Motiveret af ønsket om at gøre noget for de truede arter bliver den efterhånden årelange proces med at lægge statsskovene “urørt” nu til virkelighed.
Processen, der fortsat medfører intense diskussioner, er i høj grad påvirket af to grupper af forskere: Dels en gruppe forskere med speciale i biodiversitet, der flittigt har advokeret, at de danske “produktionsskove” er fattige på biodiversitet. Og dels en gruppe af miljøøkonomer, der i princippet er samfundets faglige garanter for den overordnede vægtning af de forskellige mål med skovforvaltningen.
I “Skoven” nr. 2 2020 skrev seks forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet et indlæg med en række udsagn om biodiversitet og skov. Heri advokerer de, at det samfundsøkonomisk er en god idé at ændre forvaltningen i en stor del af landets statsskove, og de er således eksponenter for den politik, der nu udmøntes.
Syv af artiklens påstande er her præsenteret og kommenteret med henblik på at rejse nogle af de spørgsmål, der fortsat synes uklare:
1) Høj skovproduktion og god beskyttelse af biodiversitet kan ikke gå hånd i hånd
2) Det mest omkostningseffektive middel til at beskytte truede arter er urørt skov
4) Både globalt og her i Danmark mister vi løbende arter i vores natur
6) Udtag af skovarealer er det mest omkostningseffektive for biodiversitetsbeskyttelsen
1) Høj skovproduktion og god beskyttelse af biodiversitet kan ikke gå hånd i hånd
Det første udsagn mangler den baggrundsviden, der forklarer hvorfor de ikke kan gå hånd i hånd.
Da både forstyrrelser og lys til skovbunden er efterspurgt af biodiversitetseksperterne, kan træfældningen isoleret set ikke være problemet. Forskellen må ligge i træartsvalget og i udtaget af træ, der påvirker den ofte påpegede mangel på dødt ved.
Men disse faktorer kan og bliver inddraget driften af en skov. Så hvad er der mere? Lad os få tydeliggjort, hvad i de forskellige driftsformer, -intensiviteter og -formål der påvirker biodiversiteten og hvordan.
Det kunne oplyse beslutningsgrundlaget og berige debatten i stedet for, at begrebet “produktionsskoven” primært anvendes som et sprogligt skræmmebillede, der skal få os til at forsage al drift og foretrække det “naturlige”.
Hvis det er “høj produktion”, man vil erstatte med “natur”, kan det undre, at netop statsskovene lægges urørte. For i disse skove har produktionen i årtier været nedtonet til fordel for et fokus på naturindhold og flersidighed.
I det lys må den relevante samfundsøkonomiske marginalbetragtning være, hvor meget ekstra biodiversitet vi reelt får ved at lægge de i forvejen biodiverse statsskove urørte. Dette resultat kan så sættes op mod, hvad vi måtte miste på andre områder, fx i forhold til økonomi, friluftsliv og mistet kulstofbinding.
2) Det mest omkostningseffektive middel til at beskytte truede arter er urørt skov
Udsagn nr. 2 virker intuitivt appellerende. Måske fordi man antager, at det “urørte” ikke er forbundet med nævneværdige omkostninger. Altså flere arter og mere natur, uden at det koster ret meget.
Men sådan er det ikke. For den urørte forvaltningsform koster også i form af hegn, dyr, tilsyn, veteranisering, undersøgelser, pleje, ekskursioner mv. Og vi ved vel først, hvad der er det mest omkostningseffektive middel, når vi ved mere om, hvad det urørte i den hegnede husdyrsform reelt medfører af biodiversitet.
Spørgsmålet er naturligvis, mens vi afventer relevante data til dette regnestykke, om der kunne være fornuft i at slå et lidt mindre brød op, så vi ikke spiller så højt spil med de folkekære statsskove.
3) Naturindholdet kan øges på produktionsarealer i skoven ved forskellige tiltag, men vil alene være et nyttigt supplement til urørt skov
Visse biologer ville nok til udsagn 3 tilføje, at alt andet end helt urørt er staffage i det misforståede produktionsregi. Men hvorfor egentlig det?
