”Det passer godt til vores værdisæt at levere på alle tre dagsordener”

Denne bevoksning kan dog meget vel ændre udtryk i de kommende år, hvis regeringens planer holder stik. I st. Hjøllund Plantage har Silkeborg Kommune nemlig udpeget et areal på 607 ha, som i fremtiden kan blive vært for en energipark med vindmøller.

Den 1150 ha store plantage hører til godset Julianelyst, som ejes af Claus Thinggaard, der også er direktør for land- og skovbrugsvirksomheden.

”Helt umiddelbart tænkte jeg ’nej, der skal da ikke være vindmøller i min skov’, da vi fik det første brev i e-boks for et par år siden. Men siden har idéen modnet sig,” fortæller han.

Et lignende brev blev også sendt til 187 andre projektområder, men i oktober sidste år blev bruttolisten kogt ned til 32 potentielle energiparker som en del af regeringens klimaudspil.

”Sidan da har vi arbejdet seriøst med projektmuligheden i tæt samarbejde med Silkeborg Kommune,” siger Claus Thinggaard.

Midlertidig indsats

St. Hjøllund Plantage er domineret af ensaldrende flader af gran. Det er en skovstruktur, der er følsom overfor større indgreb, der kan føre til billeangreb (på grund af pludselig soleksponering) og stormfald (som følge af svækket stabilitet). Men skal der være vindmøller i plantagen, kræver det netop en større operation. Så hvordan vil Julianelyst få en energipark til at gå hånd i hånd med skovdriften?

”Vi kommer til at blotlægge nogle rande, som muligvis vil ’trevle op’ i en periode. Det må vi leve med,” siger skovfoged Søren Strunge, der forvalter Julianelysts skovarealer.

”Men vi betragter det som et mindre problem, og det er jo kun lige her og nu. I et 200-årigt perspektiv er den dimension ikke så vigtigt,” påpeger han.

Ejendommen vil gerne bidrage til at løse samfundets udfordringer og byder derfor en energipark velkommen i plantagen.

”Vi har brug for mere vedvarende energi nu. Og ved stille vores skovareal til rådighed for et VE-projekt med vindmøller, kan vi være med til at gøre en forskel i den grønne omstilling,” siger Claus Thinggaard og påpeger, at vindmøllerne ikke skal stå i plantagen til evig tid.

”En vindmølle har en levetid på ca. 30 år. Herefter kan der blive plantage uden vindmøller igen. Og om 200 år kan vi måske kigge tilbage og sige, at her stod der engang nogle vindmøller og afhjalp et problem, vi havde engang.”

Søren Strunge supplerer:

”En gang i mellem er der behov for nogle store omvæltninger. Det var der også, da plantearbejdet startede her i 1890. Dengang tog det også ca. 30 år at etablere plantagen. Og nu har der været skov her i 130 år. Derfor fylder tidsperspektivet meget for os, når vi skal vurdere sådan en projektmulighed.”

Det foreslåede projekt er del af en større national – og for så vidt også international – dagsorden. Det handler om at afbøde klimakrisen og skabe forsyningssikkerhed. Og hos Julianelyst har de derfor følt sig forpligtet til at undersøge sagen med åben pande.

”Vi er også nødt til at udvise lidt ydmyghed. Vi administrer meget jord. Og det gør vi jo også på fællesskabets vegne. Derfor må lige trække lidt luft ind og lave en professionel og faglig vurdering, i stedet for bare at sige nej,” forklarer Søren Strunge.

Han pointerer også, at der siden hedeopdyrkningen har været en progressiv ånd i st. Hjøllund plantage.

”Det passer godt til ånden at være opmærksom på udviklingen omkring os.”

Projekt skal også gavne naturen

Derfor fylder klima, energi og forsyning meget i overvejelserne bag Julianelysts positive indstilling til det mulige vindmølleprojekt i plantagen. Men land- og skovbrugsvirksomheden vil også tage vare på biodiversiteten.

Varige indsatser for naturen kan dog være en dyr omgang. Men hvis den måske kommende energipark bliver et nyt forretningsben, kan den potentielt bidrage med de nødvendige midler til formålet.

