Europas skove er i kulstofkrise

I mange årtier har Europas skove fungeret som kontinentets trofaste kulstofdræn og gemt en betragtelig del af vores udledte CO2 i stammer, rødder og jord. De seneste data viser, at lagret af kulstof i Europas skove fortsat stiger – men ifølge nye analyser fra EU’s miljøagentur (EEA) ser det ud til, at kontinentets grønne klimakæmpere er ved at miste pusten. 

På blot ti år fra 2014 til 2023 faldt skovenes nettooptag af kulstof – altså optaget fra atmosfæren fratrukket den CO2, der bliver fjernet fra skovens lager ved hugst og nedbrydning af døde træer – med omkring 30 procent, så skovene flere steder nu afgiver næsten lige så meget kulstof, som de optager. 

I Danmark står skovene stadig stærkt med en stor årlig nettotilvækst, der i de seneste år også har været større end forventet i den såkaldte klimafremskrivning fra Klima-, Energi og Forsyningsministeriet. Men tendensen i store dele af det øvrige Europa peger mod en fremtid, hvor skovene kan stå for at binde en stadigt mindre andel af vores CO2-udledninger, og dermed risikerer vi at miste et af vores vigtigste våben i klimakampen. 

Heldigvis sidder skovforskerne klar med forklaringer og ikke mindst løsninger. Derfor har Skoven talt både med en ekspert i Europas klima og en professor med indsigt i skovenes kulstofoptag for at få en forståelse af, hvad der sker med kontinentets skove lige nu, og hvordan de – med den rette forvaltning og et justeret regnestykke – igen kan spille en hovedrolle i løsningen på den globale opvarmning. 

Europa har hedetur 

For at forstå, hvorfor Europas grønne lunger ser ud til at være ved at miste pusten, skal vi kigge mod klimaet. 

Først og fremmest kan vi hurtigt slå fast, at træernes bidrag til klimaet i den grad er efterspurgt. Europa er nemlig ifølge EEA den verdensdel, hvor temperaturen er steget hurtigst. Og ændringerne mærkes tydeligt, forklarer Martin Olesen, seniorforsker ved DMI: 

“De mønstre, vi ser i klimaændringerne, er højere temperaturer, længere perioder med ekstrem varme, hyppigere tørke og kraftigere nedbør imellem. Danmark og store dele af Nordeuropa er allerede blevet omkring halvanden grad varmere.” 

Halvanden grad betyder endda, at vores hjørne af Europa er sluppet billigere end kontinentet som helhed. Ifølge EEA’s vurdering er Europas landarealer i gennemsnit blevet omkring 2 grader varmere siden midten af det 20. århundrede. Det er næsten dobbelt op ift. den globale middeltemperaturstigning. Ud over temperaturstigningen ser Martin Olesen også et klima, hvor vejret i stigende grad svinger mellem det alt for tørre og det alt for våde. 

“Vi ser oftere de såkaldte højtryksblokeringer, der parkerer den samme type vejr over de samme steder i Europa i ugevis,” forklarer han: 

“I Danmark oplevede vi det som ekstreme tørkesomre i 2018 og 2022, mens andre steder fik regn i ugevis.” 

Og de hændelser bliver kun værre i fremtiden i takt med, at temperaturen stiger yderligere på grund af den globale opvarmning. For Martin Olesen peger på en fremtid, hvor vintrene bliver markant mildere og samtidig vådere, mens somrene får længere perioder uden nedbør. 

Netop de længere sommerperioder uden nedbør er med til at forstærke opvarmningen yderligere, forklarer klimaforskeren. 

“Når jorden tørrer ud efter en længere tørkeperiode, mister vi den naturlige kølende effekt fra fordampning, og så bliver de høje temperaturer endnu højere.” 

Når vores skove i Skandinavien stadig trives, er det altså, fordi ikke kun klimaet, men også klimaændringerne hidtil har været mildere end andre steder i Europa, hvor skovene i højere grad må leve med de længere tørkeperioder, kraftigere storme og stigende temperaturer, som klimaforandringerne medfører. 

Skovene er under pres  

Klimaforandringerne sender økosystemerne længere nede i Europa på overarbejde, forklarer Thomas Nord-Larsen, professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. 

“Man kan næsten opdele Europa i tre zoner,” fortæller han til Skoven: “I Sydeuropa er det i høj grad et klimaproblem. Tørke og varme stresser skovene, og det øger risikoen for brand. I Centraleuropa er det mere et forvaltningsproblem. 

