids is smeltede væk for mellem 13.000 og 16.000 år siden. Og selvom de var få, blev naturen påvirket af vores forfædres påsatte brande og jagt, så den i perioden aldrig for alvor var helt ‘naturlig’. Det forklarer ph.d. og postdoc ved Institut for Biologi – Økoinformatik og biodiversitet på Aarhus Universitet Elena Annis Pearce.

”Skovenes sammensætning i dag skyldes i høj grad menneskets indgriben frem for naturlig evolution. Fx var brand ikke almindelig i de europæiske tempererede skove, før Homo sapiens dukkede op,” siger hun.

Bl.a. ser forskerne et markant fald i mængden af taks allerede før landbrugets begyndelse i Holocæn. Det er anderledes end i tidligere mellemistider, hvor taks i højere grad dominerede. Forklaringen er ifølge Elena Annis Pearce formentlig menneskeskabte ændringer i forstyrrelsesregimer, som fx brugen af ild til at rydde land til jagt og indsamling. Taks er nemlig meget følsom over for ild, men ikke over for græsning, fordi den er giftig for de fleste planteædere.

Let skov dominerede naturen

For at få et indblik i skovens sammensætning før det moderne menneske erobrede Europa og påvirkede naturen, anførte Elena Annis Pearce en stor undersøgelse af vegetationen i den forrige mellemistid, Eem, der strakte sig fra for 129.000 til for 116.000 år siden.

Med støtte fra 36 kolleger indsamlede hun analyser af pollen fra søer og moser fra 96 forskellige steder i hele Europa, herunder Danmark, og ud fra analyserne rekonstruerede hun vegetationen i Eem-perioden. For det danske område er undersøgelsens centrale konklusion, at landskabet ikke var præget af tæt og mørk skov, men af en dynamisk mosaik af habitater, der understøttede en stor artsdiversitet.

”Et af de mest overraskende fund i vores undersøgelse var dominansen af den kategori, vi kalder ’let skov’,” siger hun.

Let skov er et mellemstadium, der omfatter arter som hassel, der trives i delvist åbne landskaber. Den type habitat med spredte træer og åbne lysninger, hvor der vokser planter, som kræver meget lys, var mere udbredt end skove med lukket krone og også mere udbredt end fuldstændigt åbne græsarealer.

”Eem-skovene indeholdt omkring 20 procent åbne områder og op til 60 procent delvist åbne områder. De åbne områder var sandsynligvis mosaikker af græsarealer, krat og skovområder, som understøttede et bredt udvalg af plante- og dyreliv. Op til 40 procent hassel i nogle områder tyder på, at disse åbne, blandede landskaber var langt mere al[1]mindelige, end vi hidtil har troet,” forklarer Elena Annis Pearce.

Pollen viser fortiden

For at nå frem til resultaterne blev de mange pollendata analyseret med en matematisk model kaldet REVEALS. Ifølge REVEALS-modellen dominerede let skovklædte områder med arter som birk og fyr i den tidlige del af Eem. Disse lyskrævende træer spredte sig, da klimaet blev varmere og jorden mere frugtbar efter den forrige istid. Efterhånden som temperaturen igennem Eem steg til et niveau, der minder meget om vores nuværende globalt opvarmede klima, opstod mere sammenhængende skovområder. Men selv i disse perioder var halvdelen af arealerne åbne områder med græsland og buskads.

Elena Annis Pearce forklarer, at resultatet af forskningen udfordrer den traditionelle opfattelse af fortidens økosystemer som enten tætte skove eller græssletter.

”Mange opfatter disse (nutidens, red.) skove som gamle og naturlige, men de er faktisk rester af et landskab, som er stærkt påvirket af menneskelig aktivitet. En skov fra Eem-tiden ville have set helt anderledes ud og var langt mere divers, både hvad angår træarter og struktur,” fortæller forskeren.

Selvom Eem-mellemistiden kan føles som noget meget fjernt for de fleste, er den relativt ny i evolutionære termer. De fleste arter – omkring 99 procent – er de samme, som vi ser i dag, fx eg, hassel, fyr mv.

”Den største forskel ligger i, at vi mangler de naturlige forstyrrelser, der opstod, før de store planteædere uddøde, og mennesket begyndte at ændre landskabet,” understreger Elena Anni Pearce.

Hun fremhæver vigtigheden af at inddrage de delvist åbne landskaber i fremtidige strategier for naturbevaring og genforvildning, også kendt som ‘rewilding’. Med genforvildning kan vi nærme os ‘naturlig’ natur, men det kan kun lade sig gøre, hvis vi accepterer hjælp fra store græssere, fastslår hun.

