”Vi synes, det er spændende at udvikle mere bæredygtigt byggeri. Og det er jo noget, der generelt bliver snakket meget om, men som der måske ikke bliver handlet helt så meget på.”
Sådan siger Henrik Kjærgaard-Phillipsen. Han er direktør og partner i projektudviklingsselskabet Kilden & Hindby, der står bag byggeriet TRÆ. Det 78 meter høje kontorhus har træ som gennemgående byggemateriale og stod færdigt 1. november 2024 på Sydhavnen i Aarhus.
Men selvom projektudvikleren mener, at der i dag bliver talt meget om bæredygtighed og gjort for lidt, erkender han også, at Kilden & Hindby tidligere er faldet i samme fælde.
“Vi har haft bygget med forskellige certificeringsordninger i byggeriet, og vi fik også selv engang et guldstempel i bæredygtighed. Men når jeg ser tilbage, undrer jeg mig faktisk over, hvad vi fik det for – vi havde jo slet ikke ændret noget på materialesiden,” siger Henrik Kjærgaard-Phillipsen.
Men hvis klimaaftrykket skal sænkes, er det nødvendigt at ændre materialevalget, der i den danske byggesektor traditionelt består af stål, beton og tegl. Det forklarer Torben Valdbjørn Rasmussen, der er seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) ved Aalborg Universitet, ifølge Videnscenteret Bolius:
”Vi har en byggeskik, hvor der er en meget stor klimabelastning fra vores byggeri. Og det er helt unødvendigt. I dag bygger vi rigtig meget med tegl, stål og beton, men vi kan mange steder erstatte de energitunge materialer med andre materialer, der har en meget lavere klimabelastning, når de bliver produceret.”
Vision: 20 etager i træ!
Et anderledes materialevalg var netop visionen for Kilden & Hindby, der i 2019 kom på idéen om at bygge et 20-etagers højhus i træ. Projektudvikleren, der står bag andre større byggerier som Lighthouse i Århus Ø, fik hurtigt kontakt til Anders Lendager, direktør i arkitektfirmaet Lendager Group.
”Han havde en masse gode idéer og erfaring fra andre byggerier,” fortæller Henrik Kjærgaard-Phillipsen og tilføjer, at projektet ikke ville være muligt uden PFA Ejendomme, der er investor og bygherre på projektet.
”Så vi kastede os ud i det her projekt og prøvede at forstå, hvordan man bygger højt i træ, og hvad der kan lade sig gøre. Her var især Anders god til at oplære os, og generelt har vi været gode til at udfordre hinanden og være visionære med det her projekt.”
Men er det ikke sværere at bygge højt i træ?
”Det tror jeg egentlig ikke, det er. Vi har bare ikke tradition for det herhjemme, så der er en hel branche, der lige skal lære det først – det var i hvert fald ikke noget, jeg blev undervist i som bygningskonstruktør. Men for mig at se kan vi lige så godt bygge i træ som beton,” svarer projektudvikleren.
Myndigheder kan spænde ben
Byggeriet TRÆ er blevet til gennem tæt samarbejde med Århus Kommune, der har udvist tillid og fleksibilitet i processen, fortæller Henrik Kjærgaard-Phillipsen, der er direktør og partner i ejendomsudviklingsselskabet Kilden & Hindby.
“Vi kunne ikke på forhånd vise, hvordan fx facaden præcist ville se ud – så det har både krævet tålmodighed og åbenhed fra kommunens side at nikke til vores skitser på forhånd.”
Kommunens støtte og løbende workshops var afgørende, mener han, men fremhæver, at det kan blive en udfordring for lignende projekter andre steder, hvis myndighederne ikke er villige til samme dialog her.
“Havde Århus Kommune ageret helt traditionelt, ville projektet være strandet. Uden den nødvendige fleksibilitet kan projekter blive sat på pause, mens vi sikrer materialer og søger godkendelser, og det skaber bare en masse usikkerhed, som der ikke er ret mange bygherrer, der vil være med til.”
Henrik Kjærgaard-Phillipsen opfordrer derfor til at revurdere de traditionelle godkendelsesprocesser, for at gøre det nemmere at anvende genbrugsmaterialer i større byggeprojekter.
“TRÆ viser, at man sagtens kan bygge smukt med genbrug,” konkluderer han.