Og i Nordeuropa er vi stadig forskånet for de værste konsekvenser. Men vi begynder at kunne se konturerne af de samme tendenser,” siger han. 

Skovene i Sydeuropa kæmper altså direkte med hede, tørke og skovbrand. I Centraleuropa er udfordringen dog en lidt anden, nemlig træthed. Her dækker gamle og meget ensartede nåleskove enorme arealer, og det gør dem mere sårbare. 

“Der, hvor man har haft meget ensartede bevoksninger – altså store arealer med én art, ofte rødgran – bliver effekten meget voldsom, når der så kommer tørke og barkbilleangreb oveni,” siger Thomas Nord-Larsen. 

Stormfald, tørke og skadedyr rammer hårdere, når skoven står som én stor generation. I en mere varieret skov bryder forstyrrelserne ikke alt på én gang, fordi andre arter og aldersklasser kan tage over. Derfor har de seneste års barkbilleudbrud i Centraleuropa efterladt millioner af kubikmeter dødt ved, og det vil tage årtier at genopbygge sådanne skovområder.  

EEA’s vurderinger peger også på, at Europas skovøkosystemer generelt er under stigende stress. Overvågningen af skovenes sundhed viser, at en voksende del af træerne har moderat til alvorlig kroneskade, og at trædødeligheden er steget markant siden slutningen af det 20. århundrede. Samtidig anslår agenturet, at de årlige skader fra storme, tørke, skovbrand og skadedyr tilsammen svarer til et tocifret milliontal kubikmeter træ om året. Og den udvikling bidrager til endnu en krise, nemlig for kontinentets klimaregnskab. For når skove mister vitalitet eller dør, bliver kapaciteten til at lagre kulstof også svækkes. 

Træernes bidrag falmer 

Tallene fra EEA viser som nævnt, at Europas samlede nettokulstofoptag fra skov og andre landarealer faldt med omkring en tredjedel fra 2014 til 2023. Det betyder, at hvor landsektoren tidligere absorberede omkring 360 mio. ton CO2 netto om året, ligger tallet nu nærmere 250 mio. ton. Dermed ”annullerer” træernes optag i dag kun omkring seks procent af EU’s samlede udledninger. 

EEA peger udover klimaændringer på høj hugst og aldrende bevoksninger som årsager til tilbagegangen i nettooptaget – og det er tilsammen en tredobbelt cocktail, der får Europas skovkulstofbalance til at skride. Helt så galt står det dog ikke til i Danmark endnu, forklarer Thomas Nord-Larsen. 

“Hvis vi ser på Danmark isoleret, er vi stadig på den positive side. Skovene optager stadig mere kulstof, end de udleder. Men marginen bliver mindre, fordi vi både har et stigende hugstniveau og nogle ældre bevoksninger, der ikke vokser så hurtigt mere.” 

Han understreger, at udviklingen hænger tæt sammen med skovenes alder og forvaltningshistorie. Når skovene bliver ældre, vokser de langsommere, og deres kulstofoptag falder. 

Det er en naturlig udvikling, men den forstærkes af, at man mange steder har udskudt foryngelsen, samtidig med at hugstniveauet de senere år er øget og dermed har reduceret nettolageret yderligere. 

“Vi har ikke set noget dramatisk skifte endnu, men man kan se, at kurven flader ud,” siger han og uddyber: “Der er ikke længere den samme stigning i optaget, som vi havde tidligere. Hvis vi fortsætter som nu, vil vi på et tidspunkt ramme et nulpunkt.” 

Thomas Nord-Larsen understreger, at det er vigtigt at forstå, at vi ikke mister skovenes funktion fra den ene dag til den anden, men tallene viser tydeligt, at kulstofdrænet er under pres. 

“Hvis udviklingen fortsætter, vil skovene gradvist miste den rolle, de har spillet som klimamæssigt sikkerhedsnet.” 

Nye plantninger skal tænkes robust  

Men hvad kan vi så gøre for at modvirke tendensen, så skovene også fremover er i stand til at udfylde deres vigtige rolle i klimakampen? Ifølge Thomas Nord-Larsen er det vigtigste at øge variationen i skovene, både i alder, struktur og artssammensætning. 