Gammelt landskab føles naturligt

Meget tyder altså på, at Eem-skoven er referencen for, hvordan en helt naturlig skov i Danmark ville se ud også i den nuværende Holocæn-mellemistid, hvis mennesket ikke havde blandet sig. Og selvom genforvildning i dag primært handler om at slippe processer som vand, stormfald mv. fri og ikke om at genskabe en bestemt naturtype, har vi muligvis en forkærlighed for det åbne skovlandskab. Det forklarer Jacob Heilmann-Clausen, som er lektor ved Center for Makroøkologi, Evolution og Kli[1]ma på Københavns Universitet.

”Der er nogen, som mener, at vi simpelthen er evolutionært præget til at kunne lide denne type landskaber. Mange parker er designet på en lignende måde med skovpartier, græsplæner buske og åbne områder,” siger han.

Landskabet i Eem skulle altså ifølge den teori være mere genkendeligt for os. Nu var ingen af vores direkte forfædre som nævnt til stede i Nordvesteuropa i Eem. Men mange andre steder i verden, hvor de tidlige Homo sapiens levede, var der tilsvarende områder med en mosaik af forskellige habitater – fra åbne græsarealer over krat til lysåbne skove. Og de habitater var alt andet lige lettere at færdes i end i en ensartet tæt og mørk skov, mener Jacob Heilmann-Clausen.

”Den her kombination af at kunne skjule sig og have udsyn. Det er jo ret vigtigt, når man er jæger. Også hvis man er jaget, så man hurtigt kan komme i skjul.”

Jacob Heilmann-Clausen peger på, at Jægersborg Dyrehave er den mest besøgte skov i Danmark, og den har netop et præg, der minder om den rekonstruerede Eem-skov med store, gamle træer, masser af dødt ved og et højt græsningstryk, så der ikke er så meget krat i dyrehaven.

Forvildede områder tiltrækker gæster

Græsningstryk er et mål for intensiteten af græsning fra store dyr, som påvirker sammensætningen og væksten af planter i området. Et højt græsningstryk kræver dog store græssere. Men i genforvildningsprojekter, hvor store græssere indgår, har dyrene været årsag til intense diskussioner. Nogle steder skaber udsigten til store dyr frygt, mens der andre steder har været mistanke om mistrivsel for dyrene. Og skal græsserne bag hegn, er der bekymring for begrænset adgang til de genforvildede områder. Det har dog ændret sig de senere år, vurderer Jacob Heilmann-Clausen.

”Jeg vurderer, at det er en minoritet, der er skeptiske. Det handler også om at forklare og synliggøre, hvorfor store græssere er vigtige for økosystemet – med henblik på at skabe mere dynamiske landskaber med plads til hele paletten af hjemmehørende arter.”

Han peger på, at steder som Mols Bjerge, hvor der er vilde heste og køer, og Bornholm med bisonerne tiltrækker mange besøgende.

Elefanter åbnede fortidens skov

I dag arbejder dansk genforvildning med bl.a. Konik-heste, Exmoor-ponyer samt Galloway- og Highland-kvæg. I Eem hed de tilsvarende arter bison, urokse og den op til 15 ton tunge skovelefant, der er fundet spor af både i Jylland, på Fyn og på Sjælland.

”Selvom det politisk kan være svært at genindføre elefanter, kunne arter som bison være et mere realistisk første skridt,” foreslår Elena Annis Pearce om de store græssere.

I dag er bison kun benyttet i projektet i Almindingen på Bornholm, men hvis genforvildning i Danmark benytter Eem-tidens skov og landskab som en reference, er de store græssere altså centrale – ikke for deres egen skyld, men for den kaskade af effekter, de forårsager ved at græsse, sprede frø og tilføre næringsstoffer til jorden gennem deres ekskrementer.

De forhindrede skoven i at vokse helt sammen, og græsning og ædeadfærd reducerer desuden risikoen for skovbrande, fordi de minimerer ophobningen af biomasse. Store planteædere som heste, kvæg, bison og tidligere urokse og skovelefant driver med andre ord en nøgleproces for åbning af skoven, så der opstår dynamiske miljøer, hvor forskellige træarter trives side om side med åbne områder fyldt med græs og buske.

Elena Annis Pearces forskning viser desuden, at øget åbenhed i skovene kan gavne både biodiversiteten og klimaet.

”I Danmark har mange skove en tæt krone og begrænset bundvegetation. Det fører til lav artsdiversitet. Ved at skabe mere åbne skove kan vi lade sollys nå jorden. Det understøtter flere plantearter og flere lag af vegetation. Denne øgede fotosyntese forbedrer kulstoflagring og hjælper os med at nå vores klimamål.”