Med hensyn til naturhindholdet på drevne arealer er der velkendte publicerede undersøgelser fra fx Tyskland, der når frem til, at naturindholdet kan blive mindst lige så højt i drevne skove. Hvorfor er det ikke tilfældet i Danmark?
Og hvorfor er det kun et supplement? Altså hvad er det, som gør, at biodiversiteten kun kan blomstre fuldt ud i den foreslåede version af det “urørte”, som jo i virkeligheden kræver en del berøring i form af hegning, veteranisering, fældning, udsætning af dyr mv. Her ville det være en stor hjælp med nogle “miljøøkonomiske simuleringer”, der kan illustrere, hvor meget vi vinder og taber ved forskellige scenarier.
For vi er vel nødt til – selvom nogle nok finder det kættersk – at kunne svare på, hvad vi vil med biodiversiteten, og til hvilken pris vi vil forfølge den. På sigt er det ikke nok bare at lade sig rive med af begrebets tilsyneladende store intuitive appel.
4) Både globalt og her i Danmark mister vi løbende arter i vores natur
Dette 4. udsagn hører vi ofte i naturdebatten, særligt i den mere dramatiserede version: “Vi taber arter som aldrig før”.
Men kigger man nærmere i de rødlistetal, som universiteterne selv udgiver, og korrigerer for de lidt finurlige metodiske teknikker, fx introduktionen af den ifølge IUCN ureglementerede kategori “rødlistede arter”, vil man se, at udviklingen ikke er så dramatisk.
Vi taber i Danmark ikke arter med voldsom hast. Tværtimod, lyder det fra flere forskere, er en del arter på vej tilbage, formentlig som følge af de naturinitiativer, der blev igangsat fra 1990’erne i kølvandet på ændringen af skovloven i 1989 og biodiversitetskonventionens fødsel.
Set med samfundsbriller er det ærgerligt, hvis debatten “radikaliseres”, fordi pressens foretrukne “drama queens” får lov til at reducere en relevant problemstilling til et frygtspil. Det reducerer nemlig borgerne til lidt uvidende “pavlovske” forbrugere af denne frygtporno og gavner ikke samfundet nær så meget, som den gavner gruppen af “drama queens”.
5) Hvis vi skal stoppe biodiversitetstabet, skal der gives plads til naturen på arealer, hvor beskyttelsen af biodiversitet er hovedformålet
Ifølge det femte udsagn er der enighed i forskningen om, at naturen skal have plads, og biodiversitet skal være hovedformålet. Produktionen må vige, så de mange naturlige levesteder, der er gået tabt på produktionsarealerne, kan genskabes.
Et udsagn som “at give plads til naturen” har igen stor intuitiv appel i et vestligt overflodssamfund som vores. Men hvad betyder det reelt? Hvilken produktion skal vige, og hvad betyder det i praksis at gøre biodiversitet til hovedformålet?
For at kunne komme svarene på dette nærmere ville det igen være nyttigt med konkret information fra forskerne om, hvordan de forskellige faktorer som produktion, forstyrrelse, hegning mv. spiller ind på hinanden.
Præsenteres kun det sort-hvide narrativ, hvor valget står mellem ekstremerne “høj produktion” og “urørt skov”, overser man formentlig mange af de forvaltningsgråtoner på spektret, der kunne skabe velafvejede løsninger.
I forhold til udsagnet om “at give plads” er der også noget ved den retoriske forfølgelse af “skovbruget”, der kan undre.
Naturen – og dermed biodiversiteten – er ikke fortrængt af skovene. Den er fortrængt af mennesket gennem industrialisering, byudvikling, veje, landbrug mv.
En søgning i rødlistetallene viser, at den overvejende del af de arter, der over tid er uddøde i Danmark, faktisk er arter tilknyttet det åbne land. Altså ikke skovarter. Og skovene er fortsat de mest artsrige dele af landskabet i vores verden.