“Men det skal også være en god forretning at bygge bæredygtigt. Og hvis myndighederne bliver en modstander, kan det være dråben, der får et projekt til at falde.”
For at lære mere om, hvordan højhuse bygges i træ, har Kilden & Hindby skelet til andre lande, der har større tradition for at bygge med skovens materiale. Det gælder bl.a. Østrig, Norge og Sverige.
”Vi var nødt til at hente noget viden ind fra dem, fordi den ikke rigtigt eksisterede herhjemme,” pointerer Henrik Kjærgaard-Phillipsen.
Han erkender dog, at der er visse udfordringer ved at bygge i træ. Træ lydisolerer fx ikke lige så godt som beton, og det er en udfordring i adskillelsen mellem etagerne, der i TRÆ består af såkaldte CLT-elementer (Cross Laminated Timber) – krydslamineret træ, der er samlet i hele moduler. Problemet med disse elementers begrænsede lydisolering har andre bygherrer løst ved at supplere med beton ovenpå træet, fortæller han.
”Men det ville vi ikke. Det kan simpelthen ikke passe, tænkte vi. Så der har vi i stedet fundet en gipsløsning, der har hjulpet os i mål med lydisoleringen på en mere bæredygtig måde.”
En anden svaghed ved træ er fugt, der af mange bliver betragtet som naturmaterialets værste fjende, fordi det giver svampe gode betingelser for at nedbryde veddet. Det er især en udfordring under byggeperioden, hvor alt skal være overdækket for at sikre fremtidig sundhed af bl.a. de limtræssøjler, der udgør den bærende konstruktion i det 78 meter høje træhus. Og så er der risikoen for brand. I modsætning til beton og stål er træ nemlig et brandbart materiale, og derfor kan risikoen for brand stige, når der bygges i træ. Det medfører også nogle benspænd. Fx består trappekernerne i TRÆ af beton, hvilket skyldes hensyn til brandsikkerhed og stabilitet. Og selvom drømmen var at beklæde bygningen med træ, måtte også denne del erstattes med et andet materiale.
”Vi ville selvfølgelig rigtig gerne have beklædt TRÆ med træ. Det siger næsten sig selv. Og vi var faktisk også rigtig langt i processen – men vi kunne ikke komme i mål med brandsikkerheden,” fortæller han.
Træbeklædning kan imprægneres med brandhæmmende midler, og det var den løsning, som var på tegnebrættet. Men vind og vejr kan med tiden udvaske midlerne, hvilket skaber usikkerhed om levetiden, forklarer Henrik Kjærgaard-Phillipsen.
”Træbeklædning fungerer fint indendørs, men udendørs kunne vi ikke få nogle garantier, så derfor turde vi ikke at gå med det”
Selvom træ i udgangspunktet er et klimavenligt materiale, understreger han, at det er en dårlig løsning at beklæde en bygning med træ – både i forhold til økonomi og bæredygtighed – hvis det kun holder i fx fem år.
Vindmøller, spildtræ og gamle lader
Derfor er TRÆ udvendigt beklædt med aluminium. Men det er ikke bare almindelige aluminiumsplader, der er brugt. Byggeriet, der er fordelt på tre bygninger med varierende højde, er beklædt med genbrugte plader fra bl.a. gamle bygninger, der ellers ville være blevet kasseret og sendt til omsmeltning. I stedet har udviklerne af TRÆ klippet pladerne op, ladet dem beholde forskellige huller fra gamle montager og på den måde genbrugt pladerne, som de er.
Hvem står bag byggeriet TRÆ?
PFA Ejendomme er bygherre og ejer af det 20-etagers kontorhus, der er bygget i træ som bærende element. Idé og koncept til Danmarks højeste træbygning med en højde på 78 meter er udviklet af ejendomsudviklingsselskabet Kilden & Hindby i samarbejde med arkitektfirmaet Lendager Group.
Kilden & Hindby har indgået en projektudviklingsaftale med PFA Ejendomme, der betyder at ejendomsudviklerne varetager alt fra udvikling, til byggeproces og udlejning til det første hold af virksomheder, hvoraf de første flyttede ind, da huset stod færdigt den 1. november 2024.
Der er plads til 30-40 virksomheder i TRÆ, der fungerer som kontorbygning på Sydhavnen i Århus.