”Vi har et helt katalog parat med konkrete tiltag, der kan øge biodiversiteten. Det vil vi først og fremmest gøre de steder i plantagen, hvor potentialet er størst. Men det kan også blive aktuelt at rette fokus omkring møllerne, der vil sætte nogle fodaftryk i plantagen,” siger Søren Strunge og understreger, at vindmøllerne i det foreslåede projekt skal placeres udenfor de mest værdifulde naturområder.

Men der er grænser for, hvor meget biodiversiteten kan udvikles indenfor st. Hjøllund Plantage.

”Afhængigt af, hvor god den potentielle businesscase bliver, er vi også villige til at kigge ud over udpegningsområdet,” siger ejer Claus Thinggaard.

Det er endnu kun på tankeplan. Men idéen er altså også at bidrage til at udvikle biodiversiteten andre steder i landet, fx med fokus på Silkeborg Kommune.

”Vi forsøger at tænke helhedsorienteret, og derfor vil vi også gerne være med til at gavne biodiversiteten – også i et større område omkring os. Vi vil gerne arbejde med biodiversiteten der, hvor det giver mest værdi,” pointerer han.

Et økonomisk overskud fra de måske kommende skov-vindmøller vil Julianelyst også bruge til at udvikle skovdriften i st. Hjøllund Plantage yderligere, så den kommer til at basere sig på mere naturnære principper.

”Vi vil gerne styrke skovens produktions- og klimaprofil, og vi tror på, at naturnær skovdrift passer bedst til vores lokalitet herinde på den midtjyske højderyg. På den måde kan den mulige energipark også være med til at understøtte det produktive skovbrug,” forklarer skovforvalter Søren Strunge, der tilføjer, at flere bevoksninger allerede er under konvertering til naturnær skovdrift.

Vil spille på alle tangenter

Energiparken skal altså favne det hele. En helhedsorienteret tankegang, som Julianelyst også har nedfældet på papir.

I et visionsnotat om den mulige skov-energipark fremgår det således, at ”udviklingen, implementeringen, driften (og afviklingen) af St. Hjøllund Energipark skal ske i et balanceret samspil mellem grøn energi, natur og biodiversitet og skovdrift samt mellem nationale, kommunale, lodsejer og lokale interesser.”

Vindmøller skal altså bidrage med så meget grøn strøm, som muligt – samtidig med at plantagen fortsat skal producere råtræ gennem naturnær skovdrift, og biodiversiteten skal udvikle sig ”netto-positivt – både her og nu samt på langt sigt”.

St. Hjøllund Plantage skal altså spille på alle tre tangenter – skovdrift, biodiversitet og energiproduktion.

Men er det ikke lidt optimistisk at tro, at det samme areal kan levere på alle tre dagsordener?

”Det tror vi sagtens, vi kan,” svarer Claus Thinggaard uden tøven.

”Og vi tror endda, vi kan booste eksempelvis biodiversiteten, fordi vi potentielt får en økonomisk motor i spil via projektet. Det passer godt til vores værdisæt at levere på alle tre dagsordener, så det er helt klart ambitionen.”

Skovfoged Søren Strunge understreger, at det ikke er en begrænsning for hverken skovdrift eller fremme af biodiversitet at sætte vindmøller op i en plantage, hvis man som ejer og forvalter er villig til at gribe arbejdet konstruktivt an. For selvom projektarealet er stort, vil vindmøllerne samlet set kun lægge beslag på nogle få hektar i skoven.

”Men selvfølgelig har det nogle konsekvenser for naturen og nogle af brikkerne i biodiversitetspuslespillet. Det er jo også derfor, vi vil gøre en ekstra indsats andre steder for at få kabalen til at gå op,” slutter han.

Bliver projektet en realitet, vil der i fremtiden rage ca. 10-15 møller op over kronetaget i st. Hjøllund Plantage med en højde på 250 meter til øverste vingespids – knap ti gange højere end topknoppen på skovens højeste træer.