”Esben Møller Madsen er faret vild i Skovbogen og klassisk skovdrifts business as usual”

”Skovbogen” handler ikke om plukhugst – men om hvordan nye skove bedst tjener samfundet på flest mulige parametre. Derfor er Esben Møller Madsen på afveje i sine ”kritiske kommentarer til Skovbogen”, hvor han bl.a. kritiserer bogen for at være et ideologisk indspark, svarer forfatterne til bogen i debatindlægget her.

Skovbogen handler ikke om driftsformen plukhugst - som blot er et kuriosum fra Schweiz. Den handler derimod om, hvordan Danmarks fremtidige skove skal se ud for at gavne samfundet på flest mulige parametre, lyder det i debatindlægget her fra forfatterne til bogen. Foto: Colourbox

Det var en grænseoverskridende oplevelse at læse Esben Møller Madsens debatindlæg “Facade uden grundmur – kritiske kommentarer til Skovbogen”.

Om debattørerne

Jørgen Bo Larsen og Jørgen Nimb Lassen er forfattere til Skovbogen, som udkom sidste år.

J. Bo Larsen er professor emeritus ved IGN på Københavns Universitet.

J. Nimb Lassen er projektchef ved Vesterskoven I/S og tidligere chefkonsulent hos Klimaskovfonden.

Ud over at forsøge et karaktermord på Skovbogen, bidrager han til at cementere det vrangbillede, som mange naturinteresserede har af dansk skovbrug og dens udøvere. Noget skovbruget på ingen måde har behov for, nu hvor skoven har fået en enestående samfundsmæssig og politisk bevågenhed som det centrale naturbaserede virkemiddel til løsning af tidens klima-, miljø- og biodiversitetskriser.

Hvis Esben Møller Madsen blot havde læst undertitlen ”Nye skove – hvorfor, hvor og hvordan”, så ville han have forstået, at Skovbogen ikke er ”den ultimative bog om skovdyrkning”, men i stedet handler om, hvordan nye lokalitetstilpassede skove kan bidrage til den grønne omstilling i kampen mod klimaforandringer, biodiversitetskrise, vandmiljøforurening, forsyningsudfordringer.

Debatindlægget behandler således ikke Skovbogens indhold eller budskaber, men er en kamp mod begrebet ”naturnær plukhugst”, som Esben i vid udstrækning selv har opfundet og udtænkt som skræmmebillede og omdrejningspunkt i naturnær skovdrift. Han bruger herefter resten af debatindlægget på at skyde sit eget skræmmebillede ned. Og ikke mindst hans ”tabsberegning” og brug af kilder viser, at han ikke har forstået hverken principperne i naturnær skovdrift eller de udfordringer og muligheder skovene står overfor. Tydeligvis sidder han fortsat uhjælpeligt fast i den klassiske skovdrifts ’business as usual’-selvtilstrækkelighed.

Indfører ikke plukhugst ad bagvejen

Esben Møller Madsen hævder, at vi med Skovbogen ”fører plukhugst ind ad bagvejen”, et polemisk postulat som er fuldstændigt grundløst. Ja, et af de få steder, hvor Skovbogen konkret omtaler ”plukhugst”, er i det generelle kapitel om skovdyrkningssystemer (kap. 12). Her beskrives plukhugst som en stramt styret driftsform, der er udviklet i Schweiz for at skabe stabile beskyttelsesskove mod bl.a. laviner og stenskred, hvilket kræver stor indsigt og ”fingerspitzengefühl”.

Plukhugst er derfor mest et kuriosum og bliver hverken i Skovbogen eller andetsteds anbefalet som drivkraft i dansk naturnær skovdrift. Den er et virkemiddel blandt flere, som kun med stor dygtighed og lokalitetsbestemt omtanke kan indgå i naturnær skovdrift, hvor anbefalingerne i øvrigt fortrinsvist er gruppe-/holme-/mosaikvis drift. Vi skriver således specifikt (s. 289), at ”afskovning af mindre flader (op til 2 ha) vil kunne finde anvendelse inden for et sådant systems ”naturlighed” i Danmark”.

Men det afholder åbenbart ikke Esben Møller Madsen i at skamride Skovbogen i sit felttog mod sin feberfantasi ”naturnær plukhugst”. Fantasterier, som fremkalder mindelser om Don Quixotes kamp mod vejrmøllerne.

