Danske naturprojekter kan koste på global biodiversitet

I juni 2024 landede ”Aftale om et Grønt Danmark”, som har sat gang i en kæmpe omlægning af det danske areal. Bl.a. indeholder aftalen planer for ny natur, hvor målet er, at 140.000 ha lavbundsjorder skal tages ud af drift og dræningen stoppes, så arealerne igen ligger våde. Derudover skal der rejses 250.000 ha ny skov, hvoraf 100.000 ha er planlagt til at skulle være urørt skov uden produktion.

Lykkes planerne i trepartsaftalen, kan det næsten ikke andet end at føre til en øget dansk biodiversitet. Men implementeringen af aftalen risikerer til gengæld at presse naturen andre steder på kloden i takt med, at vi genopretter den herhjemme. Fænomenet er endnu ikke dækket af et mundret begreb på dansk, men internationalt kaldes det ”biodiversity leakage”, altså biodiversitetslækage.  

Vi kender et tilsvarende fænomen, når det gælder CO2-udledning. Her kan klimatiltag herhjemme føre til såkaldt kulstoflækage, hvor produktionen og dermed udledningen flyttes til andre dele af verden. På samme måde dækker ideen om biodiversitetslækage over, at lokale gevinster i biodiversitet bliver ædt op af tab af biodiversitet uden for landets grænser. Det kan fx være, når arealer tages ud af drift, og produktionen af træ, foder, energiafgrøder eller fødevarer flytter. 

Netop den risiko har en stor gruppe primært britiske og amerikanske forskere fokus på i en artikel udgivet i det ansete videnskabelige tidsskrift Science i februar 2025. Ifølge forskerne bag studiet er fænomenet særligt relevant for rige lande med en høj udnyttelsesgrad af arealet og en lav biodiversitet – og den beskrivelse passer Danmark perfekt ind i. 

Derfor har magasinet Skoven taget en snak med Camilla Fløjgaard, seniorforsker ved Institut for Ecoscience – Biodiversitet på Aarhus Universitet om risikoen for biodiversitetslækage ved den grønne treparts planer, og ikke mindst hvordan vi implementerer aftalen, så vi får mest mulig biodiversitet for pengene. Og det er faktisk ikke så ligetil.  

Lav biodiversitet kan eksporteres 

Først og fremmest er det vigtigt at få på plads, at det primære fokus for trepartsaftalen er klimaeffekt, og ikke natur til gavn for biodiversiteten.  

“Grøn trepart er ikke en biodiversitetsaftale. Det er først og fremmest en klimaaftale,” siger Camilla Fløjgaard og understreger, at aftalen primært handler om at få reduceret udledningen af kulstof fra lavbundsjorder, lagre mere kulstof i skov og mindske udledningen af næringsstoffer til vores kystvande. Men biodiversiteten følger med i et eller andet omfang:  

“Der er et stort potentiale i grøn trepart, fordi vi tager arealer ud af landbrugsdriften. Det kan give plads til flere arter, mere vild natur og flere naturlige processer. Men sådan som aftalen er udformet i dag – med de støtteordninger og politiske prioriteringer, der ligger bag – indfrier vi ikke det potentiale,” vurderer hun.  

Og når landbrugsarealer eller produktionsskov tages ud af drift, uden at det samtidig fører til en markant forbedring af biodiversiteten, er det, at vi ifølge forskerne bag Science-artiklen risikerer ’biodiversity leakage’. Hvis vi fx lægger mere skov urørt herhjemme, men for at kompensere for den manglende produktion samtidig øger importen af bl.a. træbiomasse eller savværkstræ fra gammel skov i fx Estland med høj biodiversitet, risikerer vi samlet set at øge biodiversitetskrisen globalt set i stedet for at afbøde den.  

Lækage kan forebygges

Selvom Science-artiklen advarer lande som Danmark med relativ lav biodiversitet mod at tro, at lokale naturgevinster også altid er globale gevinster, er artiklens pointe dog ikke, at vi skal bremse naturgenopretning i Danmark. Det centrale er, at indsatsen for natur og biodiversitet skal designes, så den giver et globalt plus. Og det kræver ifølge forskerne bag studiet, at vi tænker i fire spor: efterspørgsel, udpegning, produktion og regnskab – og ikke kun i det enkelte projekt. 

Når vi tager arealer ud af drift, men lader forbruget være uændret, flytter markedet bare varerne, forklarer forskerne. Derfor skal arealtiltag følges af mindre spild, bedre ressourceudnyttelse og – hvor det er muligt – et skifte til produkter med lavere påvirkning af naturen.  

I den forbindelse har den grønne trepart allerede anlagt et vigtigt, mindre importspor; nemlig at der skal gøres status på afskovningsregler og import af soja og udføres en analyse af, hvordan dansk græsprotein kan erstatte en større andel af sojaen. Det kan mindske importen og minimere risikoen for lækage.  

En anden måde at forebygge lækage på er at udpege arealer, hvor naturgevinsten er stor, mens produktionstabet omvendt er lille. Det gælder især udpinte arealer, afvandede vådområder og andre steder med lav produktionsværdi, men stort potentiale for naturværdi, når hydrologi og processer genskabes.  

En tredje forebyggelse er at sørge for, at dele af produktionstabet for de udtagne arealer bliver opvejet inden for landets grænser. Forskerne foreslår at hæve udbyttet, hvor det er muligt uden at skade naturen. I skov kan det fx handle om rettidig tynding og bedre sortering, som giver mere gavntræ pr. ha. På energisiden skal der ses på reststrømme fx toppe, grene, bark og savsmuld mv.  

