Direktøren i Dansk Skovforening, Anders Frandsen, udtaler i en nyhedsartikel på foreningens hjemmeside, at han er betænkelig ved at bruge IUCN’s definition for beskyttet natur i en dansk sammenhæng. Han mener, at de kriterier, som den internationale definition bygger på, kan lede til en undervurdering af, hvor meget natur vi egentlig har i Danmark, og som kan etableres med Den Grønne Trepart. Anders Frandsens indlæg var en opfølgning på vores indlæg i Altinget Miljø.
Spørgsmålet om, hvad beskyttet natur egentlig er, er igen blevet højaktuelt. Den nye regering har i sit regeringsgrundlag fremsat et ønske om en natur- og biodiversitetslov med mål om, at 30 % af Danmarks areal skal være beskyttet natur – heraf 10 % strengt beskyttet. Den forrige regering lovede også en ny lov. Det glippede – og ambitionerne var lavere: 20 % beskyttet natur og intet mål for strengt beskyttet natur.
Denne gang er procenterne på linje med EU’s fælles mål for 2030. Og mindst lige så vigtigt: regeringen efterspørger ”nye, fagligt definerede definitioner” på, hvad beskyttet natur egentlig er. For det er langt fra et let spørgsmål. Hvornår er et naturområde reelt beskyttet – og ikke blot beskyttet på papiret?
Vi har som medlemmer af IUCN’s World Commission on Protected Areas (WCPA) siden 2018 arbejdet med IUCN’s kriterier i en dansk kontekst. Vi har gennemgået mere end 2.000 beskyttede områder, herunder fredninger, vildtreservater, Natura 2000-områder, nationalparker mv. IUCN’s kriterier er ikke mere skrappe end, at mange beskyttede områder i dag opfylder dem – og Anders Frandsen burde derfor ikke have grund til bekymring.
Da vi i 2018 bidrog til en analyse for Miljøstyrelsen, medførte det ganske vist en reduktion af antallet af fredninger, der kan indberettes til FN og EU. Men det var forventeligt, da mange fredninger ikke sigter på naturbeskyttelse, men på at bevare udsigter, fortidsminder eller muligheder for friluftsliv. Gravhøje, parker og produktionsskove kan ikke anerkendes som beskyttet natur, uanset om de er pålagt en fredning – og det bør de heller ikke. Dertil kommer, at mange fredninger er utidssvarende i deres beskrivelser af formål. Et forbud mod naturpleje i fredningsbestemmelserne sikrer eksempelvis ikke bevarelsen af et hedeområde – tværtimod.
I IUCN’s definition er det et krav, at den nødvendige forvaltning af naturen varetages – typisk beskrevet i en pleje- eller driftsplan. Men definitionen er ikke rigid. Ved mindre arealer kan naturplejen dokumenteres på andre måder, og arealer henlagt som urørt natur behøver ikke dokumentation for naturpleje. Anders Frandsen frygter, at ”hvis bureaukratiet overstiger indsatsen, kommer vi aldrig i mål”. Men det er en overreaktion, for IUCN’s definition tager allerede højde for, at dokumentationsbehovet varierer med arealets karakter og størrelse. Ikke desto mindre er det grundlæggende nødvendigt at kunne dokumentere forvaltningen og beskyttelsen af sårbar natur.Uden den er der intet værn mod, at naturarealer bebygges, træer fældes, vandløb og søer misligholdes, eller at naturværdierne på anden måde forringes.
Der findes ikke, som Anders Frandsen hævder, et krav om, at områder skal have en høj HNV-værdi (High Nature Value) for at tælle med som beskyttet natur – fx ved udlægning til urørt skov. Men vi har brugt HNV-værdien som et nyttigt redskab til at screene områdernes naturkvalitet, og vurdere om de har været vedligeholdt eller har opnået nye naturværdier, når de har været beskyttet i længere tid. Har fx en ældre fredning i dag lave HNV-værdier, er det et tegn på, at naturen reelt ikke er blevet plejet eller forvaltet godt nok til trods for fredningen, hvorfor beskyttelsen har været utilstrækkelig.
Endelig rummer IUCN’s definition også plads til, at der inden for et beskyttet naturområde kan være mindre dele, der ikke opfylder alle kriterier. Det kan fx være overnatnings- og besøgsfaciliteter eller mindre opdyrkede arealer. Er formålet at beskytte et samlet landskab, kan der ligeledes accepteres en vis beboelse, driftsbygninger og vejanlæg inden for området.
Kort sagt mener vi ikke, at der er noget at være bekymret over ved at bruge IUCN’s internationale definition for beskyttet natur – hverken i arbejdet med Den Grønne Trepart eller i den bredere indsats for at bevare og genoprette naturen i Danmark. Definitionen giver mulighed for at sammenligne os med andre lande og sikrer, at vi ikke skal genopfinde den dybe tallerken, men kan anvende en internationalt anerkendt metode i forvaltningen af vores fælles naturarv.
Læs replik af Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening, her.
