Der skal plantes 250.000 ha ny skov i Danmark frem mod 2045. Sådan lyder i hvert fald ambitionen i den grønne trepartsaftale, der sidste år også blev til en politisk aftale. Men der er flere ting, der skal falde i hak, før ambitionen kan føres ud i livet.
”Et af de helt store tvivlsspørgsmål er selvfølgelig, om arealerne til skovrejsning kan findes. Der er et mål om at nå ca. 70.000 ha skovrejsning allerede i 2030, jeg tror dog, vi skal være heldige, hvis vi når 10.000 ha inden da. Men når arealerne bliver fundet, skal alle de andre led også være klar,” siger Ulrik Kejser Nyvold, som ejer virksomheden Levinsen A/S.
Det handler nemlig ikke kun om at finde arealerne. Lige så vigtigt er det, at der også skal produceres planter til alle de mange hektar jord – og det kræver skovfrø. En forudsætning, som de involverede omkring grøn trepart tilsyneladende har overset:
”Det er ufatteligt, hvor lidt nogen har rakt ud til os som producent af skovfrø og spurgt, hvad der skal til, for at den grønne treparts målsætning kan blive en succes,” siger Ulrik Kejser Nyvold.
Og det er ellers et vigtigt spørgsmål at dykke ned i. Det er nemlig slet ikke givet, at vi har frø nok til at producere alle de planter, der skal i jorden over de næste 20 år, fortæller skovfrøproducenten.
Frøsætning – en ubekendt
Flere faktorer påvirker udbuddet af skovfrø. Fx er det kun få skovtræer, der blomstrer hvert år. For mange arter går der år imellem, at de sætter frø, og det er især fra løvtræer, der er fluktuerende frøforsyning. Frøsætningen afhænger bl.a. af faktorer som nedbør og temperatur, som kan være svære at gøre noget ved.
Det er også svært at gennemføre hurtig opskalering af frøforsyningen. Man kan anlægge nye frøplantager, men der er stor tidsmæssig forskydning fra anlæg til første høst. Mange skovtræer blomstrer nemlig først, når de er 20-40 år gamle.
Derudover kan det være svært at gemme frø fra særligt gode frøproducerende år til senere. Nåletræsfrø kan lagres i op til 40 år, men løvtræsfrø kan lagres max 5 år og ofte kun 1-3 år.
Skoven var på besøg hos Levinsen og følger her processen fra kogle til frø for juletræsarten nordmannsgran (Abies normanniana), som frøvirksomheden er storleverandør af i Europa.
Video: Joakim Bisgaard Jensen
Frøforsyningen afhænger altså af mange faktorer – både kendte og ukendte. Derfor kræver det en målrettet indsats at sikre tilstrækkeligt frø til den grønne trepartsaftale, der over de næste 20 år forudsætter årlig skovrejsning på i gennemsnit 12.500 ha, forklarer Ulrik Kejser Nyvold.
For at frøforsyningen kan være tilstrækkelig, kræver det ifølge ham, at etableringen af nye frøkilder fortsætter i det nuværende tempo, og at nuværende kårede bevoksninger og frøplantager passes og plejes med frøproduktion for øje, så der kan opnås en optimale produktion pr. arealenhed.
Vi skal desuden udnytte alle de frøkilder, der er tilgængelige:
”Der er ikke frø nok, hvis alle kun vil have A-kategorien. Der skal opbygges en forståelse for, hvad der er ’godt nok’ – at alt kåret materiale i princippet er godt nok, og at der er andet og mere, der betyder noget for værdien af frøkilden, end bare ’A’,” siger Ulrik Kejser Nyvold.
Og så kræver det ikke mindst, at der gives adgang til at bruge frø fra et større geografisk område uden for landets grænser. Ved at udvide det genetiske grundlag for de nye skove kan man også gøre dem mere robuste mod klimaforandringer.
”Vi skal forestille os, hvordan vores klimazone vil se ud om en trægeneration, og så åbne mere for frø fra de steder, der ligger inden for samme klimazone. På den måde kan vi sikre, at vi også får en større genetisk variation i skovene, der gør dem mere modstandsdygtige,” siger Ulrik Kejser Nyvold.
Han forestiller sig, at det geografisk fx kunne dække over et område, der går fra Danmark ned til midt i Polen, over det nordlige Frankrig, til de britiske øer, det sydlige Norge og skråt over Sverige.
”Så kan vi sikre en kontinuerlig produktion af frø, som kan imødekomme efterspørgslen – så kan vi lykkes,” siger Ulrik Kejser Nyvold.
Planteskolerne skal med
Når frøforsyningen er på plads, skal planteskolerne også omsætte frøene til planter, der skal sættes i jorden. Den nuværende totale årlige planteproduktion i Danmark er ca. 50 mio. planter, som produceres på 500 ha produktivt planteskoleareal. Det inkluderer alle slags planter og altså ikke kun skovplanter.
Hvis der skal plantes ekstra 12.500 ha ny skov pr. år med et plantetal på 4000 træer pr. ha, skal vi bruge yderligere 50 mio. skovplanter, hvilket vil være en fordobling af produktionen.
”Jeg tror på, at de store danske planteskoler her ser en basis for stor omsætning, og at de går efter det. Der er måske også nye spillere, der vil på banen, og der skal nok være plads til alle,” vurderer Ulrik Kejser Nyvold.
Den store opskalering er imidlertid ikke uden risiko. En skovplante tager flere år at producere, og planteskolerne er tidligere brændt inde med en masse planter, når forventet skovrejsningspotentiale alligevel ikke er blevet realiseret. Det skal forstås helt bogstaveligt – de planter, der ikke kommer i jorden, må brændes af.
Hvis planteskolerne skruer op for produktionen nu for at imødekomme forventet skovrejsning i grøn trepart, men det ikke lykkes at finde arealerne i det forventede tempo, går planterne tabt. Det samme gør planteskolernes investeringer. Ifølge de oplysninger, Dansk Skovforening har fra Ministeriet for Grøn Trepart, vil minister Jeppe Bruus ikke give planteskolerne en garanti for deres investering i den grønne treparts skovrejsning.
Det kan umiddelbart virke som en hæmsko for skovrejsningen, men Ulrik Kejser Nyvold foreslår, at udfordringen kan løses ved at lave om på rammerne for tilskudsordningen til skovrejsning:
”Man kan forlænge den periode, man har til at rejse skov, efter et tilsagn om tilskud til skovrejsning er givet. I dag skal det ske ret hurtigt, men hvis man i stedet har fx 5 år til at nå at rejse skov efter et tilsagn, kan lodsejeren stå med tilladelsen i hånden og bestille planter fra planteskolen, som kan nå at producere planterne specifikt til den enkelte skovrejsning,” forklarer han.
I sådan en situation kan der også produceres planter med lige præcis de egenskaber, der er brug for til arealet, så ingen ender med bare at måtte tage de planter, planteskolerne har tilbage på lager, tilføjer han. På den måde vil det også være ‘markedet’, som regulerer udbud og efterspørgsel i en sund balance, uden at staten skal stille garantier for planteproduktion, mener han.
Selvom det er helt essentielt at gøre sig grundige overvejelser om både frøforsyning og planteproduktion for at indfri grøn trepart, er begejstringen for det historisk store nationale skovrejsningsprojekt stor:
”Nu skal vi heller ikke kun se problemer i den enestående mulighed, det her er – vi er klar til at gøre, hvad vi kan, og så hurtigt som muligt for at have frø nok,” siger Ulrik Kejser Nyvold.
