Det danske skovareal er vokset uafbrudt, siden vores daværende geheimestatsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow satte en banebrydende skovlov i kraft i 1805. Dengang var skovene så ødelagte, at kun små fire procent af Danmarks areal var skovdækket. I dag er skovarealet mangedoblet og udgør omkring 6000 km2. Denne store forøgelse skyldes særlig tilplantning af hede og klitter – en langvarig og besværlig genrejsning af fortidens skove.
Danmarks Naturfrednings Forening, miljøforskere og andet godtfolk har nu fået kig på disse plantager, og man er begyndt at rydde plantager for at genskabe hederne. Denne bevægelse hviler på den antagelse, at heder og klitter er den oprindelige natur. Det er forkert.
Ny forskning viser, at de nuværende heder og klitter oprindelig var dækket af skove, som i bronzealderen, jernalderen og middelalderen blev ødelagt ved overdreven hugst og kreaturgræsning. Og så kom sandet og lyngen. Det samme er tilfældet på Færøerne, Island og i dele af Grønland. Her findes i øvrigt gode muligheder for ved gentilplantning at skabe ny omfattende binding af CO2.
Urørt skov i fokus
I dag er den årlige danske udledning af CO2 ca. 35 millioner ton. De danske skove binder ca. 5,5 millioner ton. Men nu sker der noget.
Mange, som har overset, at drivhuseffekten er og bliver vores største problem, har påvirket vores socialdemokratiske regering og dens støttepartier, Enhedslisten, Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, til at udlægge store statslige skovstrækninger – 75.000 ha – som urørt skov, der ikke længere dyrkes, og hvorfra der ikke leveres gavntræ og brænde. Men er det klogt?
En af begrundelserne for urørt skov er, at man ønsker at fremme bestanden af store hjortedyr, men ser vi på bestandene af rådyr, dådyr og krondyr, er antallet steget meget i de senere år, og de vilde bestande af særligt de store hjorte er steget meget i det almindelige skovbrug. At de skulle stige mere i urørt skov, er der ikke noget, der tyder på.
Når det drejer sig om fuglene, ser vi det samme billede, hvilket viser, at det almindelige skovbrug muliggør store stigninger i sjældne fugles antal. At det skulle blive bedre i urørt skov, er der ikke noget, der tyder på.
Stor fejl ikke at bruge træ
Urørt skov vil sige skov, som ikke længere passes med udtynding og nyplantning. Her får de gamle træer lov til at gå ud og falde omkuld, og man bruger ikke det producerede skov. Her ligger en stor fejl. Dødt træ rådner og frigiver hermed CO2 i en mængde, der svarer til, hvad træerne har optaget under fotosyntesen, mens de levede.
Tilhængerne af urørt skov hævder, at urørt skov også vokser og dermed binder CO2. Det er rigtig, men atmosfærens indhold af CO2 ændres ikke, fordi træ fra urørt skov ikke bruges og dermed ikke fortrænger fossile brændstoffer. Resultatet er nul.
Når skoven dyrkes, tyndes træerne ligesom radisser, men de tilbagestående træer vokser lige så meget som før tyndingen. Har du femhundrede træer og fælder de hundrede, så vil de fire hundrede træer vokse lige så meget som de fem hundrede før. Det har skovbrugsforskningen påvist mange gange. Skove, der dyrkes og passes, producerer over dobbelt så meget træ som urørt skov. Det korte af det lange er, at ti ton CO2 pr. ha og år ikke bindes i urørt skov, men i skov, der passes.
Det har selvfølgelig stor betydning for drivhuseffekten, men hertil kommer, at Danmarks forsyning med brændsel er vanskeliggjort af krigen i Ukraine.
Hvad mon Dan Jørgensen, vores minister for klima, energi og forsyning, vil sige, når han erfarer, at 750.000 ton CO2 årligt ikke bliver bundet, og at brændselshugsten fra 75.000 ha skov ophører?
