Hvor ofte besøger du skoven i din fritid? Hvilke aktiviteter foretager du? Og hvordan kommer du derhen? Det er nogle af de spørgsmål, som Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet har stillet danskerne som en del af projektet “National befolkningsundersøgelse af danskernes friluftsliv”, der er udarbejdet for Naturstyrelsen.
Og det er ikke første gang, Københavns Universitet sender spørgsmålene ud til danskerne. Universitetet har nemlig udført nationale undersøgelser om befolkningens brug af og syn på skov og natur siden 1970’erne.
Tidligere er der gennemført undersøgelser i 1976-78, 1993-97 og 2007-08, som dermed kan danne grundlag for at se eventuelle udviklinger i skovenes betydning for befolkningens friluftsliv de seneste fire årtier – en vigtigt viden, der kan spille direkte ind i de kommende års skovpolitik, planlægning og forvaltning.

Undersøgelsen viser, at danskerne har været i skoven ca. 90 millioner gange i 2024. Antallet af skovbesøg faldt fra 1994 til 2008, men er nu steget med ca. 10 procent siden da. 88 procent svarer i undersøgelsen, at de har været i skoven i løbet af det seneste år, og det gennemsnitlige antal besøg er 36. Medianen – altså det ‘almindelige’ antal årlige skovbesøg – er dog noget lavere, nemlig 12.
Ikke overraskende viser undersøgelsen også, at corona-nedlukningerne havde betydning for omfanget af skovbesøg. 42 procent angav, at de havde haft flere skovbesøg under perioden end før, mens 13 procent angav, at de havde haft færre.
Lige mange svarer ja og nej i undersøgelse ift., om de er fortsat med at have flere besøg efterfølgende. Det tyder altså på, at corona-periodens skovbegejstring har haft en afsmittende effekt i retning af et øget antal skovbesøg i den efterfølgende periode.

Resultaterne kan dog ikke sige noget om det præcise omfang af de flere skovbesøg, eller hvor lang tid effekten vil fortsætte. Samtidig er knap 70 procent af gruppen med færre skovbesøg under corona ikke fortsat med at gå mindre i skoven, hvilket samlet giver flere besøg.
Gener i skoven
Selvom flere går mere i skoven nu end tidligere, oplever langt størstedelen ikke trængsel eller andre gener under besøgene. 85 procent svarer, at de havde en oplevelse af det senest besøgte skovområde som “absolut ikke overfyldt”, og ca. 1/5 svarer, at de slet ikke så andre gæster i skoven under deres seneste skovtur.
Kun under 2 procent havde en oplevelse af, at skoven var ekstremt overfyldt. Men selvom det er fine tal, er det alligevel en forværring af oplevelsen siden 2008. Her er der sket en signifikant forøgelse af skovgæster, der har oplevet trængsel i skoven, og tilsvarende er der sket et signifikant fald i andelen, der ikke har oplevet skoven som overfyldt.
Under 3 procent af skovgæsterne svarer, at de har følt sig generet af andre gæster – og for dem er det hundeluftere og cyklende, der oftest er generende. Lige over 3 procent har været generet af andet end de andre skovgæster, og her er de hyppigste svar affald, støj og myg. Alt i alt er danskerne dog meget glade for deres skovture.
Således svarer mere end 90 procent, at de er tilfredse med deres seneste skovbesøg, heraf er 53 procent meget tilfredse og 40 procent tilfredse. Det er en betydelig stigning i tilfredshed siden 2008, hvilket også understreges af et samtidigt markant fald i andelen, der er meget utilfredse med deres seneste skovbesøg.

Langt de fleste er også tilfredse med faciliteterne til rådighed i skoven. 80 procent svarer, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med friluftsfaciliteter som fx skovveje og -stier, P-pladser og borde eller bænke.
Transport til og i skoven
Af dem, der svarer, at de går uden for veje og stier, angiver over 60 procent, at det er under en fjerdedel af deres skovbesøg, der foregår her. De fleste forlader veje og stier for at “opleve naturen tættere på” (knap 40 procent), mens “se på dyr/planter”, “skyde genvej” og “samle bær/svampe” også er populære årsager.
Ikke overraskende er den hyppigste aktivitet i skoven at gå en tur med 60 procent af de deltagende i undersøgelsen. Herefter følger at opleve naturen, lufte hund og motionere. De fleste skovgæster svarer, at de holder sig til skovvejene og -stierne.
Knap 1/3 svarer, at de har bevæget sig uden for vej og sti under deres seneste skovbesøg – en uændret andel fra 2008 til 2024. I de private skove er det som bekendt kun tilladt for de besøgende at færdes på veje og stier, men da undersøgelsen gælder både statsskove og private skove er det ikke muligt at sige noget om, hvordan færdslen specifikt er i de private skove.
Men det er ikke kun populært at gå i skoven – mange går også til skoven. Stort set lige mange går eller løber hen til den besøgte skov og kører i bil, henholdsvis 42 og 44 procent. Det er en markant ændring fra 1970’erne, hvor 55 procent ankom i bil til skoven.
Det billede hænger også godt sammen med, at kortere afstand til skoven øger sandsynligheden for skovbesøg. Fx har personer med max 500 meter til nærmeste skov 4-5 gange flere skovbesøg end personer, der har over 3 km til nærmeste skov.
Kun omkring 12 procent svarer i undersøgelsen, at mangel på egnede skovområder forhindrer dem i at tage på skovtur lige så ofte, som de ønsker. Også ca. 12 procent mener, at mulighederne for naturoplevelser/aktiviteter ligger for langt væk og kommer derfor ikke i skoven lige så ofte, som de gerne ville.