Om arterne i skovene så er der på grund af eller på trods af den hidtidige skovforvaltning, kan og skal man naturligvis undersøge og diskutere. Men det virker useriøst konstant at sælge et fortegnet “højproduktionsbillede” af det danske skovbrug til offentligheden. Dette har aldrig eksisteret over det hele og er mange steder – ikke mindst i statens skove – forladt for årtier siden til fordel for en forvaltning, der i langt højere grad tilgodeser natur og friluftsliv.
Samtidigt er det svært at forestille sig en verden, hvor produktionen ikke indgår i ligningen. Samfundsudfordringen er naturligvis at mestre produktionen, så den bliver bæredygtig. At skabe aflad med billeder, der spoler os tilbage til jæger-samler-livsstilen, kan have en kortsigtet virkning, men synes naiv på længere sigt.
Træ er fortsat et af verdens mest bæredygtige materialer. Og når det kan produceres samtidigt med, at skoven benyttes til friluftsliv, kulstofbinding, biodiversitet og meget andet, hvorfor så gå all in på “naturmuseer”?
I det lys ville det være nyttigt, hvis eksperterne – i stedet for den lidt følelsesbaserede hetz mod skovdriften – kunne rette indsatsen mod at forbedre den vestlige forbrugerlivsstil, som reelt er “fortrængeren” af naturen, og dermed bidrage til at opnå bæredygtighed.
6) Udtag af skovarealer er det mest omkostningseffektive for biodiversitetsbeskyttelsen
Udsagnet hviler på den logik, der populært kaldes “brandmandens lov”: At man, når tingene brænder, skal redde det mest værdifulde først. Og i Danmark, som historisk er et skovland, er flest arter tilknyttet skovene.
Skovene er altså genetisk og historisk biodiversitetens “P. S. Krøyer-maleri”, der ved Børsens brand var noget af det vigtigste at redde ud af branden.
Samtidigt er omkostningerne mindre ved at ofre skovbruget, fordi afkastet fra herfra er mindre end fra landbrug.
Spørgsmålet, når brandmandens lov bringes i spil, er naturligvis, hvor det brænder, og hvad der brænder. For når vi allerede i årtier i statsskovene har været på vej væk fra den intensive træproduktion, er der måske ikke brand af en størrelse, der gør det nødvendigt med stor ståhej.
Ville det ikke være en fordel i ro og mag, i et samarbejde mellem forskere og praktikere og med behørig inddragelse af borgerne at finde ud af, hvordan forvaltningen af statens skoven kan optimeres?
Det er, som om nogle af de aktører, der puster til gløderne, også næres af branden, fordi dramaet netop gør dem til de brandmænd, der “heroisk” kan træde til og redde det, der ligger dem selv på hjerte.
Med hensyn til udsagnet om, at skoven må stå for, fordi afkastet fra skov er lavere end fra landbrug, kommer man til at tænke på, om alle relevante værdibegreber bliver inddraget i regnestykket. Miljøøkonomien er vel netop kendetegnet ved foruden markedsafkastet at indregne de goder, der ikke prissættes på et marked, tillige med en værdisætning af aktiver og eksternaliteter.
Og koger man på uakademisk, jysk facon samfundet ned til en husholdningsøkonomi, kan man sagtens se idéen i både at kunne producere noget mad og have adgang til træ. Livet er ikke komplet uden både mad og husly. Sektorerne komplementerer altså hinanden i virkelighedens verden.
7) Der er tilstrækkelig viden til på et oplyst grundlag at tage fat på en større omkostningseffektiv indsat til gavn for de truede arter og deres levesteder
Det syvende og sidste udsagn bringer os tilbage til start. For hvis udlægningen af størstedelen af statens skove som “urørte” er besluttet på et sådant “oplyst og omkostningseffektivt” grundlag, burde det lægges frem, så alle dem, der endnu ikke har forstået beslutningerne om de meget markante ændringer i skov- og naturpolitikken, kan oplyses.
Findes grundlaget og ligeledes svarene på de her rejste spørgsmål ikke, sår det naturligvis en alvorlig tvivl om beslutningernes bæredygtighed. Det burde medføre en anden runde af overvejelser, hvor det oplyste grundlag bliver tilvejebragt i et samarbejde mellem de praktikere og de forskere, der er i stand til at se skoven for bare politisk drama.