Idéen om en træfacade blev dog ikke helt skrinlagt. De forskellige genbrugsplader er nemlig arrangeret på en måde, så facaden ligner barken på et birketræ. Det forklarer arkitekt Anders Lendager på byggeriets egen hjemmeside, træ.com:
”Man kan se, hvordan der er den her reliefvirkning, og det er lidt ligesom, at der er ar, dybder og forskellige overflader på barken af et træ.”
Ifølge Henrik Kjærgaard-Phillipsen er designet med de genbrugte aluminiumsplader ikke kun smuk og i tråd med byggeriets ånd. Det er også en holdbar løsning, der kan fungere mange år frem.
”Det er vigtigt, at vi sikrer ejendommens fremtidige drift, og det er vi bestemt ikke gået på kompromis med, selvom vi genbruger og upcycler materialer.”
Gamle bygninger er dog ikke den eneste kilde til genbrug i TRÆ. Også udtjente vindmøllevinger, som ellers ville blive nedgravet som deponi, har fundet nyt liv. De er blevet skåret op og tilpasset formålet og anvendes nu som solafskærmning på facaden. En idé, der ikke mindst bør tilskrives arkitekt Anders Lendager.
”Han er rigtig god til at tage noget, der er et problem for samfundet og gøre det til en løsning i stedet for. Det er de upcyclede vindmøllevinger et skoleeksempel på,” pointerer direktøren for Kilden & Hindby.
Indenfor i det rekordhøje træbyggeri er også gulvene konstrueret med kasserede materialer. Her er der nemlig anvendt træ fra gulvproducenten Junckers, som ellers ville blive brændt. Gulvene består derfor af en mosaik af overskudsstykker fra parketgulve i forskellige træarter som bøg, ask og ahorn.
Brug materialer der, hvor de giver mening
På grund af den store anvendelse af genbrugsmaterialer – og træ i stedet for stål og beton – har TRÆ fået et væsentligt lavere CO2-aftryk, end det ellers ville have haft ved brug af traditionelle materialer og metoder. Men det gør det ikke til Danmarks mest klimavenlige byggeri, understreger Henrik Kjærgaard-Phillipsen.
”Kontorhuse udleder generelt mere CO2 end fx boligbyggerier. Og du ville jo sagtens kunne bygge et sommerhus i rent træ med et meget lavt CO2-aftryk.”
Men det var heller ikke målet for udviklerne af TRÆ at skabe landets mest klimavenlige bygning. Målet var at bygge et 20-etagers højhus med træ som gennemgående element – og at bruge de enkelte materialer der, hvor de giver mening. Det gælder også brugen af beton, der fx er nødvendigt i fundamentet.
”Vi ligger på hævet havbund her på Sydhavnen, og derfor har vi brug for at komme ned og få fat i undergrunden – og det gør man bedst med en pælefundering i beton. Det er sund fornuft,” understreger direktøren for Kilden & Hindby og tilføjer:
”Trappekernerne består også af beton for at give stabilitet, som vi har meget brug for i sådan et højt byggeri. Hvis man skal bygge i 20 etager kun med træ, får man brug for mange søjler, skråstivere og stålbeslag. Så der har beton også sin berettigelse.”
Der indgår mange forskellige materialer i TRÆ, der udover træ, genbrugstræ, beton, aluminium og vindmøllevinger bl.a. også består af gamle renoverede Netto-lamper, genbrugstegl og glas – heraf en mindre del som genbrug. Henrik Kjærgaard-Phillipsen er godt tilfreds med det mix af materialer, der er brugt til at skabe det rekordhøje træbyggeri i Aarhus:
”Vi har strikket huset sammen, så vi synes, vi er nået frem til et godt resultat.”
Men det får ikke ejendomsudviklerne fra Kilden & Hindby til at hvile på laurbærrene.
”Vi er allerede i gang med et nyt projekt, hvor vi udvikler videre sammen med PFA Ejendomme,” fortæller han uden at afsløre detaljer om det konkrete byggeri – udover at det skal løfte nogle af de udfordringer, som ikke er blevet løst til fulde med TRÆ.
”Vi har fx haft svært ved at integrere genbrugsglas effektivt i byggeriet. Vi har lavet det nogle steder som et eksperiment. Nu skal vi ud at se, om vi kan finde nogle leverandører, der kan hjælpe os med at skalere næste gang, så vi kan få genbrugsglas i en større del af den kommende bygning,” forklarer Henrik Kjærgaard-Phillipsen.