Esben Møller Madsen bringer samtidigt et til lejligheden opfundet bud på de økonomiske konsekvenser, som den ”naturnære plukhugst” efter hans mening skulle medføre i sammenligning med en mere klassisk dyrkningsmodel. Han bruger beregningen til at postulere, at vi ikke har styr på fundamentet. Men da bogen jo slet ikke beskæftiger sig med naturnær plukhugst, vil vi blot henvise til jordværdiberegningerne for de forskellige skovrejsningsscenarier, der bringes i bogens kap. 11.

Disse scenarier ligger til grund for vores skøn over seks forskellige skovtypers gennemsnitlige jordværdier, der netop er sammensat ud fra de forskellige skovrejsningsscenarier, som kyndige forskere har beregnet. Resultatet er baseret på rent driftsøkonomiske kalkuler og uden muligheder for andre indtægter, f.eks. fra jagt. Kalkulerne viser, at den intensive plantage-mosaikskov har højest jordværdi, efterfulgt af klassisk og naturnær skovdrift. Urørt skov og rewildet græsningsskov giver derimod negativ jordværdi. Det er derfor svært at se den store uenighed med Esben Møller Madsens regneeksempel, som han ellers ihærdigt prøver at fremmane.

Vi gør det dog samtidig klart, at risikoen for kalamiteter, herunder insektangreb, brand og stormfald ikke er alt andet lige – men derimod er stigende ved intensiv og klassisk skovdrift. Derfor skal man være ekstremt påpasselig med ensidigt at gå den vej, da store dele af overskuddet (og mere til) risikerer at gå til i takt med et forventet vildere, vådere og varmere klima.  

Ud over CO2-effekten står virksomheder på spring for at finansiere biodiversitet i skov. Derfor skal skovene levere på flere parametre end kun træproduktion, skriver forfatterne som svar til Esben Møller Madsen. Foto: Colourbox

Ensidigt fokus på træproduktion

Som eksempel på, hvad vi fremover kan forvente af det klassiske plantageskovbrug, kan nævnes de omfattende skader i ensaldrende rødgranbevoksninger i Tyskland, Tjekkiet og Østrig (som i nogle regioner er over 50 procent) som følge af tørken i 2017 og 2018 med derpå følgende billeangreb. Skader, som har ændret skovene i disse regioner fra at være netto-optagere af CO2 til at blive netto-udledere og således gå fra at være ”klimadukse” til at bidrage til yderligere drivhusgasbelastning af atmosfæren for ikke at tale om enorme produktionsøkonomiske tab.

I sit ensidige fokus på træproduktion udviser Esben Møller Madsen desuden en manglende forståelse for, hvad ”pragmatisk” naturnær drift faktisk indebærer af privat- og samfundsøkonomiske muligheder.

I et af Skovbogens centrale kapitler analyserer og sammenligner vi således en række forskellige skovtype-skovrejsningsscenarier – fra urørt skov og græsningsskov over forskellige naturnære driftsformer til klassisk og intensiv mosaik/plantageskov med hensyn til deres potentielle samfundsmæssige værdi ift. de forskellige skovtypers leveringer på forskellige økosystemtjenester. Og vi behandler herunder også stabiliteten/resiliensen i relation til øget naturnærhed i driften, og hvordan de mere naturnære og urørte driftssystemer kan understøtte vigtige økosystemfunktioner som fx CO2-lagring, fremme af biodiversitet, beskyttelse af grundvand/vandmiljø og understøttelse af fritid og friluftsliv.

De er vigtige at medtage, da skovejere fremover vil kunne gøre disse tjenester til en forretning i takt med, at et marked opstår. Det er allerede på trapperne eller i fuld gang med at blive udviklet. Fra årsskiftet 2024 trådte EU’s CSR-direktiv og krav om ESG-rapportering således i kraft for de største virksomheder i EU. Det betyder, at virksomheder med flere end 500 medarbejdere nu skal rapportere på flere bæredygtighedsparametre, herunder virksomhedernes påvirkning af biodiversitet, klima, miljø og sundhed. Fra 2026 gælder kravet for alle børsnoterede virksomheder og virksomheder i regnskabsklasse D og C-stor, mens standarden er frivillig for små og mellemstore ikke-børsnoterede virksomheder.

