Indlægget her er oprindeligt bragt i Jagt, Vildt & Våben fredag den 15. maj 2026.
Det er midt på efteråret. Morgenen har været kølig, men nu står solen lavt over bøgetræernes gul-brune kroner – nok til næsten at tørre det halvvåde græs, som jeg bevæger mig uhørt igennem. Jeg når en skoveng, der med sin høje, halvvisne urtevegetation udgør et godt skjul for skovens dyr. En hochsitz i kanten af engen kan agere hvilested og give kuglefang, og med riflen i hånden indtager jeg det kunstige udsigtspunkt.
Mens jeg hviler og venter, tager jeg landskabet ind. Solen står højere nu, og dens varme har endnu ikke sluppet sit greb i det let kuperede, midtsjællandske landskab. Den stride vind fra november har ej heller meldt sin ankomst, og det høje vejr forstærker årstidens karakteristiske dufte og lyde. Skræppen fra grågæs, der kommer valfartende i v-formation fra nordlige himmelstrøg. Duften af vissent græs, af nærmest parfumerede grannåle og det fugtige mos, hvor kantareller og karljohan titter frem. En hvislen af vissent græs når mit øre, og alle sanser bliver en parabol. Øjet sonderer skovengen for bevægelse, og som ud af den blå luft materialiserer sig en mørk kontur. Én velplaceret bladkugle, og i et smæld går dyret ned.
Skovens spøgelse
Har man haft det privilegium at jage sika, som jeg selv havde den efterårsdag, forstår man, hvorfor hjorten går under navnet “skovens spøgelse”. I dagtimerne gemmer den sig i tæt krat og tykninger, og først efter mørkets frembrud begiver den sig ud for at esse. Forsøger man på en trykjagt at presse den ud af en grantykning, kan det føles, som om dyret driver gæk med én: Rundt og rundt i cirkler render den, og ikke sjældent må man opgive ævred og vandre videre i drevet.
I over 100 år har sikaen fredeligt hjemsøgt de danske skove, hvor den har fortryllet generationer af jægere med sin sky natur og velsmagende kød. Fra de første stykker sikavildt blev udsat i dyrehaven på Svenstrup Gods i år 1900, spredte interessen sig hurtigt til andre danske godser, og både i dyrehaver og på den fri vildtbane blev der op igennem 1900-tallet etableret bestande af sikavildt.
Mens kronvildtet vandrede vestpå, forbi israndslinjen og ud på den nu tilplantede hede, forblev sikaen i sine trygge skove. Sikaen er en udpræget hjemmefødning, og den besidder ikke den samme vandrelyst som det nærtbeslægtede kronvildt. Sin ellers udmærkede tilpasningsdygtighed i det danske landskab til trods har dens stedfaste adfærd derfor bevirket, at bestandsstørrelsen igennem mange år har været stabil. I dag anslås bestanden til omkring 2.000 individer.
Fauna non grata
Det kom derfor som et smæld på en skoveng, da et flertal blandt EU’s medlemslande sidste sommer placerede en kugle i hjertet af dansk jagthistorie og med et trylleslag gjorde sika til fauna non grata i hele unionen. Med EU-Kommissionens sædvanlige sans for kollektive løsninger på lokale problemer havde man stillet forslag om at opliste sika på EU’s invasivliste, da der særligt på de britiske øer er problemer med hybridisering mellem kronhjort og sika. Afstemningen fandt sted i Komitéen for Invasive Arter, og uagtet at Danmark stemte imod oplistningen, var der blandt EU’s 27 medlemslande kvalificeret flertal for at erklære hjortearten for invasiv.
Et smukt kapitel i dansk jagthistorie så dermed ud til at have nået sin ende. Med komitéens beslutning blev EU’s store svinghjul nu sat i gang, og fra og med afstemningsdatoen blev det ulovligt at holde og avle sika i dyrehaver. Samtidig blev det på den frie vildtbane tilladt at regulere sika hele året, da vildtskadebekendtgørelsens § 8 henviser direkte til EU’s invasivliste. Således blev en beslutning taget på Danmarks vegne, og uden hensyn til flere generationer af dygtige skytters vildtforvaltning blev sikaen med ført hånd forsøgt skrevet ud af vores danske jagthistorie – uden skyggen af bevis for, at hybridisering mellem sika og kronvildt skulle være en risiko, endsige have fundet sted, i Danmark.
David mod Goliat
Kortvarigt så det ud til, at EU’s ordre om udryddelse skulle effektueres med alarmerende hast. I avisen kunne man læse, hvordan Jægersborg Dyrehave var blevet pålagt en totalafvikling af deres sikabestand inden for jagtsæsonen 2025/26, og private dyrehaver blev varslet om lignende påbud.
Samtidig skabte de nye reguleringsmuligheder på den frie vildtbane bekymrende rynker hos de af os, der kerer sig om jagtetik. Hvordan kunne man retfærdiggøre, at en hjorteart, der så at sige ikke havde gjort nogen fortræd, lovligt kan bortreguleres sidst på foråret, hvor hinderne lige har sat kalve?
Sådanne beslutninger kan være svære at omgøre. Europæisk lovgivning er et stort maskineri, og Danmark er forpligtet til at implementere forordningen for invasive arter direkte i dansk lov. Det kan derfor føles som David mod Goliat, når en jagtbar art bliver til jaget vildt i hele unionen. Men i Dansk Skovforening samlede vi handsken op.
Særligt for de af vores medlemmer, der holder sika i dyrehaver, var det et stort slag at skulle afvikle deres bestande, men det virkede også helt disproportionalt at sætte sika i samme reguleringsmæssige bås som mårhund og vaskebjørn. Vi appellerede derfor til en mere proportionel tilgang: Sæt bortskydningen af sika på pause, indtil der foreligger et oplyst, dansk vidensgrundlag at tage beslutningen på, og skriv sika ud af vildtskadebekendtgørelsen.
Heldigvis lykkedes det, efter pres fra mange af jagtens aktører og gennem god dialog med jagtens minister Jeppe Bruus og hans embedsværk, at få bremset beslutningens værste hastværk. Jeppe Bruus ville nu ikke igangsætte en aktiv bekæmpelse af sika på den fri vildtbane, og i dyrehaver kunne man beholde sika, indtil de led alderdomsdøden.
Tilbage stod dog stadig to helt centrale spørgsmål: Sika og kronvildt har levet side om side i over 100 år, men er der overhovedet sket hybridisering i Danmark? Og hvis der ingen hybridisering er, kan Danmark i så fald følge en mere proportional tilgang til forvaltning af sika.
Et oplyst beslutningsgrundlag
For Dansk Skovforening var det derfor en stor glæde, da dyrlæge Astrid Ingstrup i samarbejde med professor i genetik Niels Tommerup fra Københavns Universitet og dyrlæge Flemming Thune-Stephensen i slutningen af 2025 kontaktede os og fortalte om et projekt om den danske sikabestands genetik, som de ønskede at gennemføre. Helt konkret er projektets formål at undersøge, hvilken underart det danske sikavildt er, og om der er genetisk evidens for, at sikahjorte i Danmark har dannet hybrider – og specielt fertile hybrider – med danske bestande af kronvildt. I løbet af januar 2026 blev der indsamlet materiale fra både Sjælland og Jylland, og vi afventer nu i spænding undersøgelsens resultater.
