For meget fart på i skovene: Ekstrahurtige elektriske cykler kalder på skærpelse af adgangsregler

Mountainbikes og elcykler er blevet en naturlig del af mange danskeres friluftsliv. Også i skovene. Men udviklingen udfordrer de gældende adgangsregler – særligt når ekstrahurtige speed pedelecs med motorhjælp op til 45 km/t vinder frem. Ifølge Dansk Skovforening er tiden kommet til at skærpe reglerne, så alle kan færdes trygt i skovene.

Danskerne bruger skovene flittigt, og de seneste år er elektriske cykler for alvor rykket ind i både hverdagslivet og fritiden.

Det dufter af fugtig jord og gran, og morgensolen filtrerer ned mellem trækronerne. En smal grusvej slynger sig gennem skoven, hvor en familie er på vej ud på søndagstur. Lidt længere fremme kommer en løber i jævnt tempo. Pludselig brydes stilheden af et hurtigt sus – en cyklist i stramt lycra-sæt passerer med høj fart, næsten lydløst, men markant hurtigere end de øvrige skovgæster. 

Scenen er ikke usædvanlig. Danskerne bruger skovene flittigt, og de seneste år er elektriske cykler for alvor rykket ind i både hverdagslivet og fritiden. Det gælder også i skovene, hvor flere skovejere og naturforvaltere oplever en stigende brug af elcykler – herunder de særligt hurtige speed pedelecs, der kan nå hastigheder på op til 45 km/t. 

Udviklingen rejser et centralt spørgsmål: Hører ekstrahurtige, motorassisterede cykler hjemme i skoven – på lige fod med almindelige cykler og fodgængere? 

Til fare for andre skovgæster 

Hos godsejer Ditlev Berner, ejer af Holstenshuus på Fyn, er svaret klart. Han oplever, at elcykler – og især speed pedelecs – udgør en reel risiko for både andre skovgæster og den rolige skovoplevelse. 

”Elektriske cykler svarer til ethvert andet motoriseret køretøj og er derfor ulovlige at køre på i privat skov. Det er et klart brud på adgangsreglerne, der medfører en betydelig risiko for andre skovgæster, der lovligt færdes på de kørefaste skovveje til fods eller på en almindelig cykel,” siger Ditlev Berner. 

Ifølge godsejeren er problemet ikke kun til stede på papiret. I praksis opleves der ofte høje hastigheder, begrænset hensyntagen og utrygge situationer – særligt på smalle veje og stier, hvor gående, løbere og cyklister deler pladsen. 

”Det er helt centralt, at myndighederne afsætter ressourcer til at tydeliggøre adgangsreglerne for færdsel i private skove overfor befolkningen. Der er mange skovgæster, der ikke ved, hvor og hvordan man må færdes i privat skov,” understreger han. 

Erfaringer fra Svanninge Bjerge 

Også andre steder i landet genkender man udfordringerne. I Svanninge Bjerge på Fyn oplever naturforvaltningen en tydelig stigning i brugen af eldrevne mountainbikes. 

”Vi ser flere og flere eldrevne MTB’er i Svanninge Bjerge. Hos os må man cykle på de grusbelagte veje, men vi oplever desværre en stigning i særligt eldrevne MTB’er, der kører offroad,” fortæller Caroline-Marie Vandt Madsen, chef for Svanninge Bjerge og Natur til et godt liv – Laboratoriet. 

Hun peger på, at hastigheden spiller en afgørende rolle – både i forhold til sikkerhed, naturhensyn og samspillet mellem forskellige brugergrupper.

”MTB’erne kører meget hurtigt. Nogle af disse eldrevne cykler har ikke monteret pedaler, og de er derfor at betragte som køretøjer. Det giver udfordringer for de andre gæster i skoven, naturen og vores sociale indsats,” siger hun. 

Hvad siger reglerne?

Ifølge Naturbeskyttelsesloven er skove som udgangspunkt åbne for færdsel til fods og på cykel. I privatejede skove må færdsel dog kun ske ad stier og veje, og der er adgang fra kl. 6 til solnedgang. Loven skelner imidlertid ikke direkte mellem forskellige typer cykler.

Her bliver reglerne om cyklers indretning og motorhjælp afgørende. 

En almindelig elcykel må ifølge gældende bekendtgørelse have en el-hjælpemotor på maksimalt 250 watt, som kun yder assistance op til 25 km/t – og kun når der trædes i pedalerne. Disse cykler betragtes som almindelige brugscykler og er dermed omfattet af adgangsretten i skovene. 

Anderledes forholder det sig med speed pedelecs. De er defineret som motordrevne køretøjer, fordi motoren kan yde assistance op til 45 km/t – også i situationer, hvor der trædes aktivt i pedalerne. Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) er speed pedelecs derfor ikke omfattet af adgangsretten i naturbeskyttelsesloven. 

Behov for klare og tidssvarende regler 

Ifølge Dansk Skovforening er det netop her, udfordringen ligger. Reglerne er komplekse, lidt tekniske – og for mange skovgæster uklare. Direktør Anders Frandsen mener, at udviklingen i brugen af elcykler kalder på en tydelig skærpelse af adgangsreglerne. 

”I takt med, at flere danskere bruger elektriske cykler og også benytter dem til aktiviteter i skovene, bør reglerne følge med tiden og skærpes derefter,” siger han. 

Dansk Skovforening foreslår blandt andet, at det fremgår klart og entydigt, at: 

  • Speed pedelecs er ikke tilladt i skovene 
  • Man må ikke cykle hurtigere end 25 km/t 
  • Man skal holde sig på markerede stier og ruter

”Det handler grundlæggende om tryghed og hensyn. Skovene skal være et sted, hvor man kan færdes sikkert og fredeligt,” understreger Anders Frandsen. 

Samtidig opfordrer direktørens foreningens medlemmer til at bidrage med erfaringer. 

”Vi vil meget gerne høre fra vores medlemmer angående elektriske cykler i skovene. Vi ønsker at blive klogere på omfanget af brugen af elcyklerne, så vi kan få et overblik over problemets størrelse.” 

Minister for grøn trepart: Åben for dialog 

Hos regeringen er der opmærksomhed på problemstillingen – men det er også et spørgsmål om at balancere adgang og regulering. Minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, understreger, at almindelige elcykler fortsat skal have en plads i skovene. 

”Mit udgangspunkt er, at elcykler ikke skal være ulovlige i private skove. Flere og flere har i dag en elcykel, og jeg er glad for, at folk bruger skoven,” siger ministeren. 

Samtidig åbner han for dialog, hvis der dokumenteres konkrete problemer. 

”Jeg er dog åben for at lytte til gode argumenter og konkrete erfaringer, hvis der er steder, hvor elcykler skaber reelle problemer for andre skovgæster.” 

Har du oplevelser med speed pedelecs eller elektriske cykler i skoven? 
Henvendelser om elektriske cykler kan sendes til info@danskskovforening.dk

Se alle artikler fra Magasinet Skoven