På grund af kravene er virksomheder i stigende grad bevidste om deres aftryk på bl.a. klima, biodiversitet, miljø og friluftsliv. Herunder også værdien i at styrke virksomhedens grønne profil ved at finansiere grønne initiativer, som ofte kræver adgang til jord og skov. Skovrejsning er her en oplagt mulighed, men også eksisterende gammel skov. Skove kan med snilde og omhu udvikles til at levere sådanne alternative økosystemtjenester – også i højere grad end de allerede gør. Det gælder ikke mindst mht. klima, natur og biodiversitet.

Virksomheder er da også i fuld gang med finansiering af sådanne grønne initiativer, bl.a. gennem køb af CO2-bidrag gennem skovrejsning. De efterspørger især klimarobuste og artsrige blandingsskove, hvor der er sikkerhed for og styr på de nye skoves langsigtede klimaeffekt. Denne effekt omhandler især CO2-lagring i selve skoven, men omfatter også indirekte CO2-substitution ved brug af træ bl.a. i holdbare konstruktioner. Træets samlede substitutionseffekt er dog mere kompleks at håndtere end CO2-lagring i skov, da den ift. i dag har en faldende tendens. Dette fald sker i takt med samfundets grønne omstilling og virksomheders dybe reduktioner i egne værdikæder.

Modsat hvad Esben Møller Madsen giver indtryk af, medtager vi dog for sammenligningens skyld begge dele i vores skovtype-skovrejsningsscenarier, idet substitutionseffekten er sat til 0.5 over en 100-årig skovopbygningsperiode. Derved placeres skovtyperne på følgende vis ift. deres samlede klimaeffekt: Naturnær skov, intensiv og klassisk plantage-mosaikskov. Dernæst følger urørt skov og lavest græsningsskov, da disse skovtyper ofte sker som følge af langsom naturlig tilgroning. Over 200-300 år vil urørt skov dog bevæge sig i front, da urørte skove over meget lang tid vil være i stand til at lagre endog meget store mængder CO2 i både jord, levende og død biomasse. Også mere end hvad substitutionseffekten fra dyrket skov vil være i stand til at kompensere for, idet denne forventes at være tæt på nul efter den 100-årige beregningsperiode.

På grund af nye krav fra EU er virksomheder i stigende grad bevidste om deres aftryk på blandt andet klima, biodiversitet, miljø og friluftsliv, pointerer debattørerne. Foto: Colourbox

Høj samfundsværdi i urørte og naturnære skove

Ud over CO2-effekten står virksomheder desuden på spring ift. finansiering af biodiversitet. Ikke mindst som følge af implementeringen af EU’s omtalte CSR-direktiv og ESG-krav. Derfor vil de også være på udkig efter at blive ”nature positive” på en troværdig og målbar måde uden risiko for greenwashing. Fremtrædende biodiversitetsforskere peger her især på græssede og urørte skovtyper, men også på certificerede skove, hvor ikke mindst disses biodiversitetsarealer er interessante. Særligt hvis disse arealer beskyttes samt er mål- og dokumenterbare. Dette er der faktisk ret stor enighed om til trods for den fortsat udbredte mangel på sammenlignelige baselinestudier og følgeforskning. Her duer det ikke, at Esben Møller Madsen bygger sin modstand mod uensaldrende skov på enkelte kilder som Schall et al., der til trods for Esben Møller Madsens udsagn om det modsatte, også er medtaget i Skovbogen. Men dog kun som én af mange kilder og for at komme godt rundt om alle de behandlede skovtyper (kap. 11).

Samfundsværdien ved biodiversiteten og potentielt set også virksomhedsfinansieringen vurderes derfor højere i urørte og naturnære skovtyper end i de mere klassiske ensaldrende og ensartede skovtyper. Hvilket igen mere end kompenserer for de potentielle produktionstab, der følger af mere naturskånsom eller ingen drift. Det gælder ikke mindst velplacerede, strengt beskyttede urørte og rewildede skove. Men dernæst også certificerede, ekstensivt dyrkede, naturnære skove med højt indhold af beskyttede biodiversitetsarealer (30 procent).