Kreditter er vejen frem 

Som det fjerde og sidste spor understreger forskerne, at den produktion, som uundgåeligt vil flytte, skal styres mod steder, hvor den gør mindst skade, og dermed ikke mod hotspots for biodiversitet som fx tropisk regnskov. Men før det kan lade sig gøre, kræver det, at vi kan gøre regnestykket op. Vi skal altså være i stand til at sætte værdi på både ny skov i Danmark og fx den gamle skov i Estland. 

“Der kommer fokus på, hvad aftrykket er af det, vi gør – både her og uden for landets grænser,” siger Camilla Fløjgaard. Hun forklarer, at ønsket om at regne på værdien af forskellige typer natur forskellige steder på kloden giver motivation til at udvikle såkaldte biodiversitetskreditter, et system, som vi kender fra klimakreditter. 

“Biodiversitetskreditter er en måde at regne på, hvad det betyder, at der fx graves en bestemt mængde tørv i en mose i Estland, versus at vi får ny natur på landbrugsarealer i Danmark. Det er noget, vi arbejder med på Aarhus Universitet i form af Dansk Naturindikator, så vi kan lave det her regnestykke.”  

På sigt vil sådan et system desuden gøre det muligt for en virksomhed at opgøre sine påvirkninger af biodiversiteten i hele værdikæden fx ifm. en årlig ESG-rapport. Det er dog ifølge Camilla Fløjgaard vigtigt at understrege, at kreditter ikke er en fribillet til at ødelægge natur et sted og købe aflad et andet.  

“Der er stadig et incitament for natur i nærområdet, ikke blot til at opkøbe biodiversitetskreditter i troperne og bevare regnskov dér. Vi bliver nødt til at investere i den natur, vi har her, fordi den har en værdi for os, der bor her.”  

Ny natur skal designes rigtigt 

For at maksimere værdien af nyudlagte naturområder og dermed minimere risikoen for en samlet forringet biodiversitet globalt på grund af lækage kommer Camilla Fløjgaard med nogle retningslinjer:

”Med biodiversitetsbriller på er det allerførste, vi skal, at sikre det, vi allerede har. Mange af vores eksisterende skove – også produktionsskove – rummer allerede vigtige levesteder og arter, og det kan ikke erstattes af en nyrejst skov. Har vi gamle træer på 200-300 år, tager det også 200-300 år at genskabe de levesteder fra bunden,” siger Camilla Fløjgaard.  

Derfor kunne det ift. biodiversitetsværdi give bedst mening at stoppe produktionen på arealer, hvor biodiversiteten allerede har gode vilkår.  

Desuden skal de udpegede arealer dedikeres til biodiversitet. Når vi i Danmark arbejder med ny natur, er det ofte med forslag om at udnytte arealer til to eller flere opgaver på en gang. Vi kender det fra skov med ønsket om natur, vindmøller, beskyttelse af grundvand, lagring af kulstof, træproduktion og rekreative muligheder fra det samme begrænsede område. Denne model går igen i grøn trepart, hvor der er ønske om at opnå flere synergieffekter, og arealer altså både skal løse klima- og biodiversitetsopgaver. Men det er Camilla Fløjgaard ikke er udelt begejstret for: 

“Min anbefaling vil være, som der også er konsensus om internationalt, at hvis vi skal gøre noget godt for biodiversiteten, er det med ’land sparing’, ikke ’land sharing’. Vi skal afsætte plads, hvor biodiversitet har førsteprioritet. Når vi prøver at putte for meget ind, ser vi ofte, at biodiversiteten taber,” forklarer hun.  

Det betyder bestemt ikke, at grøn trepart ikke kan levere naturgevinster, men effekterne kræver ifølge Camilla Fløjgaard, at virkemidler til at nå målet bliver justeret.  

“Det ville være godt for biodiversiteten, at ny natur gjorde op med skovskellet mellem skov og lysåben natur og i stedet bare var natur med et varierende dække af træer og buske. Det betyder, at skoven gerne må opstå ved naturlig tilgroning, og at der skal græsses. I en skov, hvor natur er hovedformålet, må træerne gerne blive barkskraldet og skambidt og vokse krogede og skæve,” forklarer hun. 

Og så er det ikke nok at tage et areal ud af drift for at øge biodiversiteten – der skal også gennemføres målrettede tiltag. Om lavbundsjorder understreger Camilla Fløjgaard fx, at virkemidlet vådlægning ikke alene kan genoprette biodiversiteten. 

”Vådlægning er et skridt i den rigtige retning, men udfordringen er, at vi har en meget stor næringspulje i landbrugsjord, som skal reduceres, hvis vi ønsker en mose eller en eng med levesteder for truede arter.”  

Erfaringer fra lavbund viser netop, at biodiversiteten ikke kommer af sig selv, bare fordi dræningen stoppes. Forskning, som Camilla Fløjgaard har være en del af, viser fx, at mange vådområdeprojekter ender med ringe natur på grund af for meget næring. Derfor kræver gode biodiversitetsprojekter, at man genopretter naturlig næringsstatus, naturlig hydrologi og indfører græsning med store planteædere, hvis enge og moser skal blive artsrige igen.  

Alternativt kan naturlig tilgroning give en biodiversitetsgevinst på næringsrige arealer, hvor næringsfattig natur er urealistisk på kort sigt.  

Med andre ord er der flere muligheder for at bruge virkemidler, der kan øge biodiversiteten i forskellige typer af naturprojekter og dermed være med til at forhindre, at de gode intentioner for naturen ender i en negativ påvirkning på den samlede biodiversitet globalt.