“En skov, der består af mange forskellige arter og aldre, bliver mindre sårbar, når der sker forstyrrelser. Der skal være noget, der kan tage over, når én art bliver ramt. Det handler ikke kun om biodiversitet, men om robusthed.” 

Det er stort set det modsatte af de gamle rødgranplantager, hvor der gennem årtier blev brugt én og samme opskrift. I et klima med mere tørke, storme og skadedyr er det en risikabel strategi. I stedet skal skovene rejses efter samme princip, som i økonomi: ikke lægge alle æggene i én kurv. 

Også naturlig foryngelse, hvor det er muligt, er et af de værktøjer, som Thomas Nord-Larsen anbefaler. Det giver en bedre tilpasning til de lokale forhold, fordi de træer, der klarer sig bedst, er dem, der får lov at stå. 

“Vi skal have en mere fleksibel og langsigtet tilgang til foryngelse. En god blanding af arter og aldersklasser fungerer som en slags forsikring. Når klimaet ændrer sig, er der altid nogen, der klarer sig bedre end andre, og det er den spredning, der giver robusthed.” 

Og så bliver vi nødt til at erkende, at nogle træarter, der har været almindelige her, ikke nødvendigvis vil trives på sigt. Thomas Nord-Larsen mener, at vi i højere grad skal være åbne for at tænke nyt i forhold til, hvilke arter vi satser på. 

“Forvaltningen skal i højere grad tænkes klimatilpasset. Det betyder ikke, at vi skal plante eksotiske arter overalt, men at vi skal vælge med større omtanke og langsigtethed.” 

Kulstof erstatter stål og beton 

Professoren har dog endnu en pointe, når det gælder skovenes rolle i klimakampen, men den handler ikke om skovforvaltning, men om det regnestykke, der opgør, hvor meget kulstof træerne egentlig hjælper os med at binde. 

Den måde, vi i dag bruger og læser klimaregnskabet på, giver ifølge Thomas Nord-Larsen et skævt billede af skovenes reelle klimabidrag. I LULUCF-sektoren (Land Use, Land-Use Change and Forestry), hvor udledninger og optag ifm. arealanvendelse, ændringer af arealanvendelse og skov bogføres, bliver hugsten registreret som et tab i skovpuljen, mens den del hugsten, der bruges til træprodukter, bogføres som HWP – harvested wood products. 

“Træ, der høstes, regnes faktisk med i klimaregnskabet i HWP-puljen,” understreger Thomas Nord-Larsen: “Problemet er, at man sjældent kigger på den del af regnskabet, når der træffes politiske beslutninger,” siger han. 

For kulstoffet forsvinder jo ikke, fordi træet fældes. Det bliver liggende i produkterne – i bjælker, møbler og bygninger – ofte i årtier eller endda århundreder. En bjælke i et hus kan fx binde kulstof i 80-100 år. 

Udover kulstoflageret i skov og træprodukter er der en ekstra klimaeffekt, som regnskabet kun meget indirekte fanger: Træ kan fortrænge mere klimatunge materialer andre steder i økonomien. 

“Man skal ikke bilde sig ind, at det er CO2-neutralt at bruge træ, men det er langt mere klimavenligt end alternativerne, hvis det erstatter stål og beton,” understreger Thomas Nord-Larsen. 

Men når træ indgår i byggeri i stedet for stål og beton, flytter en del af udledningerne sig ganske enkelt væk fra regnskabet for skov- og arealanvendelse og over i andre sektorer – eller i nogle tilfælde til andre lande – og det kan mudre billedet af det samlede bidrag, som skovene leverer til klimaregnskabet: 

“I praksis ender man ofte med at fokusere meget snævert på skovens nettooptag og ikke på, hvad der sker, når træet bruges,” forklarer Thomas Nord-Larsen: “Af den grund griber man nogle gange til lovgivning, der reducerer hugsten, men det kan i realiteten føre til større globale udledninger, hvis det betyder, at vi bruger mere stål og beton i stedet.” 

Derfor anbefaler han, at klimaregnskabet læses som et samlet kredsløb, hvor kulstoffet følges fra skov til produkt, og ser på hele effekten i stedet for kun skovens egen pulje. 

“Jeg synes, vi skal begynde at se på hele systemet – ikke kun skoven som noget, der står for sig selv. Hvis vi følger kulstoffet hele vejen fra træ til produkt, får vi et meget mere retvisende billede af, hvad skovene egentlig betyder for klimaet,” siger Thomas Nord-Larsen.