Grundvand og vandmiljø er ligeledes interessante, bl.a. for vandselskaber, der længe har stået klar med finansiering til beskyttelse af grundvandet og vandmiljøet. Også her skal skoven placeres de rigtige steder, opbygges med de rigtige træer og driftes på miljøskånsom vis. Vandselskaber er derfor også villige til at investere i skovrejsning på de beskyttelsesfordrede vandindvindingsområder, hvis det kombineres med krav om fredsskovspligt og afkald på pesticider og andre hjælpestoffer. De kan også sætte krav om begrænset eller ingen brug af nåletræer samt om opbygning af lysåben løvskov. Hertil kommer en ekstra betalingsvilje for begrænsning af nitratudvaskning til vandmiljøet, som også knytter sig til udtagning af landbrug og omlægning til nye skove og urørt natur på de rigtige steder.

Med hensyn til fritid og friluftsliv har betalingsvilligheden for nye skove med publikum-adgang længe været til stede. Den retter sig især mod kommuner med lille skovprocent og/eller stort befolkningsopland. Her gælder præferencerne ligeledes urørte og naturnære blandingsskovtyper frem for intensive og klassisk drevne plantage-mosaikskove. De anses simpelthen ikke varierede og spændende nok. Danskerne foretrækker således skove, hvor aldre, arter, drift og oplevelsesværdier varierer og er især villige til at betale for dem, når de er placeret bynært og med gode adgangs- og naturoplevelsesforhold.

De samfundsøkonomiske refleksioner over de forskellige skovrejsningsscenarier i Skovbogen viser samlet en betydelig akkumulerende samfundsøkonomisk værdi ved stort set alle skovtyper i forhold til fortsat industrilandbrug. Det kræver bare, at det sker på de mest marginale, sårbare og udsatte landbrugsjorde, svarende til op mod en tredjedel af landbrugsarealet. Det er vel også i erkendelse af disse samfundsøkonomiske gevinster statens tilskud til skovrejsning for nylig er blevet sat op til 92.000 kr./ha. Vores analyser viser dog, at endnu højere tilskud vil kunne retfærdiggøres ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel.

Skovbogen demonstrerer således, at skovrejsning udgør en af de lavest hængende frugter i vores stræben efter CO2-neutralitet samt grundvands-, miljø- og biodiversitetsbeskyttelse. Og afhængig af driftsformål og ejerskab vil alle opstillede skovrejsningsscenarier kunne finde anvendelse – inklusiv den intensive og klassiske plantage-mosaikskov. Der skal selvfølgeligt også være plads til klassiske skovdyrkningspraktikere og skovejere, i den udstrækning de definerer driftsformålet tilsvarende snævert, er tilstrækkeligt risikovillige og desuden ikke forventer at kunne få aflønning for andre økosystemtjenester end ved salg af træ.  

Skovbogen skal bygge bro – ikke det modsatte

Hvis indsatsen udelukkende målrettes de intensive eller klassisk drevne skovtyper, kan man dog ikke forvente, at alle øvrige tjenester leveres som sideeffekter på samme høje niveau. Her er det især naturnære og urørte skovtyper, som samlet vægtes højest, fordi de muliggør størst synergi mellem flere vigtige og betalingsvillige tjenester. For de naturnære skovtypers vedkommende endda uden at det nødvendigvis sker på bekostning af al træproduktion og den grønne (bioøkonomiske) omstilling.

Skovbogen skal bygge bro mellem skovens forskellige interessenter og aktører, lyder det. Foto: Colourbox

Til slut et lille suk på det personlige plan: Bogens brede fokus er tænkt som et fagligt grundlag for at kunne diskutere og ikke mindst bygge bro mellem skovens forskellige interessenter, deres faglighed og forståelser, så praktikere kan handle på et oplyst grundlag og politikere bidrage med langsigtede holdbare løsninger. En forudsætning for dette er dog, at aktørerne accepterer denne præmis og ønsker fordomsfri dialog.

I bevidstheden om Esben Møller Madsens stærke debat-iver og ofte polemiske tilgang til alternative skovdriftsmetoder inviterede vi ham til en indledende dialog – og forærede ham endda et eksemplar af Skovbogen, hvor vi i et ønske om at minimere misforståelser opfordrede til en afklarende dialog inden han fór i blækhuset. Det blev således aftalt. Så stor var vores forbløffelse, da vi helt uforberedt bliver konfronteret med hans polemiske svada. Dette tillidssvigt tjener intet fagligt formål, bidrager til kun konfliktoptrapning og er på det personlige plan sårende.